Kommunerne borgerinddrager, men den demokratiske deltagelse bliver ikke nødvendigvis mindre skæv

Stil et forslag på en hjemmeside, få 450 støtter og få din sag for byrådet. Så let er det i Hillerød Kommune, mens man i en kommune som Frederikshavn kun skal bruge 250 stemmer. Og i Rudersdal er kravet blot 200 stemmer.

Er man en borger med en sag, har man de seneste år fået bedre muligheder for at komme til orde.

Flere og flere kommuner vælger at benytte sig af redskaber som borgerforslag og borgersamlinger for at inddrage borgerne i lokale spørgsmål, og både borgere og politikere taler varmt for mere borgerinddragelse.

Senest har Fredensborg Kommune ifølge TjekFredensborg vedtaget at sænke grænsen fra 840 nødvendige støtter til blot 200 – fordi det aldrig nogensinde er lykkedes nogen at indsamle det nødvendige antal støtter for at få sagen for byrådet.

Men selvom viljen er der, og kommunerne giver borgerne bedre muligheder for at deltage, er det reelt ofte de samme personer, der i forvejen er tilbøjelige til at deltage i lokaldemokratiet, der engagerer sig.

Det er en af konklusionerne i en ny rapport fra VIVE, hvor seniorforsker Rasmus Skytte er dykket ned i de nye demokratiske redskaber sammen med Rasmus Tue Pedersen.

– Baggrunden for rapporten er, at der sker ret meget i kommunerne i disse år med alt muligt nyt, de afprøver for at inddrage borgerne – også i de politiske beslutningsprocesser, fortæller Rasmus Skytte.

I rapporten har forskerne kigget på tre måder, inddragelsen foregår på – borgersamlinger, borgerforslag og folkeafstemninger – og spurgt både borgere og kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvordan de ser på de tre redskaber.

– Helt overordnet er de positivt stemte, så der er appetit på inddragelse, siger Rasmus Skytte og fortsætter:

– Det betyder selvfølgelig ikke, at man gør alle lykkelige ved at tage alle redskaberne i brug. Det handler også om, hvordan man implementerer dem. Men der er i hvert fald appetit for nye former borgerinddragelse.

Hverken borgersamlinger eller borgerforslag har særligt mange år på bagen, og folkeafstemninger er – i hvert fald i en kommunal kontekst – også et nyt fænomen.

Der kan være mange årsager til, at man vil forsøge at inddrage borgerne på en ny måde, fortæller Rasmus Skytte.

– Men blandt de politikere, vi har talt med, er der en følelse af bekymring for demokratiets tilstand, og mange mennesker bekymrer sig på demokratiets vegne i disse år. Noget af det handler om bredden af deltagelse. Der er nogle mennesker, der ikke deltager særligt meget og står lidt på kanten af det politiske system. Det optager mange, om man på en eller anden måde kan engagere dem, siger han.

Og så handler det også om opbakning.

– Det kan jo godt være svære beslutninger, man skal træffe, så det kan give mening at have borgerne med på råd for at sikre nogle løsninger, der også er opbakning til, efter de er blevet vedtaget, siger seniorforskeren.

Tordenskjolds soldater

Men får man rent faktisk fat i de borgere, man gerne vil have fat i? Rapporten peger på, at det – selv med nye tiltag – er de gamle kendinge, der er mest engagerede.

– Vi kan se, det er Tordenskjolds soldater – dem, der har højest tillid til politikerne og størst tilfredshed med demokratiet – der også med de nye redskaber er dem, der har størst lyst til at deltage, siger Rasmus Skytte.

Det handler om borgernes ressourcer. For det kræver noget af en borger at deltage i eksempelvis en borgersamling. Man skal have en vis grad af politisk viden, og man skal tro på, at man er en person, der kan være med og indgå i samtalen, lyder det fra Rasmus Skytte.

– Det kræver en vis politisk selvsikkerhed at give sig i kast med de her ting. Og både politisk viden og politisk selvtillid er bare ulige fordelt. Folk med korte uddannelser har i gennemsnit færre af de ressourcer, der er nødvendige for at deltage. Det er grundlæggende bare et svært problem, og det handler ikke bare om, at de nye kanaler er dårlige, eller at man ikke har tænkt sig om. Det er simpelthen bare rigtig svært, siger han.

Netop borgersamlinger er et forsøg på at gøre noget ved bredden i deltagelsen. Her er det ikke bare en gruppe tilfældige borgere, der mødes for at diskutere et givent tema, men en nøje udvalgt samling af mennesker, der tilsammen afspejler kommunen i forhold til køn, alder og uddannelse.

– Så det er noget, man tænker over, når man laver de her redskaber, siger Rasmus Skytte.

– Man anerkender, at der er et problem, og man forsøger at gøre noget ved det. Men hvis man gerne vil aktivere nogle borgere, der ikke i forvejen er aktive, er det ikke nok bare at skabe nye kanaler for deltagelse. Det handler ikke bare om, at folk ikke ved, hvor de skal gå hen for at få indflydelse. Der skal mere til, men hvad det mere så skal være, er et svært spørgsmål. Nogle kommuner forsøger at arbejde med nogle bestemte karakteristika i forbindelse med borgersamlinger, fortsætter han.

Vær specifik og hav en plan

Selvom det generelle billede er, at det er borgerne med høj tillid til politikere og stor politisk interesse, der bakker mest op om de nye redskaber, er der en enkelt undtagelse.

Når man spørger til borgernes holdninger til bindende folkeafstemninger, er billedet vendt på hovedet.

– Det er jo vildt interessant, for det er nogle af dem, man typisk gerne vil aktivere. De vil have bindende folkeafstemninger, og hvorfor så det? En oplagt forklaring er, at man tager magten væk fra politikerne, som nogle af de her mennesker er utilfredse med. De andre redskaber er kendetegnet ved at være vejledende, men her har man magten udenom politikerne. Det er der nogle, der finder tiltrækkende, siger Rasmus Skytte, der fortsætter:

– Desto mere utilfreds, man er med demokratiet, desto mere kan man lide en bindende folkeafstemning. Men dem, der har lav tillid til demokratiet, er cirka lige så glade for borgerforslag, så de kan lide begge dele.

Med den nye rapport håber seniorforskeren på at gøre kommunerne opmærksomme på, at det ikke bare er nok at tage nye kanaler i brug. Man skal også tænke over, hvordan man specifikt kan aktivere de borgere, der ikke deltager i så høj grad.

– I hvert fald hvis man ønsker at nå bredere ud, end man gør i forvejen. Og så synes jeg, der er noget vigtigt i, at man tænker over, at borgerne kan blive skuffede, hvis de oplever, at deres input ikke bliver omsat til noget. Så kan de gode intentioner, man har, ende med at give bagslag.

Derfor skal man som kommune have en plan for, hvordan man vil arbejde videre med borgernes input, og man skal sikre, at de kommer i en form, som forvaltningen kan arbejde videre med.

– Det er også værd at tænke over, at det ikke må blive for besværligt for borgerne at deltage. Det er jo også en måde at holde dem, der ikke har så mange ressourcer, væk. Og i det omfang, man ikke har tænkt sig at følge borgernes input, skal man forklare, hvorfor det ikke blev sådan, siger Rasmus Skytte.