Over 12.000 kilometer fra Danmark mødte Michael Ziegler den kvinde, der reddede hans liv

”Hej Michael! Det er mig, Venecia,” stod der på det skilt, som den chilenske kvinde holdt i hænderne, da Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) trådte ud i ankomsthallen i Santiagos lufthavn.

– Da hun fik øje på mig, skreg hun en lille smule og stod og hoppede begejstret, fortæller han.

Michael Ziegler kunne også godt mærke sommerfuglene i maven. Kvinden, der stod med skiltet, var nemlig den kvinde, der for to år siden reddede den konservative borgmesters liv.

Michael Ziegler havde fået konstateret akut leukæmi, og Venecia, som Michael Ziegler nu stod og krammede i lufthavnen i Santiago, havde doneret sine stamceller til borgmesteren.

– Jeg sagde bare: ”Muchas, muchas gracias. Du reddede mit liv,” og så kan jeg godt mærke, jeg er ved at blive rørt. Det er en meget stærk oplevelse, siger Michael Ziegler og fortsætter:

– Jeg havde et meget påtrængende behov for at vide, hvem hun var. Hun har haft så stor betydning for mig. Jeg måtte simpelthen vide, hvem hun var.

Det handlede ifølge Michael Ziegler i høj grad om at få de sidste puslespilsbrikker til at falde på plads og få det fulde billede.

– Og det at vide, præcis hvem hun er. Det er jo noget levende fra hende, jeg har i min krop. Så på den måde har jeg selvfølgelig også været meget nysgerrig på, hvem hun egentlig er.

En nål i høstakken

Michael Ziegler og Venecia havde egentlig skrevet breve sammen længe. Men i de første to år efter stamcelledonationen skulle de to ifølge reglerne være anonyme. Kun hvis de begge ønskede at give sig til kende, kunne de udveksle kontaktoplysninger efter det.

Men Venecia nåede at regne ud, hvem den danske borgmester var.

– Mens jeg har vidst, det var en donor fra Chile, har hun kun vidst, at hun har doneret til en fra Europa. Men det viser sig så, at hun har været på udveksling i Danmark, og derfor håbede hun på, at det var nået til en fra Danmark, fordi hun har et forhold til landet, fortæller Michael Ziegler.

Og da Høje-Taastrups borgmester i et af sine breve så beskrev sit land som fladt, og ovenikøbet fortalte, at han havde været meget offentlig omkring sin sygdom, krævede det kun en hurtig Google-søgning for Venecia at lægge to og to sammen.

– Men det var fint nok for mig, for jeg var jo også drønnysgerrig. Jeg ventede bare på, at de to år skulle gå, siger Michael Ziegler.

Og det sidste hak i at få det fulde billede af den kvinde, der reddede hans liv, fik Michael Ziegler altså henover påsken, da han rejste til Chile.

– Vi har begge en bevidsthed om, at der er en tæt kobling. På spansk hedder det faktisk ”hermana de sangre”, som betyder ”blodsøstre”. Det er faktisk et ret fint udtryk for, at det i jo virkelig er en nål i høstakken, det er lykkedes at finde, og to mennesker bliver forbundet.

Bruge tid sammen

De følgende dage tilbragte Michael Ziegler og hans kæreste Ida sammen med Venecia og hendes kæreste Tomas. Mens Venecia og Tomas agerede turistguider, besøgte de fire flere seværdigheder sammen.

Og selvom parrene, der er henholdsvis i 50’erne og slut 20’erne egentlig er meget forskellige, kom de godt ud af det med hinanden.

– Det var jo ikke givet, men vi kom utroligt godt ud af det sammen, og vi havde stor fornøjelse af de dage, vi var sammen. Jeg tror, vi alle sammen havde det sådan, at vi rigtig gerne ville bruge noget tid sammen. Og det gjorde selvfølgelig også noget ved os, at vi vidste, der var en anden, tæt kobling, fortæller Michael Ziegler.

Også den chilenske stamcelleorganisation DKMS var aktiv omkring Michael Zieglers besøg, ligesom borgmesteren besøgte en klinik for stamcelledonorer og så, hvordan det ser ud, når stamceller bliver høstet.

– Jeg har jo oplevet den anden side af det, men det var faktisk også stærkt at se, hvordan det foregik og få nogle billeder på det. Det gjorde stort indtryk, siger han.

Men med over 12.600 kilometer mellem Venecia og Michael Ziegler kommer de ikke til at rende hinanden på dørene. Derfor har de også talt om, hvordan de kommer til at bevare kontakten – hvilket de begge ønsker.

– Ja, hvad så? Man kommer jo ikke lige forbi eller tager på café. Det er også en lang og dyr tur, så jeg kommer heller ikke til at komme til Chile en gang om året. Men Venecia har foreslået, at vi for eksempel kan spise middag og frokost sammen over Teams, siger han.

En overraskende forbindelse

Måske er Michael Ziegler også så heldig, at Venecia igen kommer til Danmark. Hun har i hvert fald ifølge borgmesteren et ønske om at gense det land, hvor hun var udvekslingsstudent og besøge den plejefamilie, hun boede hos i den tid.

Og det viser sig, at Michael Ziegler og Venecia også er forbundet på en anden og overraskende måde. Moderen i Venecias plejefamilie er nemlig kusine til én, Michael Ziegler kender særdeles godt.

– Det viser sig, at hendes fætter er Erik Flyvholm, som er borgmester i Lemvig, og som jeg sidder i KL’s bestyrelse med. Det er jo nærmest som om, der er nogen, der prøver at fortælle mig: ”Det her har vi fikset for dig, Michael.” Altså, hvad er sandsynligheden? Men selvfølgelig er der også nogle, der vinder i lotto. Det gjorde jeg her.

Selv er Michael Ziegler tilbage for fuld skrue i borgmesterjobbet og ser frem til efterårets valgkamp, hvor han går benhårdt efter at generobre borgmesterkæden for sjette gang.

Han har kun få senfølger, som han i dag lever fint med.

– Jeg har brug for ret ofte at tage øjendråber, fordi jeg har nogle kirtler i øjenlågene, som stopper til. Og eftersom mit immunsystem ikke huskede hverken det, som jeg havde været udsat for, eller Venecia havde været udsat for, skulle jeg igennem børnevaccinationsprogrammet. Men man rager selvfølgelig sygdomme til sig, som hvis man havde været barn, fortæller Michael Ziegler og fortsætter:

– Jeg blev ramt af en kighosteinfektion, som også angreb mine lunger. Så jeg tabte faktisk noget lungekapacitet, hvilket ikke betyder noget i dagligdagen, men jeg kan ikke løbe ret lang tid. Det er ikke noget problem at leve det liv, jeg vil, eller at arbejde, men jeg kommer nok ikke til at løbe en halvmaraton. Det har jeg heller aldrig drømt om, men nu er jeg faktisk ærgerlig over, jeg ikke kan. Men hvis jeg vågnede op i morgen, og alt var normalt, ville jeg nok ikke komme til at løbe den halvmaraton alligevel.