Gå til hovedindhold
Kommunalvalg
Valgdeltagelse
Skole

Demokratispil og besøg i byrådssalen skal give unge smag for lokaldemokrati

9. klasse på Store Heddinge skole skiftede det traditionelle skoleskema ud med jobbet som kommunalpolitiker. Demokratispillet skal være med til styrke de unges interesse for kommunalpolitik.

Elever fra Store Heddinge Skole indtog rådssalen i Stevns Kommune for en dag for at lære om kommunalpolitik og kompromisernes kunst. Foto: Stevns Kommune

06. 11. 2025 - kl. 13:48
Tekst af Gitte Johansen, gij@kl.dk

Det ser sløjt ud med de unges interesse for kommunalpolitik. Ved det seneste valg i 2021 var det kun lidt over halvdelen af de unge mellem 22 og 29 år, som stemte.

Cecilie Olsen og Marcus Rukakoski fra Store Heddinge Skole har endnu nogle år til, at de kan stemme. Men de erkender blankt, , at kommunalpolitik ikke har deres store interesse.

– Det er ikke rigtig noget, jeg interesser mig for. Mine forældre taler heller ikke særligt meget om kommunalpolitik. Men man har jo heller rigtig mulighed for at vide, om det interesserer en, når man ikke ved, hvad det handler om, siger Cecilie Olsen, der går i 9 b.

Det vil politikerne i Stevns Kommune gerne gøre noget ved, og i dag er Cecilie Olsen sammen med sine klassekammerater inviteret op på rådhuset i Store Heddinge. Her skal de bruge skoledagen i rådssalen, hvor de skal spille demokratispillet "Stemmer fra Markland Kommune”, som KL har udviklet i samarbejdet med Frederikssund Kommune.