KL efter kras kritik fra Rigsrevisionen: ”Problemet er, at vi ikke er blevet voldsomt meget klogere”

Kritikken fra Statsrevisorerne var klar og tydelig, da Rigsrevisionen i sidste uge offentliggjorde en ny beretning, der kritiserer kommunernes behandling af anbringelsessager.

Ifølge Rigsrevisionens undersøgelse er der begået fejl i kommunernes sagsbehandling i 69 procent af de undersøgte sager, og det fik Statsrevisionerne til at udtale skarp kritik af både kommunerne og Social- og Boligministeriet.

– For anden gang på 10 år kan vi konstatere, at kommunerne i meget høj grad bryder de lovkrav, der er til sager om anbringelse af børn. Det er nogle af de mest sårbare børn, der risikerer at få den forkerte hjælp, når kommunerne ikke afdækker deres behov og følger deres trivsel. Socialministeriet har kendt til manglerne i mindst 20 år. Alligevel er ministeriet ikke i stand til at sætte målrettet ind og sikre, at kommunernes sagsbehandling lever op til loven. Derfor udtaler vi i dag en skarp kritik af både kommunerne af Social- og Boligministeriet, lød det fra Statsrevisorerne.

Og det er en kritik, man tager meget alvorligt, understreger direktør i KL Christian Harsløf. Men han påpeger samtidig, at Rigsrevisionens beretning reelt ikke viser, om der er problemer med retssikkerheden på anbringelsesområdet.

– Undersøgelsen er gennemført ved, at man har lavet nogle udtræk i et it-system, og man relativt overordnet ser på, hvordan sagerne er dokumenteret i systemet. Resultaterne af den undersøgelse bliver efterfølgende brugt som et udtryk for, hvordan anbragte børn er blevet behandlet. Men det kan vi i virkeligheden hverken be- eller afkræfte på baggrund af den undersøgelse, siger Christian Harsløf og fortsætter:

– Det, man har undersøgt, er, om de kommunale sagsbehandlere bruger it-systemet efter hensigten. Det efterlader os et meget uforløst sted, fordi der nu er skabt en usikkerhed omkring retssikkerheden på området. Men problemet er, at vi ikke er blevet voldsomt meget klogere på netop det.

Kommuner får andet resultat

Ifølge Christian Harsløf har flere kommuner på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse været deres egne sager igennem med tættekam. Og resultaterne af kommunernes eget gravearbejde er altså noget anderledes end Rigsrevisionens konklusioner.

– Nogle kommuner har brugt virkelig mange timer på at være igennem forskellige sager, og de har fundet ud af, at der er fejl og mangler, men at mange af de fejl og mangler, Rigsrevisionen peger på, er oplysninger, man kan finde andre steder i sagen. Det vil sige, at man måske ikke har fået sat et flueben det rigtige sted, eller at man har lavet andre procedurefejl, som reelt ikke har nogen betydning for sagsbehandlingen, siger Christian Harsløf.

KL-direktøren påpeger også, at anbringelsesområdet, særligt når det gælder tvangsanbringelser, generelt er underlagt en meget høj grad af retssikkerhed. Ikke mindst på grund af børne- og ungeudvalgene, som i sidste ende skal træffe beslutning om en anbringelse.

– Et børne- og ungeudvalg er jo en domstolslignende konstruktion, hvor der både er en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalbestyrelsesmedlemmer, og hvor både barnet og forældrene bliver hørt, siger Christian Harsløf og tilføjer:

– Og lige nu har vi fået tegnet et billede af et område, hvor retssikkerheden sejler, men det, man i virkeligheden har undersøgt, er, om de kommunale sagsbehandlere bruger it-systemet korrekt.

Klog brug af tid?

Problemet ved Rigsrevisionens undersøgelse er ifølge Christian Harsløf desuden, at der ikke skelnes mellem typen af fejl. Med andre ord vejer et manglende flueben lige så tungt som en manglende børnesamtale.

– Alle fejl bliver lige store. Men i virkeligheden er alle fejl jo ikke lige store. Så der sker simpelthen en proportionsforvrængning, siger KL-direktøren.

Og selvom han anerkender, at Rigsrevisionens undersøgelse i hvert fald kan bruges til at konkludere, at kommunerne kan blive bedre til at bruge sagsbehandlingssystemet, mener han også, at det åbner for en anden og langt mere grundlæggende diskussion.

– Det, man risikerer på baggrund af en undersøgelse som denne, er, at kommunerne nu vil bruge en masse tid på at blive dygtige til at registrere korrekt inde i it-systemet. Men vi er nødt til at spørge os selv, om det er den allerklogeste måde at bruge sagsbehandlernes tid på, siger Christian Harsløf.

Han påpeger, at dokumentation på ældre- og sundhedsområdet tjener et andet formål. Her skal den enkelte medarbejder hele tiden overlevere for at sikre, at den kollega, der møder ind på næste vagt, kan tage over og yde den rette behandling. Men det er ikke tilfældet på børneområdet.

– Der er det i høj grad sagsbehandleren, der dokumenterer til sig selv og det arbejde, der skal laves i morgen og i overmorgen. For den enkelte sagsbehandler er det vigtige, om de fik gennemført børnesamtaler, og at de ved, hvor de kan genfinde deres oplysninger. Ikke om de har sat et flueben det rigtige sted.

Omvendt er der et andet hensyn. Et behov for, at offentligheden også kan følge med i, hvordan retssikkerheden reelt er på området, og et behov for, at både politikere og ledere også kan følge med i området. Ifølge Christian Harsløf kommer ingen af de undersøgelser, der i dag er på området som eksempelvis Ankestyrelsens danmarkskort og Børnesagsbarometeret, dog helt ind til kernen af, om kommunerne leverer godt socialfagligt arbejde, og om børnene får den rette hjælp.

– Så vi er fanget i en spiral af, om dokumentationen er i orden, og om sagerne er oplyst korrekt. Men vi kommer aldrig rigtig ind i den vigtigste diskussion, der handler om at få leveret det gode socialfaglige arbejde, siger Christian Harsløf og peger på, at man i stedet burde gennemføre en ordentlig undersøgelse med grundig gennemgang af sager og fokus på fire områder:

– Vi peger på, at man bør interessere sig for fire ting: Om barnet eller den unge er blevet inddraget og lyttet til, om der er blevet lavet en børnefaglig undersøgelse, om der er blevet udarbejdet en lovpligtig handleplan, og om der bliver fulgt systematisk op. Hvis de fire ting er opfyldt, har man en vis fornemmelse af, om det socialfaglige arbejde er blevet gjort ordentligt, og om vi også lever op til den udtalte politiske intention, der ligger i Barnets lov, om at inddrage børnene. Det er den faglige essens.

Passer ikke ind i en teoretisk virkelighed

Mens Christian Harsløf kalder det ”helt legitimt”, at offentligheden skal have indsigt i retssikkerheden på området, mener han endnu ikke, at balancen mellem kontrol og faglig frihed er den rette.

– Man skal bruge rigtig meget tid som medarbejder på at servicere offentligheden, som det er nu. Men man er jo først og fremmest ansat til at hjælpe børnene. Og arbejdsdagen har nu engang kun de timer, den har. Derfor er der nogle balancer, man skal holde sig for øje, siger Christian Harsløf og peger på, at der også er meget debat om afbureaukratisering i det offentlige.

– Og man skal bare vide, at hver gang, offentligheden har brug for noget indsigt, så driver det bureaukrati. Og meget af det bureaukrati, der bliver skabt, knytter sig også til proceskrav i lovgivningen. Men der kan jo være gode forklaringer på, at et proceskrav ikke er blevet overholdt. Det vigtige er, at man finder ind til kernen og bliver klogere på kvaliteten af det socialfaglige arbejde og retssikkerheden.

Christian Harsløf medgiver, at det kan være svært at finde den rette balance, og at nogle krav også er der af gode grunde. Men virkeligheden er kompleks og passer ikke altid ind i et sagsbehandlingsforløb, der er udtænkt på Christiansborg.

– Hvis man sidder i et kontorhus i København, så begriber man ikke altid, hvad det er for en virkelighed, man står i, når man arbejder med børnesager. Det er familier med meget sammensatte og komplekse problemstillinger. Og nogle af de sager, der er omfattet af Rigsrevisionens rapport, er nogle af de allermest komplekse børnesager. Det er meget, meget voldsomt. Derfor kan sagsbehandlingen heller ikke altid foregå snorlige i nogle processer, der matcher en teoretisk virkelighed, siger Christian Harsløf og konkluderer:

– Det at arbejde på et børnefamilieområde er en af de allervigtigste opgaver i vores samfund, fordi det handler om, hvordan vi tager hånd om udsatte børn. Det er også der, samfundet kan ty til noget af det allermest indgribende – at fjerne et barn fra sin familie. Derfor er det også problematisk, at vi med Rigsrevisionens beretning reelt ikke er blevet meget klogere på substansen. Vi ved faktisk ikke, om de har en pointe. For vi har ikke fundet ind til kernen.