Tonen kan være hård i kommunalpolitik. Det har flere borgmestre fortalt om i medierne. Nogle har også oplevet hærværk og trusler på grund af deres position. Men der er nok ikke mange danske borgmestre, der har taget risikoen for at blive bortført på grund af deres rolle i lokalpolitik med i overvejelserne, da de stillede op til valg.

Det gjorde ukrainske Oleh Pylypenko, der er borgmester i Shevchenkove, en lille kommune i Mykolaiv-regionen mellem storbyerne Mykolaiv og Kherson, heller ikke.

Men efter Ruslands invasion var der så meget, der ændrede sig, og det, Oleh Pylypenko aldrig havde så meget som skænket en tanke, blev den uhyggelige virkelighed.

På en tur med en konvoj, der fragtede nødhjælp – medicin, vand og mad – ud til de nødlidende i nærområdet, blev han sammen med sin chauffør taget til fange af russerne og kørt til en russisk base, hvor han endte med at sidde fanget i 93 dage. Her blev han blandt andet overhældt med koldt vand, mens det var frostvejr, ligesom russerne satte strøm til ham og slog ham med en kølle, inden han den 10. juni 2022 blev løsladt i en byttehandel – 20 kilo lettere end før tilfangetagelsen.

– Jeg oplevede fysisk, psykisk og følelsesmæssig vold, men jeg overlevede. Den eneste grund, til at de ikke slog mig ihjel, var, at de ville bytte mig for nogle russiske fanger.

Civile blev slået ihjel omkring ham, fortæller han. Og ukrainske missiler regnede ned over basen, han blev holdt fanget på.

– Jeg støtter altid ukrainske angreb på russerne. Men når man sidder midt i det hele, er det meget skræmmende.

Fra vand og affald til krig og kaos

Oleh Pylypenko blev borgmester i november 2020. Dengang lignede borgmesterjobbet på mange måder jobbet, som vi kender det fra Danmark.

– Indtil den russiske invasion handlede mit arbejde om ting som vandforsyning, affaldshåndtering og socialt arbejde. Jeg tog til møder med cheferne fra de forskellige forvaltninger og mødtes med virksomheder i området for at tale om, hvordan jeg kunne hjælpe dem, fortæller han.

Sådan gik hverdagen, indtil det hele blev vendt på hovedet.

– Dengang kæmpede vi med corona, men siden invasionen har det handlet om sikkerhed for folket. Jeg havde aldrig regnet med, at det skulle være sådan, da jeg blev valgt. Vi ligger ved frontlinjen, og da krigen startede, befandt jeg mig i epicentret for fjendtligheden. Så begyndte møder om sikkerhed og forsvar at fylde, og der var meget, der skulle planlægges, fordi vi ligger, hvor vi gør, fortsætter borgmesteren.

I løbet af de godt tre måneder, Oleh Pylypenko sad i fangenskab, havde meget ændret sig i Shevchenkove.

– Da jeg blev løsladt, havde jeg ingen idé om, hvilke problemer der ventede. Russerne havde ødelagt alt. Der var mange problemer, der skulle løses, siger han.

Energi- og vandforsyningen i området var blevet sat ud af funktion. Hospitaler, skoler og børnehaver var blevet ødelagt. Det samme var mange af husene, og 85 procent af kommunens indbyggere var ifølge borgmesteren flygtet på grund af krigen.

– Vi havde 24 skoler og børnehaver. 9 af dem var så ødelagte, at de ikke kunne genopbygges, fortæller Oleh Pylypenko.

Huse løser meget

Den første og vigtigste opgave, der ventede Oleh Pylypenko, da han vendte tilbage til borgmesterkontoret efter sin tilfangetagelse, var at genopbygge de huse, der var blevet ødelagt, så borgerne, der var flygtet, kunne vende tilbage.

– Hvis folk ikke kommer tilbage, mister de forbindelsen til vores fællesskab, siger han.

Borgerne er vigtige for at holde kommunens økonomi i gang. Udover at være en stor landbrugskommune, er kommunen også hjem for blandt andet PepsiCos, virksomheden bag sodavanden Pepsi, produktion af drikkevarer i Ukraine og en række andre store produktionsvirksomheder.

– Hvis vi ikke får folk tilbage, kan vi ikke genåbne virksomhederne, fordi der ikke er folk til at arbejde. Og kan vi ikke tjene vores egne penge, har vi kun donationer fra staten at leve af. Derfor handlede arbejdet om at få de folk, der var flygtet, tilbage. Vi prioriterede at genopbygge de ødelagte huse, så folk kunne komme hjem, siger Oleh Pylypenko.

Og mange borgere er vendt tilbage.

– Det første år fik vi genopbygget huse til 1.300 familier, og 80 procent af dem, der flygtede, er vendt tilbage. Nu har vi genopbygget de huse, der var muligt, og vores sundhedsservices er igen i funktion.  Vi har brugt mange penge på at genopbygge. Andre kommuner, der ikke har gjort det samme som os for at få folk tilbage, har mistet meget. De er et helt andet sted i dag. Men vi har stadig meget arbejde foran os, for vi skal have bygget beskyttelsesrum så man kan søge beskyttelse mod russiske missil- og droneangreb.

Lokaldemokrati trods modgang

Gennem krigens første år er det lykkedes Oleh Pylypenko og kollegaerne i byrådet at holde lokaldemokratiet intakt. Også selvom et af byrådsmedlemmerne er blevet dræbt i et missilangreb, en anden er død som følge af et hjerteanfald, fordi han ikke kunne nå frem til hospitalet i tide, og to kæmper i den ukrainske hær.

– Inde i landet, i de mere sikre områder, har politikere fra forskellige partier svært ved at nå til enighed. Det er et problem. Det er skidt i krigstid, siger han og fortsætter:

– Jeg synes, arbejdet føles mere fyldestgørende i dag end før krigen. Vi er lykkedes med at fastholde lokaldemokratiet. Vi holder sammen og samarbejder om beslutningerne. Andre steder, hvor de folkevalgte er smuttet i de svære tider, er de blevet sat under militær administration. Så er der indsat en person fra militæret til at styre alle processerne.

Oleh Pylypenko og kollegaerne har besluttet, at de penge, de hiver hjem i skatter, skal bruges til at holde kommunens skoler funktionelle.

– Alt derudover giver vi til hæren. Vi har også lavet et program til at hjælpe vores soldater, der vender hjem fra fronten, med at komme godt tilbage i lokalsamfundet. De får et engangsbeløb fra os, siger han.

På jagt efter en ven

Fremtiden for Shevchenkove er fortsat uvis. Når Oleh Pypylenko kigger ud ad vinduerne på rådhuset, kigger han ind i russisk besat territorie. Dele af kommunen er fortsat besat.

Oleh Pylypenko er taget til Danmark for at hente inspiration til udviklingen af kommunen derhjemme.

Mest af alt handler besøget dog om at finde sig en kommuneven.

Ligesom Mykolaiv, der har fået Aalborg som venskabsby, og Lviv, der er blevet gode venner med Aarhus, er Oleh Pylypenko på jagt efter en kommune, der vil være venner med Shevchenkove.

– Vi leder efter et partnerskab med en kommune med mindre end 50.000 indbyggere. Et sted med landbrug og produktionsvirksomheder som hos os. Måske et sted, der har nogle virksomheder, der kunne være interesserede i at udvikle virksomheden i Ukraine.

For borgmesterens ambitioner for Shevchenkove er – på trods af krigen – stadig, som de var, da han tiltrådte.

– Vi skal vokse, og vi skal udvikle os. Også på den anden side af krigen.