Minimumsnormeringer må ikke ende med at forringe kvaliteten

Af Borgmester i Ikast-Brande Ib Lauritsen, udvalgsformand for Børn, Kultur - og Fritid Thomas Østergaard og Simon Vanggaard, bestyrelsesmedlem i KL 

Da Folketinget vedtog minimumsnormeringer, var ambitionen god. Flere voksne omkring børnene skulle styrke kvaliteten i dagtilbuddene og skabe bedre rammer for trivsel, udvikling og læring. Den ambition deler vi fuldt ud.

Derfor er det også dybt bekymrende, at kommuner som os i Ikast-Brande nu står i en situation, hvor implementeringen af minimumsnormeringerne risikerer at få den stik modsatte effekt. Vores kommune er langt fra et særtilfælde. Men vi er et godt eksempel på den udfordring, som mange kommuner står overfor.

Vi har foretaget en grundig analyse af konsekvenserne af den nye lovgivning vedrørende minimumsnormeringer. Den viser, at de samlede ekstraudgifter på dagtilbudsområdet fra 2027 forventes at blive omkring 25 mio. kroner årligt. Samtidig er det forventede statslige tilskud til området alene på 12,7 mio. kroner. Der mangler med andre ord omkring 12-13 mio. kroner hvert eneste år. 

Regningen bliver sendt videre til kommunerne. Og for kommuner med mindre økonomisk råderum betyder det, at pengene skal findes andre steder. Konsekvensen er, at vi skal træffe valg, som ingen havde forestillet sig, da minimumsnormeringerne blev vedtaget.

Vi kan blive tvunget til at reducere den nære ledelse i vores dagtilbud, selv om god ledelse er afgørende for kvaliteten. Vi kan blive presset til at ændre strukturen på dagtilbudsområdet, hvilket kan få konsekvenser for mindre tilbud i vores landsbyer. Og vi kan komme i en situation, hvor økonomien presser os til at se på sammensætningen af det pædagogiske personale, selv om vi alle ønsker høj faglig pædagogisk kvalitet.

Det er svært at se på, hvordan konsekvenser utilsigtet skaber ringere rammer for vores børn. 

Samtidig peger sagen på en mere principiel udfordring. Hver gang Christiansborg indfører nye minimumskrav på et velfærdsområde uden finansiering, øges presset på de øvrige velfærdsområder. Hvis flere penge skal bruges på dagtilbud, skal de findes et andet sted i den kommunale økonomi. Vi vil nødigt lade folkeskolen eller ældreområdet betale den regning. 

Udfordringen bliver ikke mindre af, at kravene løbende udvides. Eksempelvis når vi fra 2027 ikke længere skal tælle ledere med i normeringerne. Eller når der stilles øgede krav til dokumentation og opgørelser. Alt i mens følger nye økonomiske konsekvenser blandt andet i form af lavere forældrebetaling, som også skal finansieres.

Samlet set øger det afstanden mellem den statslige finansiering og de reelle kommunale udgifter, der er forbundet med lovgivningen om minimumsnormeringer. Vi støtter ambitionen om høj kvalitet for vores mindste. Men vi mener også, at regeringen og KL bør forholde sig til de konsekvenser, kommunerne nu står med. For hvis resultatet bliver mindre pædagogisk personale, færre ledere, eller et større økonomisk pres på andre velfærdsområder, så er vi kommet meget langt væk fra den oprindelige intention.

Minimumsnormeringer skal skabe bedre dagtilbud for børnene. Ikke dårligere.