Kommunerne får hjælp til at tackle de efterladte børn, når far slår mor ihjel

Antallet af partnerdrab på kvinder er allerede halvvejs inde i 2025 alarmerende højt. Siden årets begyndelse er 13 kvinder blevet dræbt. I flere af tilfældene er det en partner eller eks-partner, der har slået kvinden ihjel. 

De mange partnerdrab rammer også familier med børn, og i Danmark sker det omkring tre gange om året, at et barn oplever, at den ene forælder slår den anden ihjel.

I de tragiske sager med efterladte børn står de berørte kommuner med en opgave, som de ofte har ingen eller meget begrænset erfaring med. Derfor har Social- og Boligstyrelsen udgivet en guide, der vejleder kommunerne i, hvordan de håndterer situationen bedst.

– For de enkelte kommunale medarbejdere kan sager om partnerdrab være overvældende og voldsomme, og det kan ende i ret kaotiske forløb. Vi håber, at guiden kan være med til at sikre bedre forløb i de her meget komplekse sager, som kræver et tæt samarbejde på tværs af mange instanser, siger Anne Erbs Boysen Haagensen, fuldmægtig i Social- og Boligstyrelsen.

Hun har været med til at udarbejde guiden, som skridt for skridt vejleder kommunerne i, hvordan de tackler sager, hvor et barn står tilbage med en kompleks kombination af chok, sorg og traumer, som sammen med en lang række praktiske udfordringer kræver hurtig støtte og hjælp.

– Foruden at sikre krisehjælp til barnet, skal der tages vigtige beslutninger om bopæl, forældremyndighed, dagtilbud eller skole og mulig kontakt med den eventuelt efterlevende forælder, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

De første timer

I de første timer efter drabet er kommunens fokus på samarbejdet med politiet og lavpraktiske opgaver som at hente tøj og personlige ejendele i hjemmet, der i nogle tilfælde også er gerningssted.

– I dagene efter drabet får barnet brug for praktiske ting som sygesikringsbevis, medicin og skoletaske. Men i en situation, hvor hele barnets fundamentet er forsvundet, er det også vigtigt, at barnet får lov til at vælge personlige ting. Det kan være en bamse eller dyne, barnet er vant til at sove med, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

I de tragiske sager er mediebevågenheden desuden ofte stor, og derfor anbefaler Social- og Boligstyrelsen, at kommunen udpeger en presseansvarlig, så snart de bliver bekendt med et partnerdrab.

– Alle, der er med til at tage vare på det efterladte barn, skal orienteres om, hvem der tager sig af pressekontakten. Samtidig er det vigtigt at tage kontakt til barnets skole, som skal klædes på til at tale med eleverne om, hvad der er sket, så der ikke pludselig opstår en masse rygter, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

Pårørende i chok

Den næste store opgave handler om at finde et sted, hvor barnet kan bo, når mor er død, og far enten er i fængsel eller har begået selvmord.

I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med en plejefamilie eller et opholdssted, mens det i andre sager er de nærmeste pårørende, der tager det efterladte barn til sig. I praksis vil det ofte vil være en mormor og morfar eller en moster , som netop har mistet en datter eller søster.

– I de her sager sender vi i nogle tilfælde traumatiserede børn hjem til traumatiserede voksne, og derfor er det helt afgørende, at de bliver tilbudt hjælp til opgaven, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

Anne Erbs Boysen Haagensen fortæller, at guiden er udarbejdet i samarbejde med familier og kommuner, som har stået i situationen, og at noget af det, som fyldte meget for de pårørende netop var det entydige fokus på barnet og et manglende blik for de pårørende, der skal tage sig af barnet efter drabet.

– De pårørende oplevede, at der ikke var fokus på, at de fik et barn i hjemmet samtidig med, at de selv var i kæmpe sorg over at have mistet et nært familiemedlem. Guiden indeholder derfor en klar opfordring til at have blik for de pårørende og tilbyde for eksempel krisehjælp, siger hun.

Samarbejde på tværs

De tragiske sager kræver en helt særlig faglig indsats, der omfatter systematisk inddragelse af både barnet og de pårørende, men også af lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere, som kan have gavn af at have kendskab til de omstændigheder, der følger i tiden efter et partnerdrab i en børnefamilie.

– Der ligger en kæmpe opgave i at koordinere indsatsen og klæde de fagpersoner, der omgås barnet, på til at forstå, hvad det er for et barn, de nu står overfor. Det er traumatiserede børn, som måske har overværet far slå mor ihjel, og som i praksis har mistet begge forældre, fordi mor er død, og far enten har begået selvmord eller er fængslet, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

Også de mange praktiske opgaver kan være overvældende og kræver et velkoordineret samarbejde på tværs af fagligheder og sektorer.

– Et godt forløb kræver, at de mange offentlige instanser som skole, Familieretshus, kommune og andre offentlige myndigheder samarbejder på tværs. Der er nogle helt bestemte ting, der skal tages stilling til, som involvere mange forskellige fagpersoner, og det er noget af det, som gør de her sager rigtig svære. Her kan kommunen finde helt lavpraktisk hjælp i guiden, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

Særligt forældremyndigheden kan give problemer. Ifølge nye regler mister en far som udgangspunkt forældremyndigheden, hvis han har slået mor ihjel. Det udfordrer sagsbehandlingen, da Familieretshuset ikke kan behandle en ansøgning om permanent forældremyndighed, før der er faldet en dom. Det kan problemer med alt fra Udbetaling Danmark til Aula.

– Når man pludselig står med et barn uden forældremyndighed eller værge, kan de pårørende ikke engang få adgang til Aula. De kan ikke se, at barnet skal på lejrskole, og så dukker barnet op uden taske. Det gør en i forvejen meget traumatisk situation endnu mere kaotisk, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.

De tragiske sager trækker tråde langt ud i fremtiden, og guiden pointerer, at kommunen ikke må slippe opgaven, så snart der på papiret er styr på barnet, da behovet for hjælp vil komme og gå i mange år.

– Vi taler om børn, som kan få brug for støtte på forskellige tidspunkter igennem deres liv. Derfor skal både de pårørende og børnene klædes på, så de ved, hvor de kan henvende sig, hvis der igen opstår et behov for støtte, siger Anne Erbs Boysen Haagensen.