De seneste år er beredskabet i Danmark blevet styrket ad flere omgange og på alle mulige ledder og kanter. Vi har fået et decideret ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Alle kommuner er blevet fuldt omfattet af NIS2-direktivet om cybersikkerhed. Og rundt-om i kommunerne er plejehjem og botilbud blevet udstyret med mad, drikke og alternative energikilder, så de kan stå imod i tre dage, hvis krisen banker på og strømmen går. 

Oprustningen har også været nødvendig. For siden Rusland gik ind i Ukraine for lige godt fire år siden, er cyber- og hybridtruslen mod andre vestlige lande kun steget. Det gælder også Danmark, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste har kaldt truslen den mest alvorlige siden anden verdenskrig. 

Og samtidig, midt i al den menneskeskabte ballade, viser klimaet tænder med voldsomme stormfloder, der kun bliver mere hyppige, og med varmere somre og vildere, koldere vintre. 

Men der har manglet noget i udbygningen af vores beredskab. KL og kommunerne, der er tættest på borgerne i hverdagen, har længe bedt om klarere retningslinjer og rammer for ansvarsfordelingen i tilfælde af kriser. For hvad er det præcis, kommunerne skal forberede sig på, og hvor længe skal kommuner, borgere og virksomheder kunne klare sig, hvis uheldet er ude? 

Nogle af svarene udestår stadig. Men nu skal beredskabet styrkes yderligere – i virkeligheden skal det tænkes helt anderledes. Sidst i februar, inden der gik valg i den, kom SVM-regeringen med en melding om, at vi skal have et totalberedskab.