Specialundervisning spiser en større og større bid af folkeskolens samlede økonomi

På trods af at folkeskolen ad flere omgange har fået tilført flere penge, kan det langt fra mærkes ude i samtlige klasselokaler.

Behovet for specialundervisning sluger nemlig en stor del af folkeskolens økonomi med den konsekvens, at økonomien på folkeskolens almenområde stort set er uændret, selvom der faktisk er tilført flere midler til folkeskolen samlet set i de seneste år.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Ifølge analysen, der bygger på data fra Danmarks Statistik, Børne- og Undervisningsministeriet og KL, udgjorde udgifterne til specialområdet 27,8 procent af de samlede udgifter i 2025.

Det er en stigning på knap fire procentpoint siden 2019.

Dengang stod specialområdet for 24,1 procent af de samlede kommunale budgetter på folkeskoleområdet.

Udviklingen er sket, selvom udgifterne per elev stort set er uændret i specialklasser, og samtidig er faldet på specialskolerne. Forklaringen er, at flere elever end tidligere modtager undervisning i segregerede tilbud. Andelen af folkeskoleelever, der går i en specialklasse eller på en specialskole er nemlig steget fra 5,7 procent i 2019 til 7,1 procent sidste år.

Dermed bruges knap 28 procent af de samlede udgifter til folkeskolen på godt syv procent af eleverne, og det kan mærkes ude i klasserne.

– Der er flere udfordringer på almenområdet, og det skaber en negativ spiral. For når folkeskolens almenområde bliver presset, bliver det sværere og sværere at sikre gode nok rammer for de elever, der har et støttebehov. Derfor begynder flere og flere i en specialklasse eller på en specialskole, siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der årligt afsat 2,2 milliarder kroner til folkeskoleområdet ud over et generelt løft af kommunernes økonomi siden. Men udgifterne per elev på almenområdet er imidlertid ikke fulgt med.

Analysen viser nemlig, at stigningen i enhedsudgiften per folkeskoleelev på almenområdet i perioden har været markant lavere end den gennemsnitlige stigning på folkeskoleområdet som helhed.

– Folkeskolen er kommet i en negativ spiral. Hvis den skal brydes, skal almenområdet styrkes, så flere elever trives og lykkes. Men det kræver, at vi som samfund er villige til at investere mere i folkeskolen, for eksempel ved at gøre mere brug af tolærerordninger, lyder det fra Troels Lund Jensen.

En kedelig tendens

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekræfter ifølge formand for KL, Martin Damm (V), en ærgerlig udvikling – nemlig at flere børn bliver trukket ud af almenområdet og ind i specialtilbud, uden at det nødvendigvis fører til bedre resultater for de børn og unge, det handler om.

– Det er jo en kedelig tendens, at flere og flere bliver ekskluderet ud af det almene system, og det koster rigtig mange penge, siger Martin Damm. 

Han peger samtidig på, at de stigende udgifter på området ikke står mål med effekten.

– Hvis det her på den lange bane hjalp børnene og de unge, så de kom godt i vej, fik en uddannelse og kom ind på arbejdsmarkedet, så var det én ting. Men tallene viser jo også, at rigtig mange af dem, der har været i specialtilbud, senere ender med også at være ekskluderet af samfundet, siger han.

Ifølge beregninger fra KL’s analysemagasin Momentum ender mange af de børn og unge, der modtager specialiserede indsatser, uden uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet, og en del havner på førtidspension. Det stiller et grundlæggende spørgsmål ved den måde, området i dag er skruet sammen på, mener han.

– Alle andre steder, hvor man bruger flere og flere penge, gør man det for at få en effekt. For at få noget andet ud af det, end man ellers ville have fået. Det ser bare ikke ud til, at vi lykkes med det her, siger Martin Damm.

Han advarer mod en automatreaktion, hvor løsningen hver gang bliver at opfinde nye indsatser og tilføre flere midler, uden at man reelt ved, om de virker.

– Hver gang sådan nogle tal kommer, så plejer man bare at finde på nogle nye ekstra indsatser. Men man ved jo ikke rigtigt, om de virker. Det, vi mangler, er viden om, hvorfor så mange børn og unge overhovedet får behov for hjælp, siger han, der mener, at der har været for stort fokus på symptombehandling frem for at se på årsagen.

– Vi bliver rigere og bedre uddannede som samfund. Alligevel bliver problemerne større og større. Det burde jo være omvendt, siger han.

Derfor efterlyser KL-formanden en mere grundlæggende og tværgående analyse af udviklingen, inden der sættes nye tiltag i gang.

– Det er ikke, fordi man ikke bruger ressourcer i dag – tværtimod. Men det udhuler almenområdet, og så står vi i en situation, hvor flere og flere børn kun kan klare sig, hvis de får en specialiseret indsats, siger han og konstaterer:

– Hvis vi skal investere mere, skal det være, fordi vi har evidens for, at det virker. Så vil alle jo gerne investere i børn og unge. Men det, vi gør nu, har bare ikke den succesrate, man kunne håbe på.