Psykisk sårbare bør have lige adgang til foreningslivet som alle andre

Debatindlæg af Mogens Damgaard, politisk ansvarlig i Dansk Arbejder Idrætsforbund

Hvad tænker du, når du hører diagnosen skizofreni?

Jeg oplever desværre, at alt for mange får billeder på nethinden af uforudsigelig adfærd og hændelser. Men det har sjældent noget at gøre med hverdagen for de mennesker, der lever med diagnosen. For de fleste handler det i højere grad om at kæmpe imod social isolation og for et bedre liv, hvor de føler sig accepteret.

I Dansk Arbejder Idrætsforbund ved vi, at dem, som har allermest glæde af foreningsfællesskaber, desværre også ofte er dem, som står udenfor.

Derfor iværksatte vi i 1996 Idræt for Sindet (IFS) for at give mennesker med psykiske lidelser et fællesskab, hvor idræt kunne bane vejen for livsstilsændring og livsmod.

I dag findes foreningerne i mere end 40 kommuner, men mange flere kunne få gavn af indsatsen. Så når kommunalpolitikerne går til valg på bedre vilkår for psykisk sårbare, bør vi spørge dem, om de vil prioritere en indsats, der både løfter mennesker og giver kommunen en dokumenteret, økonomisk gevinst?

Fællesskaberne lader sig desværre kun gøre, fordi Idræt for Sindet har en såkaldt idrætskoordinator tilknyttet. En person, der sørger for, at aktiviteterne bliver gennemført, selv når frivillige må melde afbud, og som kan støtte medlemmerne i et ellers ustabilt liv. Vedkommende har viden om både idræt og psykisk sårbarhed. Viden, som man ikke kan forvente, at frivillige altid har.

KL har selv pålagt kommunerne at tage et langt større ansvar for mental trivsel. Derfor bør vi også holde kommunalpolitikerne op på det ansvar. En landsdækkende undersøgelse foretaget af Ineva i 2022 blandt 188 medlemmer af Idræt for Sindet viser for eksempel, at næsten hver tredje deltager - helt præcist 31 procent - oplever at være kommet tættere på job eller uddannelse. Samtidig fortæller over syv ud af ti, at de har fået mere mod på at tage ansvar, og hele 77 procent har udvidet deres netværk.

Effekten mærkes også på helbredet: 23 procent kan reducere eller helt undvære medicin, og 29 procent oplever færre eller slet ingen indlæggelser.

I Nyborg Kommune valgte man at nedlægge idrætskoordinatorstillingen for at spare 600.000 kroner. Det er det, stillingen koster årligt. Besparelsen er kortsigtet.

Erfaringerne viser nemlig, at når en del af de traditionelle støtteforanstaltninger omlægges til fællesskabsbaserede idrætstilbud, er investeringen tjent hjem på ganske få år.

Lad mig vise perspektivet: Hvis 100 borgere hver modtager én times individuel støtte om ugen á 500 kroner, løber det op i 2,6 millioner kroner om året. Til sammenligning koster det 600.000 kroner at tilbyde de samme 100 borgere én times idræt om ugen i et idrætsfællesskab.

Med andre ord kan kommunen spare omkring 2,2 millioner kroner, samtidig med at borgerne får motion, netværk og livskvalitet med i købet.

Idræt for Sindet passer allerede ind i den lovgivning, kommunerne arbejder efter. Alligevel halter det mange steder, fordi alt for mange slet ikke har en psykiatri- eller handicapplan. Derfor bliver indsatsen tilfældig og afhængig af enkelte personers velvilje og syn på vigtigheden af fysisk aktivitet.

Min appel til kommunerne i forbindelse med kommunalvalget er derfor, at de bør finansiere en idrætskoordinator og indgå partnerskaber med de lokale foreninger. Så får de en indsats, der kan måles i bedre livsforløb for den enkelte og i konkrete besparelser på socialområdet.