Vi går i stemmeboksen, når der er valg. Vi brokker os over politikerne. Vi diskuterer, er uenige og forventer at blive hørt. Det hele føles så selvfølgeligt, at vi let glemmer, at vores demokrati ikke er givet.
Men der er også noget, der knager.

Samfundet har ændret sig. Og måske er det tid til at stoppe op og se på, hvad der egentlig skal til for at bevare det demokrati, vi tager for givet.

Sådan lyder det fra KL’s formand, Peter Rahbæk Juel (S).

– Vi har en stærk demokratikultur i Danmark, og der er mange ting, der fungerer godt. Men demokratiet er under pres flere steder rundtom i verden. Der er flere steder, hvor man med rette kan sætte spørgsmålstegn ved, om man har et reelt liberalt demokrati. Og hvis vi bare læner os tilbage og slapper af, er det jo ligesom at stå på en isflage, man bare kan se blive mindre og mindre, siger han.

En demokratisk dengse

Sammenligner man det danske demokrati med andre lande rundtom i verden, klarer Danmark sig mildest talt godt. Vi er lidt af en demokratisk dengse. 

– Vi er et af de mest velfungerende liberale demokratier i verden, konstaterer professor og leder af Magtudredningen 2.0 Michael Bang Petersen.

Han nævner i flæng det, der adskiller Danmark fra mange andre lande. Vi har en høj grad af social tillid, et stærkt civilsamfund, som gennem tiden også har været med til at forme demokratiet og skabe forbindelser mellem borgere og politikere, og så har vi et effektivt embedsværk, som er med til at kvalitetssikre de politiske beslutninger. 

– Dermed har vi også en høj grad af beskyttelse mod en række af de udfordringer, vi ser skylle ind over andre vestlige demokratier i disse år, siger Michael Bang Petersen.

Når Peter Rahbæk Juel alligevel mener, der er grund til bekymring, peger han især på vores samtaletradition, som i hans optik er under pres.

– Vi har en meget, meget fin demokratisk samtaletradition, hvor vi er i stand til på den ene side at kunne have uenighed og friktion og på den anden side kunne tale om det, finde kompromiser, udforske hinandens synspunkter og finde løsninger. Det er under pres, hvis man ser nøgternt på det, siger han og fremhæver især sociale medier som en af de absolut største udfordringer.

– Teknologi, sociale medier og den algoritmestyring, der er indbygget i det, styrer vores opmærksomhed utrolig meget. Algoritmerne og tech­giganterne giver også dem, der gerne vil lave konflikt og splitte, bedre kort på hånden end dem, der gerne vil lave kompromis og samle.

Strukturerne er med til at forurene den demokratiske samtale. Så selvom hængslerne stadig sidder godt fast på vores demokrati, er der altså nogle steder, hvor det er begyndt at knage.

Fra forsamlingshus til bodega

Da Facebook for alvor gjorde sit indtog i Danmark i de sene 00’ere, var Peter Rahbæk Juel selv en af de politikere, der havde store forhåbninger til de nye sociale medier. Men virkeligheden skulle vise sig at blive en anden.

– Vi talte jo meget om, at Facebook kunne blive et digitalt forsamlingshus, hvor den demokratiske samtale kunne flytte ind. Men man må bare sige, at det i højere grad er blevet en digital bodega, hvor der er mere slåskamp end samtale. Og man skal ikke tage fejl. Det handler ikke om, at folk har ændret sig på 20 år. Det handler om, at algoritmerne styrer os mod hårde konflikter, siger KL-formanden.

Michael Bang Petersen medgiver, at digitalisering og de sociale medier er noget af det, der udfordrer vores demokrati. Men det hænger også i høj grad sammen med, at udviklingen udfordrer de traditionelle medier, påpeger han.

– Der sker en fragmentering i den offentlige samtale, når de publicistiske medier bliver presset af den nye digitale virkelighed og skal konkurrere med de store streamingtjenester og sociale medieplatforme om brugere og annonceindtægter, siger han og fortsætter:

– Samtidig får vi som borgere og brugere i dag vores nyheder fra mange flere forskellige steder. I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne kunne man stadig sætte en fælles, national, politisk dagsorden i TV-Avisen eller TV 2 Nyhederne. Det var der, vi alle sammen havde vores opmærksomhed, og derfor var det lettere at skabe en fælles samtale. I dag får nogle – særligt unge mennesker – deres nyheder udelukkende gennem sociale medier, og det skaber altså en langt mere fragmenteret diskussion, siger han.

Særligt lokale medier over hele landet har de seneste år været presset af udviklingen og måttet fyre journalister eller helt opgive udgivelser. Og det skaber også særlige udfordringer for det lokale demokrati, påpeger professoren.

– Det betyder, at det bliver sværere at sætte fokus på nogle mere ”kedelige”, lokale problemer, som ikke er lige så spektakulære som de historier, der trives på de sociale medier. Men de lokale problemer er vigtige for vores hverdagsliv, og derfor er det en udfordring, hvis der bliver utilstrækkelig offentlig samtale i lokalsamfundet.

Derudover peger Michael Bang Petersen på en række strukturelle forhold, som har ændret sig. Vi oplever stigende ulighed, har en mere kulturelt og etnisk mangfoldig befolkning end tidligere, og de geografiske uligheder mellem land og by har vokset sig større. 

– Så på den ene side oplever vi altså en fragmentering i livsvilkår, som gør det endnu mere vigtigt, at vi deltager i en fælles samtale, men den fælles samtale bliver så også fragmenteret, fordi mediebilledet ændrer sig.

At gå til demokrati

Det er ikke kun vores fælles samtale, der har ændret sig. For 50 år siden var hver femte vælger medlem af et parti. I dag gælder det kun omkring 2,5 procent af vælgerne. Og dermed er der forsvundet en vigtig arena for demokratisk dannelse.

– Jeg kan ikke komme i tanke om nogen demokratidefinitioner, som nævner partier, så partier er i udgangspunktet ikke nødvendige for, at vi har et velfungerende demokrati. Men der er nogle ret centrale opgaver, som partierne har været med til at løse i det danske demokrati, som vi skal finde ud af at løse på en anden måde, siger Michael Bang Petersen og fortsætter:

– Partierne har i høj grad fungeret som forbindelsesled mellem borgerne og det politiske system. Partierne har været en kanal, hvor borgerne har udtrykt deres frustration, delt deres oplevelser og erfaringer, og hvor der er blevet informeret om de problemer, de har oplevet. Når partierne ikke fungerer sådan i samme grad længere, er vi jo nødt til at finde nogle nye forbindelseskanaler.

Peter Rahbæk Juel deler bekymringen. Det er i hans optik endnu et eksempel på, hvor hængslerne i vores demokrati kunne være mere velsmurte. 

– For 30-40 år siden havde vi en demokratisk struktur, der involverede langt flere mennesker, end den gør i dag. Partierne agerede filtreringssystem, idet de hjalp med at finde ud af, hvad der foregik rundtomkring, og hvad folk mente om dette og hint. Gennem partierne var der rigtig mange mennesker, der var involveret i diskussionen om et budgetforlig i en kommune. For det at være medlem af et parti er jo ligesom at gå til demokrati i fritiden. Men når der er færre, der går til politik, er der også færre, der får den demokratiske dannelse, siger Peter Rahbæk Juel.

Og når den demokratiske dannelse mangler, kommer det i højere grad til at handle om enkeltsager, frygter KL-formanden. 

– Nogle gange kan der godt være en tendens til, at de stærkeste centrerer sig omkring nogle enkeltsager. Det er man selvfølgelig velkommen til at gøre. Men jeg synes, at man som Folketing og byråd har til opgave at tage ansvar for helheden. Hvis enkeltsager bliver for styrende, er det jo bare de stærkeste, der råber højest, som ender med at bestemme. Vi kan ikke have et demokrati, der er baseret på enkeltsager. Vi har brug for politikere, der prioriterer helheden, siger han.

På værksted i kommunerne

Det danske demokrati er altså ikke i forfald. Men nogle af de strukturer, der har været med til at bære og styrke vores demokrati, er under forandring. Derfor er opgaven ifølge Michael Bang Petersen nu klar. Men ikke nem.

– Vi står i en brydningstid, hvor vi skal finde ud af, hvordan nogle af de fundamentale demokratiske opgaver, som blev løst i det 20. århundrede, bliver løst i vores virkelighed i det 21. århundrede. Og jeg tror ikke, der er nogen, der har et færdigt svar på det, siger Michael Bang Petersen. 

Men kommunerne kan i høj grad fungere som et demokratisk værksted, hvor de mulige svar kan afprøves, påpeger han.

– Kommunerne er i fuld gang med at eksperimentere på mange forskellige måder for at finde ud af, hvordan vi kan få borgerne inddraget i den politiske proces. Jeg er ikke sikker på, der er nogen, der endnu har fundet de vises sten for demokratiet, men netop derfor er det vigtigt, at man lader sig inspirere på tværs og finder ud af, hvad andre har succes med, siger Michael Bang Petersen.

Af samme grund har KL sammen med kommunerne lanceret et stort, fireårigt initiativ, som skal styrke det lokale demokrati i Danmark. Ambitionen er, at KL og kommunerne sammen med en række aktører over de næste fire år vil gennemføre indsatser over hele landet, der sætter fokus på, hvorfor det lokale demokrati er så vigtigt, og hvordan vi i fællesskab kan gøre det endnu stærkere i fremtiden.

– Vi, der er her, har et ansvar for at skubbe vores demokrati ind i det 21. århundrede, og kommunerne er en perfekt arena. Som kommunalpolitikere møder vi borgerne dagligt, og den politik, vi laver, er meget håndgribelig. Det handler om vores børns skoler, vores forældres og bedsteforældres plejehjem og vores veje og cykelstier.

Det er i udgangspunktet en meget stærk arena for at dyrke og kultivere den demokratiske samtale, siger Peter Rahbæk Juel, der i hvert fald ikke mener, vi har råd til at vente.

– Vi har en stærk demokratikultur i Danmark. Men vi skal jo ikke vente, til den er forsvundet, med at gøre noget. antj@kl.dk