Gå til hovedindhold
Beredskab

Borgmestre: Uvished giver huller i beredskabet

Der er brug for afklaring af kommunernes ansvar og opgaver, når krisen rammer. Sådan lød det fra Stephanie Storbank (V) og Frank Jensen (R) på KL’s Totalberedskabskonference. Og uden klarhed ér der huller i beredskabet.

Foto: Simon Klein-Knudsen

04. 11. 2026 - kl. 13:01
Magnus Eg Møller, maem@kl.dk

Man kan forberede sig nok så godt på de udfordringer, man kender, men det hjælper ikke meget, hvis man bliver ramt af noget helt andet – af noget, man ikke kender til.

I Fanø Kommune er de vant til at håndtere stormfloder og højvande. Det rammer ifølge borgmester Frank Jensen (R) kommunen tre gange om året, og derfor ved alle også, hvem man skal hive fat i for at håndtere vandmasserne.

– Men så kommer det nye. Totalberedskabet. Der ville jeg ønske, jeg kunne sige, at vi var lige så dygtige, som når vandet kommer. Det ville nok desværre ikke være sandt, for vi famler lidt mere i blinde, sagde han på KL’s Totalberedskabskonference.

For det er ikke klart for ham, præcist hvad opgaven består i.

– Der er nogle vurderinger og vejledninger. Men hvad er det helt præcis, der forventes af mig? Hvis opgaven er at passe de svage og syge, kan jeg godt løse den. Men hvis opgaven er at drive en kommune med papir og blyant, så er jeg ikke klar til det, sagde han.

I beredskabsarbejdet nyder Fanø ellers godt af at være en af landets mindste kommuner. Der er kun én skole og ét plejehjem. Det gør det let at mødes og tale om tingene. Og kommunen har kun måttet investere i en enkelt nødstrømsgenerator for at sikre, at der er strøm til de ældre på plejehjemmet.

Samtidig er der et godt samarbejde med den lokale Røde Kors-afdeling, og hos øens brugs har brugsuddeleren altid en palle med mad og drikke stående bagerst på lageret til nødstilfælde.

Men skulle Frank Jensen og Fanø Kommune have styrket beredskabet for to år siden, hvor kommunens økonomi var et andet – og dårligere – sted end i dag, havde situationen nok været en anden.

Log ind

For at kunne læse denne artikel, kræver det at du har et abonnement. Hvis du ikke har et abonnement, kan du tegne et her.

Har du glemt din adgangskode, kan du ændre den her