Gå til hovedindhold
Digitalisering

Teknologi skal bruges, fordi det giver mening – ikke fordi, det er nyt

Der mangler arbejdskraft, forventningerne til velfærden stiger, og den grønne omstilling er i fuld gang. Udfordringerne i kommunerne er mange, og det kan give mening at bruge teknologi til at løse nogle af dem. KMD vil være den sparringspartner, der hjælper med at nå frem til, hvad der skal til.

Thomas Jul. Foto: KMD

25. 03. 2026 - kl. 16:11
Tekst af Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Indhold

    Hvilke krav stiller den teknologiske udvikling til kommunerne?

    Det er et spørgsmål, Thomas Jul, CEO i KMD, der leverer digitale løsninger til stort set alle landets kommuner, har fået mange gange. Det er også det spørgsmål, der indleder dette interview. Men Thomas Jul begynder med at vende præmissen for spørgsmålet.

    – Jeg synes ikke kun, det handler om teknologi. Det handler i min optik om, hvilke problemer der skal løses. Derfra kan man så se på, hvordan den teknologiske udvikling kan bidrage til at løse det. Det er den interessante måde at gå til det på, siger Thomas Jul.

    Udfordringer er der nok af. Thomas Jul nævner i flæng mangel på arbejdskraft, stigende krav til effektivitet og ressourcer, mange flere ældre de kommende år, den grønne omstilling og klimaudfordringer, som allerede har givet voldsomme oversvømmelser flere steder, og et stigende forventningspres til velfærden.

    – Jeg kommer jo til at stille flere krav til min alderdom, end mine forældre gjorde. Så det er på flere ledder og kanter, at det vælter ind over kommunerne, og det er et pres, der er svært at møde, siger Thomas Jul og fortsætter:

    – Jeg synes ikke, det er rimeligt at forvente, at man i kommunerne skal forholde sig til alt mulig teknologi, som popper op. Da internettet kom, var der mange talte om, hvad de skulle bruge internettet til. Det er jo ikke det, der er det interessante. Det interessante ved internettet er, at vi nu er i stand til at drive et digitalt samfund langt mere effektivt, og at vi kan lave løsninger, som fungerer digitalt.

    Sparring til kommunerne

    Thomas Jul taler om det, der er kernen i KMD’s nye strategi – at KMD i langt højere grad vil være en strategisk sparringspartner for kommunerne, som kan være med helt inde i maskinrummet, når kommunerne skal finde løsninger på ikke kun nutidens udfordringer, men også fremtidens.

    – Vi vil gerne gå fra at være en leverandør til også at være en strategisk partner, som kan være med i nogle diskussioner om, hvilke udfordringer kommunerne står i. Så skal vi nok tage os af teknologien eller finde nogen til at gøre det. Men vi vil meget gerne være med til at starte dialogen om, hvad det er for problemer, vi skal løse, siger Thomas Jul og nævner, at KMD allerede har gjort netop dét med succes i Lemvig Kommune.

    Her bruger kommunen kunstig intelligens til at lave køreplaner for hjemmeplejen. Den kunstige intelligens tager blandt andet højde for de krav, der er til grøn omstilling og til medarbejdernes kompetencer, og det er lykkedes at optimere kørselsplanlægningen betragteligt.

    – Resultatet var færre kørte kilometer, hjemmebesøg med de nødvendige kompetencer, og langt flere besøg af medarbejdere, der havde besøgt borgeren før. Vi skabte ikke flere varme hænder, men vi bruger nu de varme hænder bedre, siger Thomas Jul og tilføjer:

    – Og jeg tog gerne 10 gange mere til Lemvig, hvis vi kunne komme op med en lige så fed løsning sammen, som vi gjorde på ældreområdet.

    Utopi at blive fri af USA

    Også kravene til cybersikkerhed er steget i takt med, at den geopolitiske virkelighed er blevet mere usikker. Det har også ført til, at flere kommuner er begyndt at arbejde mod at frigøre sig af amerikansk tech. Men Thomas Jul mener, det er ”ren utopi” at nå dertil.

    – Vi diskuterer ting i dag, som vi ikke diskuterede for fem – eller bare ét – år siden. Jeg synes, vi pålægger kommunerne nogle store valg. Derfor var det i min optik også vigtigt, at der kom en handlingsplan for digital suverænitet på finansloven. Det er et stærkt signal og et godt startskud, siger han og tilføjer:

    – Jeg kan godt forstå, idéen om at frigøre sig helt af amerikansk teknologi er tiltalende. Men det er utopi at tro, at det kan lade sig gøre. Det er så dybt integreret i alt, hvad vi laver. Vi skal i stedet fokusere på at få et mere ligeværdigt forhold ved at skabe alternativer, der kan give os valgfrihed på nogle vigtige områder. Ved at arbejde den vej kan vi så over tid skabe en situation, hvor vi skaber reel ligeværdighed, så vi kan stille større krav til suverænitet.

    Man kan for eksempel med fordel beslutte, at al data skal være på europæisk jord og hænder. Det er et godt sted at begynde, mener Thomas Jul.

    – Vi kan se på, hvad vi kan gøre noget ved, om det for eksempel er at træffe en beslutning om, at al data skal være på europæisk jord, som vi har besluttet i KMD. Det er et spørgsmål om at begynde at insistere på suverænitet, siger Thomas Jul, der også mener, at det kan være, det er tid til at gøre op med det mantra, der hedder ”bedst og billigst”.

    – Hvis vi skal til at vælge europæiske alternativer, så skal vi jo også turde vælge dem.

    KMD’s kerne

    Det er netop tidens store udfordringer, både indenfor og udenfor landets grænser, der ifølge Thomas Jul gør det endnu mere relevant for KMD i højere grad at blive en sparringspartner for kommunerne.

    Det betyder, at KMD ikke kun skal diskutere enkelte løsninger eller funktionalitet i en teknologisk løsning. KMD skal kunne komme tidligere ind i diskussionen om fremtidens udfordringer.

    – Vi vil gerne ud og tale med kommunerne om, hvad vi egentlig tror, der vil ske, hvis vi ser 5-10-15 år frem. Hvad betyder det, at vi får flere ældre? Hvad betyder klimaforandringerne? Hvad betyder det for kommunerne, og hvad skal de tænke på? Vi skal ikke kun løse de problemer, der er lige nu og her. Vi skal tænke i løsninger, der kan løse de problemer, vi vil møde om 5 og 10 år, siger Thomas Jul, der mener, at KMD med den nye strategi rammer lige ned i virksomhedens kerne.

    – Vi blev skabt af vores kunder for mere end 50 år siden til at løse noget, som ingen nogensinde havde gjort før. Vi har været meget fokuserede på at løse konkrete problemer, og det er også det, vi er blevet bedt om. Men hvis vi skal gøre noget godt for samfundet og tilbage til vores DNA, så er vi jo en integreret del af den samtale, der altid har eksisteret om fremtiden. Derfor synes jeg, vi har både ret og pligt til at deltage i den samtale, siger Thomas Jul.

    Mere fra forsiden