Spytklatter, stenkast og skældsord: Hvor meget skal politikerne egentlig finde sig i?

Kælling, feltmadras, trunte. Det er blot nogle af de ting, borgmestre skal finde sig i at blive kaldt på sociale medier, i telefonen og ansigt til ansigt.

Det fortalte Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn, og Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, da spørgsmålet om, hvor meget politikerne egentlig skal finde sig i, blev debatteret på Folkemødet fredag.

– Jeg har oplevet det meste. Jeg er blevet spyttet på, efter minkerhvervet blev nedlagt, jeg er blevet kaldt feltmadras og klamme kælling i telefonen, og jeg har fået tre dødstrusler, hvoraf den seneste var så barsk, at anklagemyndigheden valgte at rejse tiltale, fortalte Birgit S. Hansen og fortsatte:

– Så er der nogle, der siger, at når man stikker næsen frem, så får man nogle over den. Det gør man måske. Men vi er nødt til at tale om balancen og ikke mindst, hvad vi kan gøre ved det. Det skal vi turde, selvom det er væmmeligt at tale om.

Pernille Beckmann er blevet angrebet i sit eget hjem – først med en mislykket brandbombe og senest, da to sten blev smidt ind af hendes soveværelsesvindue.

– Jeg blev selv ret rystet. Og jeg oplever i den grad, at det her er en stigende profil. Der er mere af det, og der er noget galt i Danmark, sagde hun og tilføjede:

– Hvilken pris skal man betale for at arbejde for demokratiet? Jeg er blevet mere resistent, men jeg slår meget hårdt ned på chikane og lignende. Jeg vil simpelthen ikke have det.

Kigge-kø på de sociale medier

Og Pernille Beckmanns oplevelse bekræftes af flere undersøgelser, KL har gennemført blandt kommunalpolitikere og borgmestre. Adskillige gange har undersøgelser vist, at flere og flere lokalpolitikere bliver udsat for chikane, trusler, vold eller hærværk. Og det er i sidste ende en trussel mod det lokale demokrati.

– Næste efterår er der kommunalvalg igen, og vi har et samfund, som er baseret på, at der er nogle mennesker, som gider stille op og tage en tørn for demokratiet. Men historier som det her gør jo, at folk ikke har lyst til at stille op. Det gør ikke noget godt for vores demokrati og sammenhængskraften, og vi bliver nødt til at tage en diskussion om det, sagde KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo og henviste også til det overfald, statsminister Mette Frederiksen (S) for nylig blev udsat for.

– Det var langt over grænsen, og jeg oplever også, at der er kommet sådan en generel forråelseskultur på de sociale medier. Det kan ikke fikses på en eftermiddag, men det starter med, at vi taler om det og siger, at det vil vi simpelthen ikke finde os i.

Ifølge Michael Bang Petersen, der er professor på Aarhus Universitet og leder af Magtudredningen 2.0, er vi selv med til at fodre forråelseskulturen. For de sociale medier er ikke det samtaledemokratiske paradis, man havde forestillet sig.

– Dem, der er motiveret til at gå ind på de sociale medier, er de mest ekstreme stemmer, og det er i bund og grund også folk, som godt kan lide en meget hård debattone. Det, vi opfatter som meget voldsomt, oplever de som sjovt eller som normen, fortalte Michael Bang Petersen og pegede på verdensbegivenheder som krigen i Ukraine, coronapandemien og Gaza-konflikten som ting, der hælder benzin på bålet.

– Det mobiliserer de hadefulde, og så slår de fra sig. Og en af de ting, vi begynder at blive klogere på, er, at de ikke alene holder sig til at tale grimt. Der er desværre en sammenhæng mellem det at være ubehagelig på de sociale medier og det at være ubehagelig at møde i virkeligheden.

Michael Bang Petersen skelner selv mellem det, han betegner som radikaliseret adfærd og en generel debattone, der har ændret sig, fordi forankringen af magten har ændret sig.

– Vi har ikke længere de publicistiske medier til at gå ind og redigere den offentlige debat. Dem, der redigerer den offentlige debat i dag, er algoritmer, som kommer fra de store international techgiganter. De fastholder vores opmærksomhed og fodrer os med posts og kommentarer, som giver et højt engagement. Og det, der giver et højt engagement, er vrede og afsky. Derfor bliver de sociale medier som en kigge-kø på motorvejen. Når der er et uheld på den ene side, skaber vi kø på den anden side, fordi vi kigger, selvom vi ved, vi ikke burde, sagde professoren og tilføjede:

– Problemet er, at vi ikke kan lade være. Algoritmerne er, som de er, fordi vores psykologi er, som den er. Det gør det enormt svært at kigge på de der voldsomme slåskampe.

Hårde hunde har også bløde numser

Og hvilket ansvar har de traditionelle publicistiske medier så i det? Ifølge Birgit S. Hansen et stort ansvar, som de bør tage mere alvorligt.

– Jeg efterlyser, at de publicistiske medier tør fjerne de der kloaktråde. Man kan sommetider have en fornemmelse af, at man sidder ude på redaktionerne og siger: ”Ej, hvor fedt. Har I set, hvor det kører derudaf med engagement?”. Men vi er nødt til at sige: ”Stop! Vi vil ikke have det.”

Men det gør medierne skam også, forsikrede Louise Petterson, chefredaktør i Sjællandske Nyheder. De har både regler og retningslinjer og gør, hvad de kan for at moderere debatten på sociale medier.

– Vi synes ikke, det er fantastisk, at nogen bliver kaldt kælling. Det er ikke den slags engagement, vi gerne vil drive, og vi forsøger virkelig også at rydde op. Men det er svært og ressourcetungt. I sidder med ansvaret for nogle områder, som griber direkte ind i folks liv, og der er mange følelser i politik. Det skal man også kunne respektere og rumme, sagde Louise Petterson og pegede på, at politikerne i mange henseender også selv optrapper konflikter.

Men når man er blevet ramt af de grimme ord, spytklatterne eller har fået baldret soveværelsesvinduet, er det svært at finde tilstrækkelig hjælp at hente. I dag er Pernille Beckmanns hus udstyret med diverse kameraer, men der laves ikke sikkerhedsvurderinger af politikere under folketingsniveau, og politiet har kun en vis mængde ressourcer.

– Vi er gået fra at have et fredeligt samfund til at have en alvorlig sikkerhedssituation. Da jeg startede i kommunalpolitik, betragtede jeg mig selv som en almindelig borger, der elskede min kommune. Det gør jeg ikke længere, sagde Pernille Beckmann, mens Birgit S. Hansen supplerede:

– Da nogen ringede til mig og kaldte mig en klam kælling, ringede jeg til politiet og sagde, at det ville jeg simpelthen ikke finde mig. Og så sagde politibetjenten, at det måtte han egentlig godt kalde mig. Og ham, der stod bag den seneste dødstrussel, jeg har fået, blev anholdt og lukket ud igen om aftenen, fordi politiet ikke vurderede, at han var farlig. Så sagde jeg med bævende stemme: ”Synes I ikke, han er farlig? Han vil dræbe mig.”

Og den opbakning bør i høj grad komme fra KL, mente Pernille Beckmann, som efterlyste, at KL kommer mere på banen. Kristian Vendelbo forklarede, at man for et års tid siden lavede en opdateret vejledning til politikere, der oplever chikane og trusler, i samarbejde med blandt andre PET og politiet. Men han tog også kritikken til sig.

– Jeg tager med hjem, at KL skal skærpe opmærksomheden på det her. Men vi er også nødt til at tale om det bredere perspektiv, for debattonen kan KL ikke fikse alene, sagde han.

Og det er helt sikkert, at politikerne har brug for hjælp, slog Birgit S. Hansen fast. Hun har besluttet sig for ikke at genopstille ved næste valg, og en stor del af den beslutning skyldes det had, hun møder. Pernille Beckmann fortsætter – men det er på trods.

– Vi har brug for hjælp og ikke kun få at vide, at vi også selv er ude om det. Hårde hunde har også bløde numser, og selvom vi har været i en hård debat eller truffet en svær beslutning, så er vi også bare mennesker, sagde Birgit S. Hansen.