Kriser er en invitation til at lære noget

Krig i Europa. Ekstreme vejrhændelser. Klimaforandringer og nye pandemier.

Listen med kriser bliver længere. Og mange steder arbejder myndigheder på højtryk for at forberede sig på dem, der kan ramme i fremtiden.

Selvom kriser af natur ikke er ønskværdige, så kan de erfaringer, man gør sig, bruges til noget. 

– Kriser er en fremkaldervæske. Et øjeblik, hvor man pludselig ser sin organisation og sit samfund meget tydeligere, sagde prorektor på Københavns Universitet Kristian Cedervall Lauta på KL’s Klima & Miljøtopmøde i Aarhus, hvor kommunale politikere og medarbejdere fra hele landet var samlet for at diskutere klima og beredskab. 

Pointen er enkel. Når kriser rammer, afslører de ofte de svagheder, der allerede findes.

Manglende tillid. Svagt samarbejde. Sociale forskelle.

Derfor handler robusthed ikke kun om planer for katastrofer. Den handler også om, hvordan samfundet fungerer til hverdag.

Kriser rammer samfundets svageste led

Erfaringer fra katastrofer verden over viser et tydeligt mønster. Krisers konsekvenser rammer sjældent tilfældigt.

– Samfundet går i stykker, dér hvor det i forvejen er i stykker. Det er altid de fattigste, dem med dårlig adgang til uddannelse, de svageste eller mest udsatte, som først bliver ramt i kriser, sagde Kristian Cedervall Lauta. 

Derfor handler robusthed ifølge prorektoren ikke kun om beredskabsplaner. Det handler også om stærke lokalsamfund, tillid til myndigheder og institutioner, der fungerer i hverdagen.

– Det vigtigste, man kan gøre for at være en robust kommune, er at være en god kommune mandag, tirsdag, onsdag og torsdag.

Under coronapandemien blev nogle danske kommuner ramt hårdere end andre. Ofte var det steder med lavere uddannelsesniveau og mindre tillid til myndighederne.

Ledere skal turde se virkeligheden i øjnene

Vi mennesker er utroligt dårlige til at forestille os kriser, før de rammer. Vi tror ofte, at fremtiden vil ligne fortiden.

– For hver dag vi har levet, som ligner den dag, der var ligesom i går, bliver vi mere sikre på, at i morgen er præcis ligesådan. Vi er sindssygt gode til at rationalisere det, vi selv har oplevet. Og sindssygt dårlige til at lære af hinanden, lød det fra scenen.

Men det kan gøre det svært at reagere i tide, hvis vi holder fast i den måde at leve og tænke på. Vi har en tendens til at tænke, at det hele nok skal gå, men den tankegang er ikke gavnlig. 

– Vi er optimister og tror på det bedste, men i en verden, hvor det værste kan ske, er vi nødt til at tænke anderledes. 

Derfor taler Kristian Cedervall Lauta om det, han kalder disciplineret optimisme, hvor ledere både kan se problemerne og holde fast i troen på, at de kan løses.

– Man skal have modet til at se de brutale fakta i øjnene. Men samtidig holde fast i troen på, at vi kan komme igennem.

Den usynlige forebyggelse

Kommunalpolitik handler om valg og prioriteringer – og nogle beslutninger er mere tydelige end andre.

Så når kommuner investerer i forebyggelse, kan det være svært at få opbakning. Den bedste forebyggelse er nemlig ofte usynlig. Når en dæmning holder, et kloaksystem leder vandet væk, eller et beredskab virker, sker der netop ingenting. Katastrofen udebliver, og hverdagen fortsætter som den plejer. 

Det skaber et dilemma for politikere og beslutningstagere. For når krisen ikke rammer, kan det være svært for borgerne at se værdien af de investeringer, der er blevet gjort.

Derfor mener Kristian Cedervall Lauta, at kommuner i højere grad skal vise borgerne, hvad forebyggelsen faktisk betyder.

– Når I investerer i noget, der forhindrer katastrofer, skal I også vise, hvad det er, I har forhindret.

Det kan være ved at visualisere, hvor højt vandet ville have stået under et skybrud uden klimasikring. Eller ved at gøre konsekvenserne af manglende beredskab tydelige for borgere og politikere.

Pointen er, at forebyggelse ikke kun er teknik og planer. Det er også fortællinger og forståelse. Når mennesker kan se forskellen, bliver det lettere at prioritere de investeringer, der skal gøre samfundet mere robust.

Samtidig viser erfaringen fra tidligere kriser, at kendskab og relationer i og på tværs af organisationer gør den bedre i stand til at håndtere det uventede. Opfordringen var derfor, at Klimatopmødet blev brugt til at skabe plads til at mødes på kryds og tværs.

– Det er en værdi, der er rigtig meget værd, når lokummet brænder, sagde Kristian Cedevall Lauta.

For kriser er en invitation til at lære noget.