Gå til hovedindhold
Grøn Trepart

Udtagningskonsulenter står klar til grøn trepart: ”Vi er bindeled”

Når den grønne trepart skal blive til virkelighed, bliver det blandt andet med hjælp fra udtagningskonsulenter, som skal bidrage til udtagningen af lavbundsjord.

Udtagningskonsulenter er med til at koordinere lavbundsindsatsen med både lodsejeren, kommunen og Naturstyrelsen. Foto: Colourbox

28. 02. 2025 - kl. 16:00
Tekst af Martin Pedersen, marp@kl.dk

Indhold

    Siden 2010 har kommunerne koordineret udtagningen af lavbundsjorde i 23 tværkommunale vandoplandsstyregrupper.

    Med den grønne trepartsaftale fortsætter det arbejde i 23 lokale treparter, der skal udarbejde omlægningsplaner, der omfatter for eksempel udtagning af lavbundsjorde og vådområder samt skovrejsning. Alt sammen for at mindske udledningen af drivhusgasser og skabe mere natur i det danske land.

    Men de lokale treparter er ikke alene om opgaven. Ambitionerne skal nemlig indfris med hjælp fra blandt andet lokale udtagningskonsulenter.

    Én af dem er Anita Hingstman Rasmussen, der har base i Esbjerg og arbejder for rådgivningshuset SAGRO.

    Og som udtagningskonsulent er hun altså med til at koordinere indsatsen med kommunen og Naturstyrelsen, når det handler om for eksempel lavbundsjorde, mens hun også rådgiver lodsejerne.

    – Vi er blandt andet bindeled mellem lodsejer og kommune. Mange af lodsejerne har en relation til os i forvejen, og det skaber tryghed. Og så er det vores opgave at fremme projekterne, skabe interesse og formidle mulighederne, siger Anita Hingstman Rasmussen.

    Kræver ressourcer

    Hun er som oftest med helt fra start i udtagningsprojekterne og hjælper både lodsejere, kommuner og Naturstyrelsen med at finde ud af, hvor de gode projekter kan ligge. Og når projekterne starter, er hun med hele vejen og bidrager med rådgivning om blandt andet ansøgninger og tilskud.

    Og hendes arbejde bliver ikke mindre travlt af den grønne trepart, der skal sætte fart på netop den opgave, hun til dagligt arbejder med.

    – Ligesom at der er flaskehalse ved kommunen og Naturstyrelsen, kan vi også opleve det. Vi skal prioritere tiden der, hvor der kan opnås størst effekt, og det kommer vi helt sikkert til at skulle. Lige nu kan vi godt følge med, men det kan sagtens være, at billedet ændrer sig, siger Anita Hingstman Rasmussen.

    Omlægningsplanerne skal ligge klar med udgangen af 2025, og den korte deadline har sat alle parter på opgave.

    – Når der pludselig skal speedes op i så stor skala, kræver det ressourcer. Og jeg er nok mest bekymret for, om der er folk nok til at løse opgaven, siger hun.

    Men det er netop også, når tiden er knap, at hun som udtagningskonsulent kan bistå kommunerne i, hvor indsatsen skal lægges. For det kan være svært at nå det hele.

    – Selvom kommunerne arbejder hårdt, er der mange projekter, som venter. Og der kan vi hjælpe med at koordinere i forhold til, hvor der skal prioriteres i tiden, siger Anita Hingstman Rasmussen.

    Udgangspunktet er, at udtagningen af lavbundsjorde skal ske på frivillig basis hos lodsejerne.

    Hvis man skal lykkes, er det derfor ifølge Anita Hingstman Rasmussen vigtigt, at ingen individuel part ser projekterne som deres egne. Det skal ske i fællesskab.

    – Vi er ligeværdige parter i projekterne. Og vi ser det ikke som kommunens eller naturstyrelsens projekt. Det er et fælles projekt, selvom kommunen i sidste ende skal få det til at hænge sammen. Hvis man kommer ud med tilgangen, at det er kommunens projekt, tror jeg, man starter skidt, siger hun og fortsætter:

    – Man skal gerne give lodsejerne en ejerskabsfølelse og mulighed for at komme med input, for det er dem, der kender arealerne bedst.

    En anden form for tillid

    Længere nordpå i Jylland sidder også Mike Bollerup Nygaard som udtagningskonsulent, hvor han samarbejder med blandt andet Lemvig, Skive og Thisted Kommuner.

    Han ser ligeledes sig selv som en form for mellemmand mellem kommuner og lodsejere, hvor han kan være med til at skabe dialog – også kommunerne imellem.

    – Vi er med til at hjælpe kommuner, Naturstyrelsen og lodsejere med at komme i mål med de aftaler, som ligger i grøn trepart. Det er en forandring af den måde, vi fremover skal tænke og bruge landskabet, og det kræver et stort koordineringsarbejde, siger han.

    Oplysningsarbejdet er også en essentiel del af den grønne trepart, påpeger han.

    Mike Bollerup Nygaard er med til at fortælle lodsejere om, hvad det kommer til at betyde for den enkelte, og hvorfor det egentlig er vigtigt.

    – Meget af arbejdet med den grønne trepart er også formidling. Hvorfor det er så vigtigt med indsatsen for at nedbringe blandt andet udledning af kvælstof, og hvad det kommer til at betyde for den enkelte lodsejer, siger han.

    Og selvom opgaven er vokset med den grønne trepart, er den ikke ny for udtagningskonsulenterne. Den erfaring kan han tage med sig, når der bliver travlt, og når dialogen mellem kommune og lodsejer skal stables på benene.

    – Som udtagningskonsulent fra den lokale landboforening kommer vi med en anden form for tillid – vi er ikke ”dem fra kommunen”. Vi snakker lige godt med både lodsejere, kommunerne og Naturstyrelsen, og på den måde kan vi være en slags olie til tandhjulene, siger Mike Bollerup Nygaard.

    Mere fra forsiden