Gå til hovedindhold
Demokrati

Tusindvis af mails forsøgte at påvirke politikerne i sag om Palæstinas Plads

Dagen inden beslutningen om at navngive en plads i København Palæstinas Plads skulle behandles i Borgerrepræsentation, forsøgte ukendte personer ved hjælp af tusindvis af mails til de københavnske politikere at påvirke beslutningen. Men navngivningen blev alligevel vedtaget.

Foto: Colourbox

07. 03. 2025 - kl. 15:59
Tekst af Magnus Eg Møller, maem@kl.dk

Københavns Borgerrepræsentation vedtog torsdag, at København skal have en Palæstinas Plads på Nørrebro. Et navn, der gennem en længere periode har været en del debat om i både medier og på rådhuset, og en sag, der er blevet bremset og forsøgt bremset flere gange.

Sagen har blandt andet været forbi Ankestyrelsen, fordi nogle medlemmer af borgerrepræsentationen mente, at formålet med at navngive pladsen Palæstinas Plads var at bedrive udenrigspolitik.

Ankestyrelsen vurderede, at navngivningsforslaget ikke umiddelbart syntes at væres begrundet i udenrigspolitiske hensyn, og fandt ikke anledning til at rejse en tilsynssag. 

Og således blev forslaget i oktober sendt i høring hos Københavnerne.

I høringsperioden frem til 6. november har 162 borgere har givet deres besyv med i et høringssvar.

Men i sidste øjeblik – onsdag, dagen inden sagen skulle behandles i Borgerrepræsentationen – opstod der pludseligt og ud af det blå en voldsom interesse for sagen udenfor landets grænser.

Således strømmede engelsksprogede mails i tusindvis ind i 48 af de 55 medlemmer af borgerrepræsentationens indbakker, der alle havde samme budskab: Stem imod oprettelsen af Palæstinas Plads.

DR kunne torsdag fortælle, hvordan Enhedslistens Frederik Kronborg i løbet af dagen modtog over 900 mails.

– Jeg ser det som et forsøg på at underdreje den politiske proces. Op til et møde i Borgerrepræsentationen har vi jo plus 30 punkter på dagsordenen, og der er masser af koordinering om ændringsforslag og lignende på tværs af partierne. Hvis man får fem mails i minuttet, så er det jo ret sandsynligt, at nogle af de mails, man faktisk skal nå at bruge, hurtigt kan drukne i indbakken, lød det i den forbindelse fra Frederik Kronborg til DR.

I en mail til Danske Kommuner fortæller Københavns Kommunes økonomiforvaltning nærmere om omfanget af mail-tæppebombningen:

”Økonomiforvaltningen oplyser, at der er sket en målrettet og koordineret henvendelse om Palæstinas Plads til 48 medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation onsdag den 5. marts. I alt modtog medlemmerne 41.068 mails. Det er bremset. Koncern IT foretager løbende tilretninger af sikkerhedsforanstaltningerne på baggrund af det gældende risikobillede”.

Forslaget om at navngive pladsen Palæstinas Plads endte – trods de tusindvis af forsøg på at få vægten til at vippe i den modsatte retning – med at blive vedtaget. 29 af de 55 medlemmer stemte for.

Log ind

For at kunne læse denne artikel, kræver det at du har et abonnement. Hvis du ikke har et abonnement, kan du tegne et her.

Har du glemt din adgangskode, kan du ændre den her