Øvelse gør mester, og i Norge øver de sig gevaldigt på krig og kriser

Nordmændene er klar, hvis krisen rammer landet mod nord. Sådan lyder det fra Jan Hagfors Greve, der er juridisk rådgiver i afdelingen for totalforsvar i Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap, DSB.

– Vi har et højt niveau af velstand og masser af tilbud, men det giver også vældig mange svagheder og sårbarheder i systemet. Vi udfordres af vejret og klimaet, kriminelle handlinger og hybride angreb. Det hele kan ramme os og skabe kriser, men vi har et godt beredskab og en god beredskabsstruktur. Jeg vil sige, at vi er godt rustet, siger han.

Og det er ikke bare noget, han siger. Det er noget, han ved. For i Norge øver de sig, og de øver sig meget.

– Øvelse gør mester. Når man planlægger beredskab, har man et billede af, hvad man planlægger ud fra. Sådan kommer man op på et vist niveau. Men når man øver sig, støder man tit på uforudsete forhindringer, som betyder, at man må justere sin plan. Så erfaringerne fra øvelser er utrolig vigtige at tage med sig for at opbygge et beredskab, der er mere realistisk, siger Jan Hagfors Greve.

Alene i 2026 er der lagt op til seks store øvelser i anledning af, at 2026 er blevet udråbt til totalforsvarsåret.

– Det, der sker i totalforsvarsåret, er mere ekstremt, end det plejer at være. For krig har ikke været en aktuel problemstilling fra 1990’erne og næsten helt frem til 2022. Derfor må vi nu give den kollektive bevidsthed et løft og få vores beredskab op i niveau, siger Jan Hagfors Greve.

Én af øvelserne er specifik til kommunerne.

Øvelsen går ud på, at alle kommunerne skal reflektere over deres rolle, ansvar og udfordringer i tilfælde af, at Norge bliver ramt af krig – det sker på baggrund af en række scenarier, som DSB står bag, og som er tilpasset de regionale udfordringer og problemstillinger i de enkelte kommuner.

– Det vigtigste og vanskeligste, kommunerne skal gøre i tilfælde af krig, er at blive ved med at være en kommune. De skal fortsætte med at levere deres tjenester, tage vare på befolkningen og holde liv i civilsamfundet, selvom det er virkelig svært, og man har færre folk, færre ressourcer og større problemer, fortæller Jan Hagfors Greve, der fortsætter:

– Hybridangreb er meget mere sandsynlige end konventionel krig, og flere hybridangreb kan gøre det svært for kommunerne at levere deres service. Og hvordan får man lige kontakt til kommunen uden strøm, telefoner og online kommunikation? Og hvordan oplever befolkningen, den kontinuitet og forvaltning, der er så vigtig? Det skal vi øve på i år.

Sådan fordeles ansvaret

Ligesom i Sverige og Finland arbejder de i Norge med totalforsvar, hvor alle aktører i samfundet har en rolle, hvis krig eller krise rammer landet.

Totalforsvarskonceptet i Norge bygger på en tanke om, at det civile og det militære skal arbejde sammen for at opnå maksimal effekt i fred, krise og krig. I konceptet ligger altså også et totalberedskab, der aktiveres ved større kriser.

Ved mindre kriser, der rammer en enkelt kommune, vil det også være den enkelte kommune, der har ansvaret for at håndtere den – dog med mulighed for at indhente ressourcer fra de nationale myndigheder, forklarer Jan Hagfors Greve.

Ved større kriser er det en af Norges 10 statsforvaltere, der har ansvaret for at samle ressourcerne i regionen for at opnå maksimale effekt. Også her er der mulighed for at hente støtte længere oppe i systemet, hvis det bliver nødvendigt.

Og ved nationale kriser – det kunne være en sundhedskrise – er det det respektive departement i staten, der har ansvaret. Og så vil opgaverne løbe ned gennem systemet, både de statslige dele af sundhedsområdet og de kommunale sundhedstjenester.

– På alle niveauer kan man desuden koble det private erhvervsliv og forsvarets ressourcer på, hvis det kan hjælpe. Vi kalder det ansvar, nærhed, lighed og samarbejde. Det er principperne, vi arbejder ud fra ved kriser. Krisen skal håndteres så nært som muligt, men i et samarbejde, siger Jan Hagfors Greve.

Sådan er det i hvert fald i fredstid. I krigstid vil regeringen overtage styringen og ansvaret.

– Det, der er særegent for krig, er, at hele landet er i krise på en gang. Så bliver det vanskeligt at flytte ressourcer uden bare at flytte krisen derhen, hvor man tager ressourcerne fra, siger han.

Egenberedskabet er vigtigt

Med totalforsvaret er det ikke bare myndigheder og virksomheder, der har en opgave, hvis krisen kommer.

Civilbefolkningen har også et stort ansvar. I Danmark lyder anbefalingen, at borgerne skal kunne klare sig selv i tre dage med mad, vand og hvad der ellers er behov for.

I Norge skal man kunne klare sig i syv dage. Og det skal en række virksomheder også kunne.

– Nu siger vi også, at virksomheder, der skal virke i en krise, skal have et beredskab til at kunne klare sig i syv dage. Mit lokale brandvæsen har eksempelvis sørget for, at alle brandstationerne i området har mad, vand og strøm til syv dage, så folk kommer på arbejde. Det samme skal de sikre på rådhuset, siger Jan Greve Hagfors og fortsætter:

– For hvis man ikke har et egenberedskab derhjemme, tager man ikke på arbejde, for så bliver ens arbejde at skaffe mad. Og har man mad og drikke derhjemme, kommer man ikke på arbejde, hvis de ikke har mad og drikke der. Derfor arbejder vi nu på at få egenberedskabet ind i både offentlige og private virksomheder, der skal levere noget i tilfælde af krise.

Og egenberedskabet er ikke bare en del af totalforsvaret. Det er, mener Jan Greve Hagfors, den vigtigste del overhovedet.

– Når man taler om vores totalforsvarsevne som land, mener jeg, at egenberedskabet i befolkningen og virksomhederne er grundstenen. Og jo tykkere den grundsten bliver – jo højere et niveau, vi har i bunden – jo mindre skal til i toppen for at håndtere alt det andet, siger han.

Det handler om at bevare fatningen.

– Målet med hybridangreb er destabilisering, og destabiliseringen kommer, hvis folk bliver bange og mister troen på, at myndighederne kan hjælpe dem. Og hvis man ingen mad, vand og varme har, så mister man ligesom grebet. Det kan ske ved en naturkatastrofe, ved målrettede angreb eller ved krig. Man kan angribe vores infrastruktur og grundlæggende behov på tusinde måder, men det, der giver tryghed, er egenberedskabet, siger Jan Greve Hagfors og fortsætter:

– Myndighederne kan ikke håndtere alt, men vi kan håndtere det meste. Det tager bare tid. Så hvis alle er dækket ind i syv dage, har vi tid til at få lagt en plan og hjælpe folk videre. Det øger robustheden i befolkningen.

Uden beredskab ser det hele skidt ud

I uge 44 er der egenberedskabsuge i hele Norge. Til det formål udvikler DSB noget materiale til kommunerne, som de kan vise til deres indbyggere. Materialet gør det klart, hvad der er kommunens ansvar, og hvad kommunen forventer af indbyggerne.

– Det fjerner bekymringerne, hvis folk kan se, at de har opfyldt de krav, der kommer fra myndighederne, siger Jan Hagfors Greve.

Egenberedskabsugen har fundet sted siden 2019, men i år er den en del af Totalforsvarsåret. Temaet i år er krisekommunikation i tilfælde af, at den elektroniske kommunikation svigter. Derfor skal kommunerne sikre, at de har planer for, hvordan de kommer ud med deres krisekommunikation, og planerne skal øves.

Samtidig skal befolkningen sikre, at de ved, hvor og hvordan de får adgang til informationer.

Det vigtigste ved egenberedskabet er ifølge Jan Hagfors Greve, at man skaber en form for glæde i at være beredt.

– Hvis man har et godt beredskab, føler man sig stærkere og mere offensiv. Uden egenberedskab er man mere bange og passiv, og så føler man hurtigt, at hele verden er skummel, og at der ikke er noget, man kan gøre. Når man er beredt, kan man bidrage til samfundet, og det er en meget bedre følelse. Psykologien i det giver en bedre offensiv holdning og en meget bedre stemning i befolkningen i mødet med de trusler, man ser i medierne, siger han.

Glem ikke forankringen

I Danmark har vi beskedne 98 kommuner mod Norges 357. Og ligesom kommunerne herhjemme er forskellige, er de det i den grad også i Norge.

Nogle grænser op mod Rusland. Andre ligger trygt mod vest. Derfor fylder beredskab heller ikke det samme i alle kommuner.

– Det er meget forskelligt. Spørger man i Sør-Varanger på grænsen til Rusland, er det en stor dagsorden. Spørger man en kommune i Sydnorge, er det en lillebitte dagsorden. Der er det vigtigere med sundhed og skole. Den geografiske placering bestemmer dagsordenens størrelse og niveauet af beredskab, siger Jan Hagfors Greve.

Men det betyder ikke, at beredskabet ikke er vigtigt på tværs af landet.

– Selvfølgelig er det også vigtigt i de kommuner, der ligger længere fra den russiske grænse, men det tager tid at opbygge en kultur og indse, at det haster. Det, tror jeg, er meget menneskeligt, siger han.

Han sammenligner det med en dag på kontoret, hvor en stor opgave skal løses, mens det vælter ind med små spørgsmål fra siden, som kommer i vejen for at lægge kræfter i den store opgave.

– For kommunerne er det vigtigere at tage vare på befolkningen her og nu, end det er at bygge et beredskab op for noget, de ikke helt ved, hvad er. For i det hybride landskab kan det være alt og intet, siger han.

Og selvom beredskabet skal styrkes, og det skal styrkes i hele Norge, må man ikke skynde sig for meget, slår han fast.

– Vi må ikke skynde os så meget, at vi ikke tager os tid til debat og til at skabe demokratisk forankring. I mødet med usikkerhed er det let at sige, at vi skal have mere sikkerhed, men sikkerhed kommer ofte ved at spise af friheden. Så vi skal have en demokratisk samtale om, hvor mange tiltag vi skal sætte i værk for at skabe sikkerhed, og hvor meget frihed vi skal have, siger Jan Hagfors Greve.

Ikke færdige

Norge er alt i alt godt rustet. Men det betyder ikke, at de er færdige, og det er ikke kun i nogle kommuner, der kan og skal skrues op.

– Vi kan blive bedre på alle områder. Totalforsvaret er et kæmpestort puslespil, hvor alle brikkerne er lige vigtige, siger Jan Hagfors.

Og ligesom den demokratiske samtale er vigtig i forhold til sikkerhed kontra frihed, er der også brug for en samtale om, hvor pengene skal komme fra. Og der er brug for yderligere afklaring af, hvem der gør hvad – selvom de allerede har temmelig godt styr på det.

– Totalforsvarskonceptet forudsætter, at militæret er afhængigt af civilsamfundet for at kunne virke og yde modstand mod et angreb. Så er spørgsmålet, hvilke opgaver forsvaret skal have, og hvilke civilsamfundet skal have. Og man kan ikke bare give opgaver, uden også at give ressourcer, siger Jan Hagfors Greve og fortsætter:

– Nu har vores forsvar fået en masse penge til oprustning, men det har civilsamfundet ikke endnu. Så hvem skal tage regningen for deres tiltag? Hvem skal eksempelvis betale for genopbygningen af vores beskyttelsesrum? Er det staten? De private, der bygger ud? Eller skal det dækkes af kommunerne? Og hvem tager regningen for den øgede robusthed i vores forsyningssektor? Det er vi ikke færdige med at debattere endnu.