Mennesker med magt

Det var først, da Ulrik Wilbek (V) 1. januar 2018 satte sig bag skrivebordet på borgmesterkontoret på rådhuset i Viborg, at han for alvor mærkede det. 

Som landstræner for først kvindelandsholdet i håndbold og senere håndboldherrerne har han haft adskillige guldmedaljer om halsen. Men da han tog borgmesterkæden på, var der noget, der ændrede sig. 

Ikke for Ulrik Wilbek selv, men for dem omkring ham.

– Jeg har ikke betragtet mig selv som et magtfuldt menneske, men da jeg blev borgmester, fandt jeg ud af, at titlen for mange mennesker er ensbetydende med en form for underdanighed, siger Ulrik Wilbek og fortsætter:

– Jeg syntes jo stadig bare, jeg var Ulrik, og at jeg kunne komme med alle mine åndssvage vitser, selvom jeg selvfølgelig også var seriøs, når jeg var på arbejde. Men her oplevede jeg for alvor, hvad en titel betyder. Nogle havde en lidt overdreven respekt i forhold til borgmestertitlen.

Ulrik Wilbek lægger ikke skjul på, at begrebet magt er noget, han slår sig på. 

– Jeg bryder mig ikke om det, konstaterer han.

Og magt er da også – fra Machiavellis beskrivelser af magtens mekanismer til nutidens politiske sprog – blevet et begreb, som har en undertone af noget, man kan misbruge, blive korrumperet af eller bruge til at køre andre over. Derfor tyr vi hurtigt til at kalde det noget andet: indflydelse, styring, kraft, positionering. 

– Der ligger historisk sådan en lille snas af, at magt også godt kan være lidt korrupt. Hvis man har magt, så må man gøre hvad som helst. Men det har aldrig interesseret mig at være et magtmenneske. Det, der har interesseret mig, har været at få indflydelse og at arbejde sammen med andre mennesker, siger Ulrik Wilbek.

Nogen skal have magten

Heller ikke Marie Stærke (S), Køges borgmester ad to omgange og samlet i knap 15 år, betragter sig selv som et magtmenneske. Ikke desto mindre satte hun sig som 27-årig for bordenden, da hun afløste afdøde Torben Hansen som borgmester.

– Dengang lå det intuitivt i mig at sige nej, når jeg blev spurgt, om jeg var et magtmenneske. Samtidig måtte jeg jo også konstatere, at jeg var et menneske med magt. Og deraf bliver du naturligvis et magtmenneske, siger Marie Stærke og fortsætter:

– Men jeg har aldrig defineret mig selv som et menneske, som kun gik efter magten, eller som bare ville have magten, men ikke nødvendigvis vidste, hvad jeg ville bruge den til. For mig handlede det om, at i et demokrati er flertal og den magt, det giver, et redskab til at opnå noget, man gerne vil.

Og i et repræsentativt demokrati skal nogen have den. Magten. Tage borgmesterkæden på, lede møderne og sætte retningen. 

– Jeg synes, der er mange eksempler på, at ingen ved, hvad nogen gør, når strukturerne bliver for flade, og når ingen træffer beslutninger eller konkluderer klart. Jeg synes også, vi på verdensplan og i USA ser eksempler på, at når de vante strukturer opløses, så har det meget, meget store konsekvenser, siger Marie Stærke, mens Ulrik Wilbek supplerer:

– Hvis du spørger mig, kan du ikke have et samfund, uden at nogen har magten. Der skal være nogen, du kan kigge hen på til sidst. Hvis vi sad til et økonomiudvalgsmøde og var endt i en blindgyde, var der også otte mennesker, som kiggede hen på mig og forventede, at jeg sagde noget. Og så er det jo den, der har magten, der har til opgave at konkludere, komme med forslag til løsninger eller træffe beslutninger. Til syvende og sidst skal der være en for bordenden.

Borgmesteren vil nordpå

Men det har selvfølgelig også betydning at have magt. For Marie Stærke betød det, at hun ikke kunne gå ubemærket på tanken for at købe chips. Eller at der konstant blev spekuleret i, om borgmesteren mon var gravid. Indiskrete blikke og hvisken har fulgt Ulrik Wilbek, når han gik ned gennem gågaden, og borgmesteren var pludselig en offentlig person på en anden måde, end han havde været som landstræner. 

– Man skal være meget bevidst om, at det, man selv tror, man signalerer, ikke nødvendigvis er det, som dem omkring en oplever. Når man går på gaden, kan man ikke bare gå i sine egne tanker. Man skal være opmærksom på at smile og hilse, for ellers bliver man oplevet som arrogant, siger Ulrik Wilbek.

Og så kan et magtfuldt menneske ikke bare slynge noget ud. Alt gælder. Det fandt Marie Stærke hurtigt ud af, da hun tog hul på borgmestergerningen.

– Som borgmester skal du ikke sige ret meget, før folk fanger det. I starten oplevede jeg, at jeg kunne tænke højt og sige: ”Det kunne også være spændende at gøre det på den måde,” og så var der pludselig nogle, der opfattede det som en beslutning og var i gang med at løbe den vej, siger Marie Stærke og fortæller, hvordan en tidligere borgmester omtalte det for hende, da hun selv var helt ny.

– Han sagde: ”Du kan som borgmester sige, at nu går vi nordpå. Så kan der være et byråd, en kommunalbestyrelse, lovgivning eller noget andet, der gør, at du skal en lille smule mod nordøst. Men det er stadig den retning, som du har sat. Du skal ikke til at gå sydpå.” Det synes jeg, er et meget godt billede på, hvilken rolle og magt en borgmester har.

Formelt er borgmesterens magt selvfølgelig afgrænset af både kommunalbestyrelsen, lovgivningen og de kommunale spilleregler. Men i praksis er magt ikke kun det, der står i en lov.

– Det gode ved demokratiet er jo, at du kun kan bedrive magt til et vist punkt, for ellers skaber du for mange modstandere, og så bliver du ikke ved med at have magten. Og når du har magt, er du hele tiden bange for at miste den, siger hun.

Magt forpligter

For Marie Stærke er det væsentligt at skelne mellem ledelse og magt. For det er i hendes optik langtfra det samme. 

– Der er selvfølgelig en vis sammenhæng, men man skal passe meget på med at forveksle ledelse med magt. For mig har det handlet om at lede i en politisk retning af det, vi ønsker at nå. Men det handler også om at få de mennesker, der er omkring en, til at trives og vokse og om at hjælpe dem til at opnå det, de gerne vil. For mig har det altid handlet mere om ledelse end om magt, siger hun.

Og den skelnen handler ifølge Marie Stærke også om almindelig pli. At man som et menneske med magt ikke må glemme sig selv, sine værdier, og hvordan man omgås andre mennesker.

– Jeg har altid betragtet møder som et fællesskab, hvor alle havde noget at skulle have sagt. Også dem, der havde noget at sige, som jeg ikke brød mig om at høre. Alle skal have en oplevelse af at blive lyttet til, set og respekteret, og alle skal føle sig ligeværdige og betydningsfulde – høj som lav, praktikant som ledende embedsmand.

Det har altid været meget vigtigt for mig. Og selvom det virker som helt almindelige ting, er det også det, man kan risikere at glemme, når man er i en magtposition. Derfor er det vigtigt, at du hele tiden har dig selv med, og du ikke undervurderer almindelig pli. Magt forpligter, siger hun.
Og til at minde om netop det er det godt at have gode venner, pointerer Ulrik Wilbek.

– Det er rigtig godt have nogle gode venner, som er skideligeglade med, at man er borgmester, og som tør bevare ærligheden. Det er vigtigt, siger han.

Magt med en udløbsdato

Ulrik Wilbek besluttede selv, hvornår han skulle opgive magten og aflevere borgmesterkæden. Fra starten havde han besluttet, at han ikke ville sidde for bordenden i mere end to perioder. For han tror på, at den britiske historiker lord Acton havde ret, da han skrev, at magt korrumperer. 

– Jeg har set andre tro, at kommunen var deres, og at de bare kunne køre beslutninger hen over byrådet. Den fælde ville jeg ikke risikere at ryge i. Jeg tror, det er megasundt, at man ikke tror, man ejer kommunen selv. Det var derfor, jeg fra starten sagde, at jeg ville have to perioder som borgmester. Det synes jeg, var passende. Ellers tror jeg, man nemt kan komme i den situation, at man bare gør, som man selv synes, fordi man ikke gider høre på brokkerøvene. Det er altså ikke det, der er meningen med demokratiet og byrådet. Der skal man arbejde sammen og lytte til, hvad der er vigtigt for dem, der på papiret er ens modstandere, siger han. 

Marie Stærke er ikke enig i, at magt korrumperer. Men hun anerkender, at man på en magtfuld post skal være varsom med ikke at blive magtfuldkommen.

– Hvis du bliver magtfuldkommen, lader du dig ikke længere inspirere af andre, og du har svært ved at lytte til andre og andres perspektiver. Selvom jeg har konstateret, at jeg har været magtfuld, har jeg ofte tænkt: ”Nu går jeg lige to skridt tilbage, for ellers sætter jeg mig for hårdt på det her rum, og det skal ikke kun være mig, der svinger taktstokken.” Det er en vigtig balance, siger hun.

Marie Stærke havde ikke selv sat udløbsdato på sin borgmestergerning. Hun måtte derimod se sig slået ved kommunalvalget sidste år, ligesom det var tilfældet i 2013. 

– Det er forfærdeligt. Det er virkelig en forfærdelig følelse, og de første døgn var helt forfærdelige. Samtidig er det en del af det, du altid er forberedt på. Du ved, det kan ske. Og jeg var så heldig, at jeg havde prøvet det før, og derfor vidste jeg, hvilket følelsesregister jeg skulle igennem. Jeg vidste også, at bedetæpperne vender meget hurtigt, hvilket faktisk gør det nemmere at give slip og komme videre, fortæller Marie Stærke, der havde gjort op med sig selv, at hvis kommunalvalget i 2025 ikke rakte til genvalg som borgmester, ville hun ikke forsøge at stille op igen som borgmesterkandidat. 

Hun endte dog med helt at forlade byrådet i Køge hurtigere, end hun havde regnet med. 

– Jeg havde ikke troet, at jeg skulle rejse allerede i januar. Men jeg vidste på valgnatten, at jeg ikke skulle blive længere end højst nødvendigt, hvis jeg skulle gøre noget godt for mig selv. Og så begynder det menneskelige sind jo også at tænke i løsninger og se fremad.

I dag ved Marie Stærke med sig selv, at hun ikke skal følge for meget med i, hvad der sker i Køge. Hun kunne heller ikke drømme om at udtrykke sine holdninger på et borgermøde, ligesom Ulrik Wilbek end ikke ville overveje at dukke op. Og måske er det kunsten for mennesker med magt. At vide, hvornår man ikke længere skal bruge den.

– Jeg har det fint med, at det ikke er mig, der er den længere. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg nogle gange har tænkt: ”Hold kæft, hvad laver de?” eller ”Skulle de ikke lige have ringet til mig og spurgt? Jeg ved jo, at det hang sådan sammen.” Men jeg siger det inde i mig selv. Jeg tror ikke, du kan undgå, at du stadig bliver oplevet som en autoritet, hvis du har været den i otte år. Derfor ved jeg også, at jeg taler med en anden vægt end enhver anden nabo. Og af samme grund tropper jeg ikke op. For det er ikke længere mig, der er den, siger Ulrik Wilbek. antj@kl.dk