Stop fødekæden til banderne – investér i forebyggelse nu
ㅤ

Debatindlæg af Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd
I flere danske kommuner kommer unge helt ned i teenageårene i kontakt med bandemiljøet. Når først de er i berøring med banderne, er det yderst vanskeligt at trække dem ud igen. Derfor skal vi handle tidligere og mere målrettet – og her spiller kommunerne en nøglerolle.
Bandernes aktiviteter spænder fra narkotikahandel og økonomisk kriminalitet til skyderier og drab. Bandekriminalitet er dermed et alvorligt samfundsproblem, som vi skal være langt bedre til at forebygge.
En ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, der bygger på erfaringer fra syv kommuner, viser, at en sammenhængende og koordineret familieindsats er afgørende for at forebygge, at unge rekrutteres til banderne. Erfaringerne peger på, at forebyggelsesindsatser, der er skræddersyet til den enkelte unges og familiens behov, og hvor flere faggrupper arbejder tæt sammen, kan løfte kvaliteten af forebyggelsen markant – og gøre en reel forskel. Når fagfolk samarbejder på tværs, får kommunerne mulighed for at handle hurtigt og effektivt og dermed vende en negativ udvikling i den unges liv.
Tillid er nøglen til effektiv forebyggelse, da udsatte familier ofte har dårlige oplevelser med det offentlige system. Derfor kræver det, at medarbejderne har tid, fleksibilitet og tålmodighed til at opbygge den nødvendige tillid. Uden tillid kan familierne tøve med at tage del i et samarbejde.
Erfaringerne viser, at en målrettet og koordineret familieindsats kan hjælpe flere unge i fritidsjob, uddannelse eller arbejde – og dermed væk fra banderne. Men selvom kommunerne har opnået positive erfaringer med den koordinerede familieindsats, har de færreste afsat midler til at fortsætte indsatsen. Kommunerne har typisk ikke haft en plan for, hvordan indsatsen kan fortsætte, når projektmidlerne ophører. Det er et stort problem.
Hvis vi vil stoppe banderekrutteringen, må politikerne på Christiansborg og i byrådene investere mere i langsigtede forebyggelsesindsatser, der kan holde de unge væk fra banderne. Der findes ingen snuptagsløsning – der er brug for en målrettet og vedvarende investering for at undgå, at unge havner i bandemiljøet. Det viser den nye undersøgelse med al tydelighed: Engangsbevillinger er langt fra nok.
Kommunernes økonomi er ofte presset, og det kan være svært at prioritere forebyggelse. Men når vi redder unge fra banderne, sparer samfundet millioner af kroner på politiindsatser, fængselsophold og sociale ydelser. Investering i forebyggelse er både en økonomisk klog beslutning og en menneskelig gevinst.