Efter 40 år i byrådet har Lars og Thomas prøvet næsten alt. Og ja, det var meget bedre i gamle dage

Når Thomas Lykke Pedersen (S), borgmester i Fredensborg Kommune, og byrådskollegaen Lars Søndergaard (V) kigger tilbage på deres tid i kommunalpolitik, er der meget, der har forandret sig. For de har begge været med i 40 år. Først hver for sig i henholdsvis den gamle Fredensborg-Humlebæk Kommune for Thomas’ vedkommende og Karlebo Kommune for Lars’, og siden 2007 side om side i den nye Fredensborg Kommune.

Danske Kommuner har fanget de to herrer til en snak i anledning af deres 40 års jubilæum.

Lars Søndergaard blev for 40 år siden – lidt tilfældigt – skrevet på Venstres liste, da han var til opstillingsmøde med sin mor, der var politisk aktiv i Karlebo Kommune.

Da han op til valget blev spurgt af en journalist, hvad han ville bruge sit mandat til, svarede han, at han ville løfte idræts- og fritidslivet. 44 stemmer senere var han valgt ind.

– Så så jeg, hvor mange penge de allerede fik. De fik meget. Og så drejede jeg fokus over på handicapområdet, som jeg gerne ville gøre noget for. Og så har jeg altid villet være økonomisk ansvarlig og gøre tingene ordentligt, siger Lars Søndergaard.

– Så du svigtede dine valgløfter?, spørger Thomas Lykke Pedersen.

– Ja, det kan man sige, erkender Lars Søndergaard.

Thomas Lykke Pedersens vej til byrådet begyndte i DSU. Ved sit første valg fik han 122 stemmer, og det var nok til en plads i Fredensborg-Humlebæks byråd.

– Det er sjovt, at man altid kan huske, hvor mange stemmer man fik til sit første valg, konstaterer han.

I sine tidligere byrådsår var han med, da Fredensborg-Humlebæk Kommune deltog i et frikommuneforsøg på folkeskoleområdet, der blandt andet gav eleverne stemmeret i skolebestyrelserne.

– Det var os, der sørgede for det. Det er jeg lidt stolt over, siger Thomas Lykke Pedersen.

Et par år efter kommunesammenlægning endte han på borgmesterposten, og der har han siddet lige siden.

– Så er det bare gået slag i slag, siger han.

Sammenlægning var svær

Selvom de nu har været i lokalpolitik i 40 år, og de først hver for sig og siden sammen har været igennem lidt af hvert gennem årene, peger de begge på kommunesammenlægningen som det vildeste, der er sket i deres tid. Altså den i 2007 – sammenlægningen i 1970 er de alligevel ikke helt gamle nok til at have fået med.

– Vi fyrede 200 medarbejdere eller sådan noget. Det var helt sindssygt, siger Thomas Lykke Pedersen, og Lars Søndergaard supplerer:

– Og forhandlingerne, altså. Vi forhandlede med Hørsholm Kommune, og de ville jo have, at den nye kommune skulle hedde Hørsholm Kommune. Så sagde vi ”fint, hvis bare postnummeret bliver 2960 Rungsted Kyst hele vejen”. De der diskussioner var vanvittige.

Oprindeligt var der lagt op til, at Hørsholm skulle have været med i sammenlægningen. Sådan endte det ikke. Til gengæld blev Karlebo og Fredensborg-Humlebæk til den kommune, der i dag bare hedder Fredensborg.

– Vi lignede jo hinanden meget, Karlebo og Fredensborg. Vi var begge fattige, havde gæld, og så havde vi glemt vedligeholdelsen af de kommunale bygninger. Meningen var jo, at Hørsholm skulle have været med, og det havde også været fornuftigt, tror jeg. Men de ville være sig selv.

Og hvor Fredensborg Kommune blev født gennem sammenlægningen af to gældsramte kommuner, er historien i dag en helt anden, og kommunen kan – som en af ganske få – kalde sig gældfri.

– Det har været en fantastisk rejse, og det har været dødspændende at være med. Og så er vi jo blevet gældfri, hvilket der kun er fire andre kommuner i Danmark, der er. Vi gik fra at være en af de mest forgældede kommuner i 2007 til nu at være gældfri. Det er da en fed historie. Og det er jo Lars og mig, der har sørget for det – med støtte fra de andre byrådsmedlemmer, siger Thomas Lykke Pedersen og tilføjer:

– Det er jo så også os selv, der har været med til at lave gælden. Så nu er vi ”home free”.

Ingen store fejder

Siden 2007 har de to erfarne herrer været sammen om meget. Men uenigheder har der aldrig været mange af – med undtagelse af dem, der opstår under budgetforhandlingerne, og pengene skal prioriteres.

– Budgetterne er der, hvor vi har været mest uenige. Og så går jeg ind for en svømmehal, mens Lars går ind for et friluftsbad. Det er på det niveau, siger Thomas Lykke Pedersen.

Men selvom bølgerne aldrig er gået særligt højt mellem de to, ér de – og deres partier – forskellige. Sådan er det i politik, og det skal man kunne være i, mener Lars Søndergaard.

– Politik er jo ikke lutter idyl, og man kan være lynende uenige om nogle ting. Men hvis man skal overleve, bliver man nødt til at være gode venner og kunne hilse på hinanden igen dagen efter. Det bliver man bare nødt til. Man må bide noget i sig, for at tingene kan køre, siger han og fortsætter:

– Thomas og jeg har drøftet og diskuteret, men vi kan godt være i stue sammen. Jeg synes, vi har været rigtig gode til at samarbejde, og det er selvfølgelig også din fortjeneste, Thomas.

– Det er alles fortjeneste, konstaterer Thomas Lykke Pedersen og fortsætter:

– Vi har ikke haft blokpolitik i den nye kommune. Der kan være lidt med budgetforligene, hvor man kan stå udenfor et enkelt forlig, men ellers prøver vi at få flest mulige med.

De gode gamle dage

Spørger man Thomas Lykke Pedersen og Lars Søndergaard, om det var sjovere i gamle dage, er de begge hurtige til at svare ja. De gode gamle dage var, ja, gode.

– Der er mindre kommunalt selvstyre i dag. Nu er vi jo i et kommunistisk regime med femårsplaner og alt muligt, hvor det er EU og Folketinget, der bestemmer vores økonomi. Da Lars og jeg blev valgt ind, kunne vi, hvis vi ville bygge en svømmehal, og vi ikke havde pengene til det, bare hæve skatten. Det kan man ikke i dag. Kommunerne bliver reguleret meget mere, siger Thomas Lykke Pedersen.

– Det var sjovere dengang, siger Lars Søndergaard.

– Meget sjovere, konstaterer Thomas Lykke Pedersen.

Han husker, hvordan man i gamle dage altid kunne finde lidt ekstra penge i budgetlægningen.

– Hvis man manglede lidt luft, kunne det jo være, der var en, som lige havde hørt, at der var en millionær på vej til kommunen. Jamen det havde vi andre sådan set også hørt om, og sådan kunne man lige sætte budgettet 500.000 kroner op, så der var plads til nogle flere ting. Det var sgu sjovt. Men så kom regningen selvfølgelig, siger han.

Samtidig er det blevet mere komplekst at være kommunalpolitiker. Ifølge Lars Søndergaard skete der en væsentlig ændring, da man nedlagde amterne.

– Rent læsestofmæssigt er det ikke blevet lettere. Det kræver endnu mere tid og endnu flere spørgsmål til administrationen at sætte sig ind i tingene. Det er væsentligt tungere i dag, siger han.

Derfor mener han også, det er værd at kigge på, om man kan købe politikerne mere fri til at udføre deres politiske arbejde.

– Der er så mange ting, man skal sætte sig ind i, og ellers er det jo administrationen, der styrer det. Jeg ved godt, de styrer meget. Men det er jo politikeren, der skal sætte dagsordenen, og det kan være, det kniber lidt, når det er så komplekst, som det er, siger Lars Søndergaard.

Men det er nu stadig sjovt at være politiker, mener han.

– Jeg har siddet i næsten alle udvalgene, og når først man dykker ned i stoffet og er med, er det utroligt spændende. Jeg har altid sagt, at jeg synes, flere borgere burde prøve det. Bare de ikke tager min plads.

Nye tider

Politikerne har også ændret sig. Hvor Thomas Lykke Pedersen og Lars Søndergaard begge går meget op i, at der skal være styr på økonomien, oplever de ikke på samme måde, at økonomien er afgørende for de nye.

– Der kan jeg nogle gange godt undre mig over, at de bare siger ”nå ja, det skal nok gå”. Det gør det også. Men man skal have fokus på det. Og det er ikke altid, de har lige stort fokus på det, siger Thomas Lykke Pedersen.

Både han og Lars Søndergaard ser udgiftsstigningerne på det specialiserede socialområde som kommunernes største udfordringer.

– Det gælder for alle 98 kommuner. Der er en udgiftsstigning, som er vanvittig for at sige det lige ud. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har oplevet masser af budgetoverskridelser, men aldrig i denne størrelsesorden, siger Thomas Lykke Pedersen og peger på, at det specialiserede socialområde i år har lavet et ”hul i kassen” på 73 millioner kroner i Fredensborg.

Og så er det også svært at finde nye kandidater, der gider at stille sig frem og stille op, når der er kommunalvalg.

– Det der med at rekruttere unge mennesker, det er godt nok ikke nemt, konstaterer Thomas Lykke Pedersen, og Lars Søndergaard supplerer:

– Man kan godt være lidt bange på demokratiets vegne.

Thomas Lykke Pedersen peger på, at han og landets øvrige nuværende kommunalpolitikere har en stor opgave i at sikre nyt blod i byrådene.

– Det er svært. Men vi, der sidder her, har en stor opgave. Vi er heldigvis ikke så hårdt ramt som mange andre byråd. Vi har mange, der har siddet her i mange år, men der er også mange unge mennesker, gudskelov, der er dygtige og kan bære det her videre, når vi ikke er her. Det er jeg ikke i tvivl om. Men at rekruttere nye til kommunalvalget i 2029. God fornøjelse. Det bliver ikke nemt, siger han og fortsætter:

– Det kan få den konsekvens, at vores lokaldemokrati bliver meget skrøbeligt. Det betyder, at nogle, som måske ikke vil det bedste for borgerne, kan få alt for stor indflydelse. At vi får nogle ind, hvor det mere handler om dem selv end om resultater for borgerne.