Gå til hovedindhold
Skole

Fire skoler i Odense bliver rettighedsskoler

Eleverne skal kende deres rettigheder og tages med på råd, når de voksne træffer beslutninger om de unges hverdag. Det er grundstenene i den nye hverdag på de fire skoler i Odense, som i det nye skoleår bliver UNICEF Rettighedsskoler.

Colourbox
31. 08. 2017 - kl. 11:27
Tekst af Tom Ekeroth

Fra efteråret kan Hjalleseskolen, Munkebjergskolen, Kroggårdsskolen og Spurvelundsskolen i Odense kalde sig UNICEF Rettighedsskoler takket være støtte fra IKEA i Danmark og VELUX-fonden.– Jeg er meget stolt over, at hele fire skoler i Odense nu bliver UNICEF Rettighedsskoler. Det er så imponerende og inspirerende, at elever og lærere giver hinanden håndslag på, at børns rettigheder selvfølgelig skal være en helt naturlig del af hverdagen. Som rådmand for børn og unge har jeg hele tiden prioriteret, at vores børn får en stemme i debatten, og at de tages med på råd om deres hverdag. Det betyder nemlig også, at vi klæder vores unge på til at tage ansvar for deres eget liv og modet til at stå på mål for sig selv og deres egne fremtidsdrømme, siger rådmand Susanne Crawley Larsen (R).

Børns rettigheder på skoleskemaet

Børn er allerede omfattet af de generelle menneskerettigheder, men i 1989 indførte FN en børnekonvention i en erkendelse af, at der var brug for særlige rettigheder for børn. For rettigheder for børn handler ikke kun om husly, tryghed og omsorg, men også om at blive behandlet som individer med rettigheder.– UNICEFs fornemmeste opgave er at sikre, at alle børns rettigheder bliver overholdt. Derfor er vi også meget glade for, at Odense med sin flotte satsning på hele fire UNICEF Rettighedsskoler vælger at gå så stærkt med på det arbejde. Vi ved fra andre UNICEF Rettighedsskoler, at et stærkt fokus på børns rettigheder skaber gladere børn og giver en bedre trivsel på skolen. Det håber vi også vil ske i Odense, siger Anne Mette Friis, der er Børn- og ungechef hos UNICEF Danmark. På de fire skoler i Odense betyder det, at de er forpligtede til at sætte rettigheder både på skoleskemaet og skolelederens to-do-liste.For det første skal alle børn, lærere og ledelsen på skolen kende indholdet i Børnekonventionen. For det andet skal eleverne være med til at træffe de beslutninger, der vedrører dem og deres hverdag. For det tredje skal skolens ledelse vise respekt for børnenes rettigheder, når de træffer beslutninger og sætter målsætninger, og for det fjerde skal skolens regler, vedtægter og læseplan være i overensstemmelse med Børnekonventionen. tek@kl.dk

Log ind

For at kunne læse denne artikel, kræver det at du har et abonnement. Hvis du ikke har et abonnement, kan du tegne et her.

Har du glemt din adgangskode, kan du ændre den her