KL peger i nyt udspil på, hvordan kriseberedskabet skal styrkes

Adskillige gange har KL efterlyst, at staten kommer på banen med anbefalinger til kommunerne om, hvordan de skal forberede sig på en krisesituation set i lyset af den nye geopolitiske virkelighed.

Der er brug for at styrke samfundsrobustheden og kriseberedskabet, og derfor fremlægger KL nu et udspil med anbefalinger til, hvad der skal til.

– For få uger siden blev der fremlagt et nyt nationalt risikobillede, og det er faktisk en rigtig god rapport – særligt, hvis man vil være urolig, for den opridser mange forskellige risici, vi står over for, siger formanden for KL’s klima- og miljøudvalg, Johannes Lundsfryd Jensen (S), til Danske Kommuner og fortsætter:

– Men når man så har læst rapporten, sidder man og tænker: ”Hm, hvad er så det vigtigste at gå i gang med her? Hvilken side skal vi starte på?”. For vi kan ikke i samtlige 98 kommuner lave det hele på én gang. Det er os, der står i frontlinjen i en krisesituation, men vi har brug for at få det omsat til kommunesprog, så vi ved, hvordan vi skal prioritere.

Det er den prioritering, KL og kommunerne har efterlyst fra staten. Og allerførst i udspillet peger KL da også på, at staten bør melde klare scenarier og tidshorisonter ud til kommunerne. Derudover mener KL, at kommunerne bør få klare anbefalinger og vejledning omkring kommunernes ansvar for sårbare borgere.

KL vurderer blandt andet, at der i tilfælde af en krise er brug for at hjælpe de cirka 380.000 borgere på landsplan, som er afhængige af medicinsk udstyr, hvis deres udstyr kræver strøm, og at der bør etableres nødstrømsdrevne evakueringscentre til borgere, som har brug for en indsats, der ikke kan foregå i borgernes eget hjem ved strømsvigt.

Og så skal der være styr på mad, medicin og transport til sårbare borgere og findes alternativer til nødkald og digitale låse, som der alene i Aarhus og Viborg kommuner er henholdsvis 3.000 og 1.700 af.

– Vi har brug for at vide, hvad der er særligt i forhold til de sårbare borgere. Vi taler både om borgere, der bor på plejehjem, på botilbud, har et misbrug, får iltbehandling i eget hjem eller på anden vis er sårbare. Vi bliver nødt til at få talt om det, så vi kan få nogle klare retningslinjer omkring, hvordan vi skal håndtere det, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

At det er komplekst at få det fornødne overblik, eksemplificerer udvalgsformanden ved at tænke på sine egne hjemmeplejebiler, der kører rundt i Middelfart Kommune og kigger til ældre og svage, der har brug for hjælp.

– Hvad nu, hvis vi ikke kan lade dem, hvis strømmen går? Så skal vi have en plan b. Og hvis vi pludselig skal evakuere et plejehjem, er det ikke bare sådan lige. Det er i mange tilfælde sengeliggende borgere, som får specialkost, som der skal tages højde for. Der er meget at holde styr på, og vi vil alt andet lige være bedre forberedt, hvis vi har nogle retningslinjer og har øvet os på nogle scenarier. Men det er svært, når vi ikke ved, hvad vi skal øve os på.

Dåsetun eller generatorer?

Ifølge KL er der også brug for, at der gennemføres flere øvelser både i kommunerne, men også mellem kommuner, regioner, staten og andre aktører, samt at kommunerne tilføres varige midler, der kan gøre de lokale beredskaber mere robuste gennem flere penge til både drift, øvelser og cybersikkerhed.

– Vi har ikke regnet på økonomien i detaljer, men man kan bare sige, at vi står med en række store reformer, som skal implementeres samtidig med, at vi skal spare administrative medarbejdere og medarbejdere på beskæftigelsesområdet. Hvis vi oveni hatten skal forberede os på en mere usikker verden, så slipper hænderne og hovederne på et tidspunkt op. I det her tilfælde er det sådan, at jo flere midler, man allokerer til at gøre beredskabet mere robust, jo større output får man, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

En række af landets kommuner har allerede lavet opdaterede beredskabsplaner, forberedt plejehjem til en krise og indkøbt konserves til sårbare borgere. Men så længe kommunerne gør noget forskelligt, kan det risikere at skabe utryghed, påpeger Johannes Lundsfryd Jensen.

– Hvis én kommune har købt dåsetun, og en anden har købt nødgeneratorer, vil borgerne sidde og tænke: ”Hov, skal vi ikke også have det, de andre har?”. Der er også en del borgere, som er bekymrede for, om der er nok beskyttelsesrum. Men er det dét, vi skal prioritere? Forskelligheden og den manglende kommunikation skaber utryghed, og vi skal sørge for, borgerne er trygge. Den tryghed skabes ved, at der er nogle retningslinjer, siger Johannes Lundsfryd Jensen og fortsætter:

– Vi har jo ikke den samme fagekspertise, som ministerierne har, og vi har heller ikke adgang til de samme informationer. Derfor er der brug for, at staten formulerer nogle retningslinjer og anbefalinger, så det bliver mere koordineret og mere fagligt funderet.

Klare aftaler er det bedste våben

KL-udvalgsformanden peger på, at vi netop kom godt ud af coronakrisen, fordi vi stod sammen, og der var tydelig kommunikation hele vejen igennem. Under coronakrisen udgjorde erhvervslivet også et stort bidrag, og virksomheder stillede i høj grad det, de kunne, til rådighed for fællesskabet. På samme måde kunne det være, at virksomheder med meget konserves eller mange generatorer kunne spille en rolle i tilfælde af en krisesituation, påpeger Johannes Lundsfryd Jensen.

– Læren fra coronakrisen er, at det kan vi sagtens som samfund. Men det kræver en meget klar og tydelig kommunikation, siger Johannes Lundsfryd Jensen, der ærgrer sig over, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab ikke har meldt sig mere på banen.

– Det, synes jeg, er ærgerligt, for det gør, at vi ikke får nogle samlede beredskabsstrategier og planer, som vi kunne have fået, hvis vi stod sammen om det her.

Johannes Lundsfryd Jensen understreger, at kommunerne gør, hvad de kan. Men manglen på klare meldinger skaber alligevel usikkerhed.

– Der bliver nødt til at være mere national koordination, hvis vi vil have maksimal tryghed, siger udvalgsformanden og tilføjer:

– Og ikke mindst prioritering. Hvis man skal forstå sikkerhedsbilledet, tror jeg ikke, vi er i stor fare for bomber fra oven. Den store fare, tror jeg, er hybridkrig, hvor nogle vil gå efter de steder, hvor vores samfund er svagest. De steder, hvor der ikke er klarhed. Der er vores bedste våben klare aftaler. Det vil gøre os mere robust over for nogle, der ikke vil os det godt. Derfor har vi brug for, at staten tager lederskab her. Det vil skabe en øget grad af tryghed og gøre, at vi kan bruge ressourcerne bedst muligt.