Sundhedsplejersker skal ind under ny forvaltning – men det vil de ikke
Rådmand for børn og unge erkender, at hun har måttet sluge et kompromis, som flytter sundhedsplejen til sundhedsforvaltning. Tillidsmand efterlyser en god faglig begrundelse.
Ambitionerne fejlede ikke noget, da et politisk flertal besluttede at oprette to nye forvaltninger i Odense. En, der skal arbejde med klima og en anden, der har ansvaret for sundhed.
Så langt så godt.
Når man laver to nye forvaltninger, skal man også afgøre, hvilke områder, der skal ligge hvor. Og her er problemerne opstået, beretter Fyens Stiftstidende.
De skyldes, at sundhedsplejerskerne skal flyttes til den nye sundhedsforvaltning.
– Ønsket om at flytte gruppen af sundhedsplejersker er for mig at se en ren politisk beslutning. Når det ikke er muligt at finde en god faglig begrundelse, som kan retfærdiggøre vores flytning til sundhedsforvaltningen, skaber det frustration og vrede. Vi forstår ganske enkelt ikke, hvordan det kan give mening, siger Anne Kirkegård, der er fællestillidsmand for sundhedsplejerskerne i Odense Kommune til avisen.
Og heller ikke den hidtidige politisk ansvarlige for sundhedsplejen, børne- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) er begejstret.
– Jeg har måtte sluge en meget stor kamel i forbindelse med beslutningen. Jeg har måtte indgå et kompromis for, at Odense kunne få en sundhedsforvaltning, som jeg har været fortaler for længe, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Odense Byråd afgør sagen onsdag. Stemmes sagen igennem, hører sundhedsplejerskerne frem over Tommy Hummelmose (K), der er Odenses nye sundhedsrådmand.
Log ind
For at kunne læse denne artikel, kræver det at du har et abonnement. Hvis du ikke har et abonnement, kan du tegne et her.
Har du glemt din adgangskode, kan du ændre den her