Gå til hovedindhold
Jura
Erhverv

Haderslev får tidlig julegave: Julebusser reddet

Ankestyrelsen vurderede i oktober, at det er ulovligt for kommunerne at stille gratis julebusser til rådighed for unge og studerende, der kan køre hjem til fødekommunen i højtiden. Men busruten i Haderslev er blevet reddet af Haderslev Erhvervsråd.

Foto: Colourbox

19. 12. 2025 - kl. 10:58
Tekst af Carl Odorico, codo@kl.dk

Indhold

    En dom fra Ankestyrelsen fra oktober punkterede julestemningen flere steder i landet.

    Den hyggelige tradition, hvor fraflyttede bysbørn får et lift til hjemstavnen i julen, runder nogle steder 10 år i år. Men det er ulovligt – i hvert fald hvis det er landets kommuner, der bruger skattekroner hjemtransporten til borgere, der ikke længere bor i kommunen. Det slår Ankestyrelsen fast i en tilsynsudtalelse til Varde Kommune fra den 31. oktober.

    Og den besked kunne let have været sidste vers i julesangen om den kommunale højtidstransport – men det er ikke tilfældet i Haderslev Kommune, der med egne ord stod i en træls situation.

    Enten skulle busserne aflyses i sidste øjeblik, eller også skulle kommunen se stort på den påtale, der ville komme ved at køre dem ud af garagen alligevel.

    Men hjulene på busserne kommer alligevel til at sætte retning mod den sønderjyske købstad den 22. december takket være Haderslev Erhvervsråd.

    Kommunen havde faktisk valgt, at man ville se bort fra Ankestyrelsens dom og gennemføre traditionen i år af hensyn til de unge, der pludselig ville stå uden hjemtransport med kort tid til julen.

    Men nu slipper kommunen helt ud af pinen, da Haderslev Erhvervsråd har valgt at springe til og overtage opgaven med julebusserne.

    – Julebusserne er et virkelig godt tiltag, som vi hele vejen igennem har været begejstrede for. De unge er jo fremtidens arbejdskraft, og hvis vi kan medvirke til, at de bevarer deres tilknytning til Haderslev, er der også større chancer for, at de får lyst til et job hos en lokal virksomhed, siger Ditte Skjoldemose, direktør for Haderslev Erhvervsråd i en pressemeddelelse.

    En god juletradition

    Julebusserne er efterhånden blevet en fast og populær del af december i Haderslev. Ordningen blev sat i gang i 2021 og er dermed på vej ind i sit fjerde år.

    Initiativet blev oprindeligt søsat af Vækst- og Udviklingsudvalget, og her lægger udvalgsformand Børge Koch (R) ikke skjul på sin begejstring over, at Haderslev Erhvervsråd har valgt at tage stafetten videre og sikre, at traditionen kan fortsætte trods Ankestyrelsens afgørelse.

    – Det glæder mig meget, at Haderslev Erhvervsråd kan se værdien i det. Vi ved, at det giver mening at bevare tilknytningen til hjemkommunen. Når de unge kommer hjem til jul, styrker det båndet til Haderslev – og busserne gør, at de føler sig ekstra velkomne.

    Også hos Haderslev Erhvervsråd peger man på, at julebusserne giver god mening – ikke kun i et menneskeligt perspektiv, men også set med erhvervslivets briller.

    Bestyrelsesformand for Haderslev Erhvervsråd Hans-Jørgen Skovby Jørgensen er glad for, at erhvervslivet kan være med til at sikre, at julefreden sænker sig i Haderslev, og at det foregår på en måde, der er efter bogen.

    –  Kommunen skal da ikke stå i den situation, at de enten skal aflyse et virkelig godt tiltag eller risikere en påtale. Et initiativ, der både er så hyggeligt som det her og samtidig styrker båndet mellem de unge og Haderslev, er jo i den grad i erhvervslivets interesse, så vi er virkelig glade for, at vi havde mulighed for at træffe en hurtig beslutning og springe til, siger Hans-Jørgen Skovby Jørgensen.

    Mere fra forsiden