Hvis vi ikke gentænker velfærdskontrakten, bliver det de svageste, der taber

Skal velfærdskontrakten genforhandles?

Nina Smith, professor i nationaløkonomi, indledte torsdagens sidste debat flankeret af en graf, der illustrerede baggrunden for debatten: de offentlige udgifter fordelt på alder.

Som barn er man en netto-udgift for staten, fordi man ikke betaler skat, men samtidig modtager en række ydelser i institutioner og skole.

Først når man træder ud på arbejdsmarkedet og betaler sine skatter, går regnskabet i plus, og når man kommer op i alderen og får brug for flere sundheds- og omsorgsydelser, bliver man igen en udgift.

Vi har ret til en række ydelser, men ikke pligt til at arbejde særlig meget, og det kan blive problematisk, lød det fra Nina Smith:

– Velfærdskontrakten kan sammenlignes med en forsikringsordning, hvor man betaler sin forsikringspræmie, når man betaler sin skat. Der er bare det ved det, at hvis man vælger ikke at arbejde ret meget, har man stadig ret til alle ydelserne. I forhold til velfærdskontrakten skal alle, der kan arbejde, betale mere ind, end de skal have tilbage, for ellers er der ingenting til dem, der ikke kan arbejde, sagde hun og fortsatte: