Gå til hovedindhold
Velkommen
Debat

Kære nyvalgte, nu skal fremtidens ældrepleje formes

Foto: Colourbox

19. 01. 2026 - kl. 13:48

Indhold

    Debatindlæg af Michael Teit Nielsen, vicedirektør i Ældre Sagen

    Stort tillykke med valget. I er nu trådt ind i kommunalpolitik med et stort ansvar. En stor del af borgerne og vælgerne i jeres kommune er ældre, og en del af disse har helbredsproblemer og fortjener god opbakning fra jer. Det har I nu nye og gode muligheder for at leve op til. Ældreloven, der trådte i kraft sidste sommer, rummer visionen om en mere værdig, sammenhængende og menneskelig ældrepleje med blikket rettet mod fleksibilitet, selvbestemmelse og livsglæde. Det er fine og smukke ord. Men de hjælper hverken Ebbe eller Birgit, før de virkeliggøres ude i den enkeltes hjem. I spiller en central rolle i at føre ældrelovens gode idéer fra papir til praksis.

    Ældreplejen er ikke blot et af mange kommunale ansvarsområder. Den er en målestok for, hvordan vi som samfund behandler de mennesker, der har været med til at bygge det Danmark, vi kender i dag. I Ældre Sagen møder vi hver dag ældre, som er afhængige af, at kommunale beslutninger træffes med både faglighed og menneskelighed. Derfor er mit budskab klart: Ældreloven forpligter og dens skæbne ligger i jeres hænder. Kun I kan gøre visionerne til virkelighed ude i kommunerne. Samtidig bør I have blikket rettet frem mod 2027, når sundhedsreformen træder i kraft, og hvor de af jeres politikere, der kommer til at sidde i sundhedsrådet også skal have jeres ældrepleje og forebyggende indsats til at hænge godt sammen med jeres kommunale ældrepleje. 

    Som nævnt lægger Ældreloven vægt på helhed, kontinuitet og den enkelte ældres behov. At realisere disse ambitiøse mål kræver politiske prioriteringer, tydelig ledelse og vilje til at ændre praksis. Fra Ældre Sagens side vil vi gerne tillade os at komme med nogle bud på, hvad I især skal være opmærksomme på.

    For det første skal Ebbe og Birgit kunne mærke ældreplejens værdighed helt konkret i deres hverdag. Værdighed handler ikke om flotte ord i strategipapirer og på flot designede kommunale hjemmesider, men om helt basale hverdagsforhold, noget som de af os, som ikke har helbredsproblemer og funktionsnedsættelser, tager for givet: At bo rent, at komme tilstrækkeligt hyppigt i bad, at kunne komme ud af sit hjem og mærke den friske luft, at blive set som et menneske og ikke en opgaveliste.

    Alt for mange ældre oplever i dag, at hjælpen er skåret ned til et minimum, hvor robotstøvsugere erstatter mennesker, og hvor personlig pleje bliver en knap ressource. Ældreloven taler om individuelle behov. Det forpligter kommunerne og jer til at sikre, at den praktiske hjælp og personlige pleje faktisk matcher det enkelte menneskes situation og ikke blot budgettets rammer.

    For det andet skal ældre møde velkendte ansigter i plejen. Det er gang på gang dokumenteret på alle mulige måder, at guldet i ældreplejen ligger i gode relationer mellem den, der modtager, og den der giver. Gode relationer opstår ikke uden kendskab. Og kendskab kræver tid til at lære hinanden at kende. Alligevel møder mange ældre i dag et væld af forskellige medarbejdere på få uger. Det er uforeneligt med ældrelovens intentioner om sammenhæng og kvalitet. Kommunerne må sætte en klar politisk retning. Færre skift, faste teams og en øvre grænse for, hvor mange forskellige hjælpere der kommer i den ældres hjem - naturligvis afhængigt af, hvor megen og kompleks hjælp, vedkommende har brug for. Det kræver bedre normeringer, mindre unødigt bureaukrati og en ledelseskultur, der giver medarbejderne fagligt råderum og ordentlige arbejdsvilkår.

    For det tredje skal der være plads til fremtidens ældre. Antallet af ældre over 80 år vil stige markant i de kommende år ligesom det faktisk allerede er sket i en længere periode. De seneste seks år er antallet vokset med små 100.000. Alligevel følger antallet af plejeboliger ikke med. Det skaber utryghed, ikke kun blandt de ældre, men også blandt deres pårørende. Det er i dag meget svært at komme på plejehjem, de allerfleste beboere har demens eller andre kognitive funktionsproblemer og mange demenssyge passes hjemme af pårørende, der ofte er ved at bukke under på grund af den store opgave.

    Ældrelovens fine intentioner braser sammen, hvis ikke der er et solidt fundament i form af et tilstrækkeligt antal plejehjem med kompetent og kærligt personale til at tage sig godt af det stigende antal demensramte. Vi har fra Ældre Sagens side adskillige gange forsøgt at råbe ældreminister, regering, politikere og kommuner op om behovet for at få lagt en plan, så der kan investeres i et tilstrækkeligt antal plejehjem fremover, desværre uden stor lydhørhed.

    For det fjerde er inddragelse af pårørende helt afgørende for et godt og sammenhængende forløb. Pårørende er personalets vigtigste samarbejdspartner, da de ofte har en dyb indsigt i den ældres behov, ressourcer og hverdag.

    Sidst men ikke mindst så vil jeg opfordre jer til at bruge ældreloven som et styringsredskab og ikke en hensigtserklæring. Ældreloven giver mulighed for at tænke anderledes og mere helhedsorienteret. Men den gør kun en forskel, hvis I aktivt bruger den i budgetter, kvalitetsstandarder og den daglige ledelse. Spørg jer selv, kan den ældre mærke forskel? Er der mere tid, mere sammenhæng og mere indflydelse? Hvis svaret er nej, er arbejdet ikke færdigt.

    Hvis vi som samfund ikke formår at give vores ældre en værdig alderdom, mister vi noget grundlæggende. Værdighed kan ikke måles i minutter eller skemaer. Den mærkes i mødet mellem mennesker, i tid, omsorg og respekt.

    Derfor er min opfordring til jer nye kommunalpolitikere og borgmestre: Brug ældreloven som det løft, den er tænkt som. Gør værdig ældrepleje til en reel førsteprioritet i handling, i ledelse og i budgetter. For ældrepleje handler ikke kun om dem, der er gamle i dag. Den handler om os alle. Og om at vi alle kan føle os betryggede i, at vi lever i et velfærdssamfund med en troværdig generationskontrakt: Hvis du bliver svækket som ældre, så kan du føle dig tryg og få den hjælp, du har behov for, uanset størrelsen på din pengepung.

    Mere fra forsiden