Er folkeskolen på vej ud af kommunernes hænder? I nyt udspil advarer KL mod taxameter og selveje
Det er en styrke, at folkeskolen er lokalt forankret. Sådan lyder det fra KL i nyt udspil, der advarer mod at svække kommunernes mulighed for at hjælpe de skoler, der har størst behov. Men det lokale ansvar forpligter også, og nogle steder skal kommunalbestyrelserne rykke tættere på.
Det er en styrke, at folkeskolen er lokalt forankret, lyder det fra formanden for KL's børne- og undervisningsudvalg, Anders Winnerskjold (S). Foto: Aarhus Kommune/Lars Just
En skole i et udsat boligområde kan have brug for flere penge end en skole i en ressourcestærk del af kommunen, og en lille landsbyskole kan have brug for et højere tilskud per elev for at hænge sammen. Men hvem skal prioritere pengene og træffe de valg?
I dag er det kommunalbestyrelserne, og det skal det også være i fremtiden, lyder svaret i KL’s nye folkeskoleudspil. For det lokale kendskab til skolerne giver netop mulighed for at give børn mere lige vilkår.
– At skabe lige muligheder for børn og unge handler også om, at man gør nogle ting forskelligt. I den kommune, hvor jeg selv er borgmester, bruger vi flere penge på skoler i nogle af vores mere udsatte dele af kommunen, fordi der er brug for mere hjælp til eleverne, mens vi bruger lidt færre penge der, hvor forældrene er enormt velstillede og ressourcestærke. Det er godt, at vi kan lave den type dispositioner, for det giver mening, siger Anders Winnerskjold (S), formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg og Aarhus-borgmester.
Derfor er der også en passage i regeringens regeringsgrundlag, der bekymrer KL. For her lægger regeringen op til en ny finansieringsmodel, der skal sikre en ”mere ensartet grundfinansiering”. Målet er, at skoler i hele landet får de samme basisvilkår for at give eleverne god undervisning og en tryg skoledag, lyder det.

Udfordringen ved at lave en eller anden form for grundfinansiering er, at det meget let kan blive en maksimumfinansiering.
Og mens Anders Winnerskjold er begejstret for udsigten til, at et bredt flertal af Folketingets partier vil investere i folkeskolen, advarer han mod en ny finansieringsmodel, hvis den skal være udtryk for en slags taxameterstyring af folkeskolen. Det kan risikere at skabe nogle incitamenter på skolerne i forhold til, hvilke elever det kan betale sig at undervise.
– Hvis man vil gøre folkeskolen til selvejende institutioner, synes jeg, det er dybt problematisk. Det synes jeg, man skal passe meget på med, hvis man vil bevare en folkeskole. Der kan opstå nogle meget skæve incitamenter, hvis man gør det. Og vi vil gerne kunne rumme alle slags børn i folkeskolen. Det er en styrke ved det danske samfund, at vi har folkeskolen. Det skal man virkelig passe på med at pille ved, siger Anders Winnerskjold.
En problematisk model
Hvordan regeringen forestiller sig, at en ny finansieringsmodel skal se ud, vides endnu ikke. Derfor maler Anders Winnerskjold heller ikke fanden på væggen endnu. Men han understreger, at det netop er den kommunale tilknytning, der giver mulighed for at prioritere pengene der, hvor de gør bedst gavn.
– Udfordringen ved at lave en eller anden form for grundfinansiering er, at det meget let kan blive en maksimumfinansiering. Det gode ved det kommunale selvstyre er netop, at man kan lave de dispositioner, hvor der er forskel på en skole i Gellerup i Aarhus og en skole i Risskov i Aarhus. Hvis vi får en model, hvor en grundfinansiering bestemmer, at vi er nødt til at flytte penge ud af skolerne i Gellerup til de mere velstillede skoler, synes jeg, det kan være problematisk, for så risikerer vi, at nogle af de børn, som har allermest brug for hjælp, får mindre hjælp, siger Anders Winnerskjold.

Jeg vil være ked af at spå folkeskolens fremtidige død. Men jeg synes, der er tegn i vores samfund, som bekymrer.
Han har fuld forståelse for, at når Folketinget gerne vil bruge penge på folkeskolen, så vil de også gerne se, at pengene rent faktisk går til folkeskolerne. Men han advarer også mod, at der opstår myter om, at kommunerne udsulter økonomien på folkeskoleområdet.
– Jeg kan godt forstå, man til tider har en opfattelse af, at man ikke forstår, hvor pengene forsvinder hen. Det er klart, man kan have den opfattelse, fordi nogle af pengene også går til at finansiere, at man har ekstremt høje og stigende socialudgifter i stort set alle kommuner i Danmark, siger Anders Winnerskjold og fortsætter:
– Men der er også en myte om, at kommunerne får penge, og så bruger de dem ikke på det, man har tiltænkt. Det er ikke det billede, jeg har. Det er min klare overbevisning, at langt størstedelen af de midler, vi fik fra lærermilliarden, gik til folkeskolen. Og hvis regeringen kommer og siger, at de gerne vil bruge X milliarder kroner på den almindelige folkeskole, så vil jeg også lægge mig i selen for at sikre, at de kommer ud i den almene folkeskole i samtlige kommuner.
En udfordret folkeskole
Hvert år bruger kommunerne over 55 milliarder kroner på skoleområdet, og udgiften per elev har aldrig været højere. I dag er det dog over 25 procent af udgifterne, der går til specialundervisningsområdet, og det er blot en af de udfordringer, folkeskolen står over for.
11 procent af eleverne består i dag ikke dansk og matematik ved deres afgangseksamen. PISA-resultaterne var historisk dårlige. Flere elever kommer for sent eller bliver helt væk fra skolen, og for 25.000 elever er det endt i bekymrende langvarigt skolefravær. Og i dag går hver femte elev i grundskolen på en fri- eller privatskole.
Så kan man overhovedet tale om folkeskolen som værende et af vores store fællesskaber og en hjørnesten i vores demokrati?
– Jeg vil være ked af at spå folkeskolens fremtidige død. Men jeg synes, der er tegn i vores samfund, som bekymrer. Jeg har ikke noget imod frie grundskoler. Jeg synes, det er en styrke for den danske skole, at der er flere tilbud. Men det er klart, at har vi en situation, hvor flere og flere forældre med mange ressourcer vælger folkeskolen fra, så har vi en udfordring for folkeskolen, fordi vi har brug for en blandet skole, og ikke en folkeskole, som vender den tunge ende nedad, siger Anders Winnerskjold.

Hvis vi skal lykkes, er der også nogle steder brug for, at der kommer nye boller på suppen.
Af samme grund mener han heller ikke, at inklusion er en fejlslagen strategi. At det er blevet et fy-ord, er en fejl, mener KL-udvalgsformanden.
– Ambitionen om at lykkes med børn, som ikke passer helt til kasserne, i et helt almindeligt skolefællesskab er stadig en god ambition for langt de fleste børn. Vi har aldrig segregeret så mange børn, som vi gør lige nu, og det tror jeg ikke er lykken. Jeg vil være meget bekymret, hvis vi ikke længere kan tale om inklusion. Det vil være at gøre børnene en stor bjørnetjeneste, tror jeg.
Nye boller på suppen
Kommunerne har ambitioner for folkeskolen. Og KL’s folkeskoleudspil kommer i kølvandet på måneders debat om folkeskolen – først som centralt tema i folketingsvalgkampen og nu med planer om en folkeskoletrepart og stormøder ovenpå den historisk dårlige PISA-undersøgelse.
– Vi er glade for, at folkeskolen fylder meget politisk. Men en af udfordringerne er, at vi selv fylder for lidt i den debat. Vi har en del af ansvaret for folkeskolen. Derfor skal vi som kommuner selvfølgelig også blande os i debatten og pege på, hvor vi synes, folkeskolen skal udvikle sig hen, siger KL-udvalgsformanden.
Han understreger, at det er lokalt, man har de bedste forudsætninger for at skabe gode skoler. Det er lokalt, man kan vurdere, om man skal investere mere på den ene skole end den anden, om man nogle steder er nødt til at sammenlægge skoler, og om der er nogle skoler, hvor kvaliteten halter.
– Forudsætningen for at lave de dispositioner er, at man er lokalt til stede. Det er også et legitimt demokratisk værktøj, at det er os i kommunalbestyrelserne, der træffer de beslutninger, for så har vælgerne mulighed for at vælge nogle andre, hvis de er uenige i retningen, siger Anders Winnerskjold og tilføjer:
– Man skal se skolen i sammenhæng med alle mulige andre dele af børns liv, så selvom der sommetider kan opleves siloer i den kommunale sektor, vil min påstand være, at hvis skolerne eksempelvis blev selvejende, så ville det blive langt sværere at samarbejde med eksempelvis socialområdet eller familieområdet.
Men når ansvaret for folkeskolen ligger i kommunerne, kræver det også, at kommunerne er sig det ansvar bevidste. At de foretager den økonomiske prioritering og følger skolernes kvalitet og griber ind, når den ikke er god nok.
– Som kommunalbestyrelser er vi tættere på end nogen andre. Derfor har vi også en opgave i at sikre, at der bliver rettet op på det, hvis noget ikke lykkes, siger Anders Winnerskjold og fortsætter:
– Vi har en regering, som – ganske velbegrundet synes jeg – siger, at vi ikke kan leve med de klare faglige udfordringer, vi nu ser blandt eleverne. Det er jo også vores ansvar at sikre, at kvaliteten er, som den skal være. Og hvis den ikke er det, skal vi insistere på at finde ud af, hvad vi så gør. Og der tror jeg, at man nogle steder i landet skal tættere på som kommunalbestyrelse, end man er i dag, siger Anders Winnerskjold.
Han understreger, at det er hans opfattelse, at alle kommuner tager deres ansvar omkring skolerne seriøst. Men også at der er plads til forbedring.
– Hvis vi skal lykkes, er der også nogle steder brug for, at der kommer nye boller på suppen. Vi skal anerkende, at vi er en part i det her, og vi har et ansvar. Som kommuner kan vi heller ikke være tilfredse med sådan et PISA-resultat. Det er ikke kun et nationalt problem. Det er vores problem, for det er vores unger og vores skoler. Til gengæld er vi også dem, der er tættest på til at vurdere, hvad der skal til.