Forventningerne til velfærden bliver kun højere og højere, hvis ingen tør tage den svære samtale

– Jeg er bekymret for vores universelle velfærdssystem.

Så klart lød det fra Susanne Ekman, lektor ved RUC, da hun fredag talte om de stigende forventninger til velfærden på Kommunaløkonomisk Forum.

For borgernes forventninger til velfærden er efterhånden så høje, at de ikke kan undgå at blive skuffede, mens politikerne har travlt med at dele ”gaver ud” og undgå at tale om det svære og det, der ikke kan lade sig gøre.

– Man får fra start skabt nogle forventninger, der er helt urealistiske, sagde Susanne Ekman og nævnte folkeskolereformen til eksempel.

– Hvis man opsummerer, hvad man mente, man kunne opnå med den reform, og ser på, hvad man rent faktisk gjorde, så kridtede man virkelig en bane op, der gjorde det umuligt for folkeskolen at følge med. Og i dag er parterne så i gang med at finde ud af, hvem det egentlig er, der er pissedårlig. Om det er pissedårlig opdragelse, pissedårlige lærere, pissedårlige ledere eller en pissedårlig minister. Og det bekymrer mig, at vi undgår den rigtigt svære snak om prioriteringer og omfordeling til fordel for, hvem der skal have skam-stafetten.

Ikke flere penge

Hvis politikere, organisationer og fagforeninger kun bliver ved at overbyde sig selv, sker der en kollektiv forstærkning af forventningerne til, hvad velfærden skal levere. Det er et problem, mener Susanne Ekman.

– Hvis vi ikke tør have den rigtig svære samtale, som handler om at redefinere kontrakten, så det ikke kun handler om at fordele gaver, så bliver jeg virkelig bekymret. Problemet er, at vi har været privilegerede så længe, at vi har mistet evnen til at forestille os, at velfærden ikke bare er der som en naturlov. Vi lever i et kæmpe overflodssamfund, og vi er et af verdens rigeste lande. Men det er jo ikke en naturlov. Vi skal også kunne tale om, hvordan vi vil sikre os, at det fortsætter, og hvad vi vil prioritere, sagde hun.

Men det kan være lettere sagt end gjort, hvis man som politiker skal forventningsafstemme med borgerne og stå på mål for, at der er brug for at prioritere. Ulrik Kjær, kommunalforsker og professor på SDU, tror dog på, at borgerne vil forstå det langt henad vejen, hvis de får mellemregningerne med.

– Jeg tænker sommetider, at de borgere, der har de allerhøjeste forventninger, måske mangler den ærlige version af, hvor mange penge der er i kommunekassen, og hvad der er baggrunden for, at kommunen ikke kan møde deres forventninger, sagde Ulrik Kjær.

Der er med andre ord brug for, at politikerne fortæller, hvad prisen for at holde mandskab klar til at rydde og salte samtlige kommunale veje i det øjeblik, det første snefnug falder, svarer til i antal medarbejdere på plejehjemmet.

– Det kan jo godt være, hvis borgerne fik forklaret, hvad beredskabet ville koste i ældrepleje eller i folkeskolen, at de så ville være mere forstående, og at de skruer deres forventninger ned til et mere realistisk niveau, sagde Ulrik Kjær og tilføjede:

– Problemet er jo sådan set ikke, at man ikke vil dele penge ud. Men der er kun de penge, der nu engang er. Det er den diskussion, man skal have.