Gå til hovedindhold
Økonomi
Budget

KL raser over nyt lovforslag: ”Et kæmpe indgreb i de kommunale frihedsgrader”

Regeringen vil fjerne kommunernes mulighed for at selvbudgettere. Det er et kæmpe indgreb i de kommunale frihedsgrader, mener KL, og vil føre til, at embedsmænd i staten skal fastsætte skattegrundlaget, lyder det.

Martin Damm (V). Foto: Jakob Carlsen

06. 11. 2024 - kl. 20:47
Tekst af Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Indhold

    For mange kommuner har de seneste år valgt selvbudgettering, når de har lagt budgetter, og det har ført til for stor økonomisk usikkerhed for kommunerne. Det mener regeringen, som derfor har sendt et lovforslag, der helt fjerner kommunernes mulighed for at selvbudgettere, i høring.

    Men dermed piller regeringen altså ved en hjørnesten i det lokale demokrati, som er kommunernes mulighed for selv at udskrive skatter og dermed sikre en balance mellem kommunens indtægter og det politisk fastsatte serviceniveau. Det mener KL.

    – Regeringen går ind som en tyv om natten og piller ved noget så grundlæggende som kommunernes mulighed for at fastsætte et indtægtsgrundlag og dermed selv have mulighed for at skabe balance mellem de indtægter, der kommer ind, og det politisk valgte serviceniveau – en hjørnesten i det lokale demokrati. Systemet har fungeret i knap 30 år, og nu vil regeringen så ændre på det, fordi den selv gentagne gange har skønnet alt, alt for lavt, og dermed selv er ansvarlig for, at så mange kommuner vælger at selvbudgettere, siger KL’s formand Martin Damm (V) i en pressemeddelelse.

    Nyheder fra Danske Kommuner

    Få de bedste historier fra det kommunale Danmark direkte i din indbakke.

    Sæt kryds i boksen for at acceptere Danske Kommuners vilkår og betingelser.

    KL påpeger, at der de seneste to år har været en ekstraordinær stor ændring i Finansministeriets skøn, og at det har skabt en enorm usikkerhed omkring kommunernes økonomi. Det har også ført til mistillid til statsgarantien og derfor fået langt størstedelen af kommunerne til at vælge selvbudgettering.

    – I 2009 indførte man sanktioner på skatteprocenten, som har gjort det nærmest umuligt at rokke ved skatterne, og nu fjerner man også kommunernes mulighed for selv at komme med et bud på det lokale indtægtsgrundlag. Dét er et kæmpe indgreb i de kommunale frihedsgrader og helt uforståeligt, at der ikke har været en mere inddragende dialog, så vi i fællesskab har kunnet finde en løsning på udfordringerne, siger KL’s næstformand Thomas Gyldal Petersen (S).

    Den lovændring, regeringen vil gennemføre, vil betyde, at det er staten, der fastsætter et grundlag for indtægterne for alle landets kommunerne. KL påpeger, at hvis staten skønner et lavt statsgaranteret grundlag, og den faktiske udvikling viser sig at være et højere niveau, så vil den enkelte borger med rimelighed kunne påstå, at kommunen ikke har leveret velfærd, der matcher med den skat, der bliver betalt.

    – Det er trods alt den enkelte kommune, der ved mest om, hvor mange borgere, der forventes at være det kommende år, hvilke indtægter der vil komme, hvordan flyttemønstre og erhvervsudviklingen og meget mere ser ud. Dén opgave vil man nu centralisere og lade det være op til nogle embedsmænd i staten at fastlægge for alle kommuner. Samtidig med at det så er os i kommunerne, der står på mål for beslutningen uden reelt at have haft indflydelse på det. Vi tager selvfølgelig dialogen med regeringen om konsekvenserne af dette indgreb, slår Martin Damm fast.

    Mere fra forsiden