Da politiker blev chikaneret, måtte kommunen lære at hjælpe: ”Ensomheden er faktisk det værste”

Det begyndte egentlig som et partnerskab og en god relation.

Da en borger henvendte sig til kommunalbestyrelsesmedlem i Gentofte Christina Wex (K) med bekymringer om forholdene på et hjemløseherberg i kommunen, gik hun og borgeren sammen ombord i sagen for at finde ud af, hvad der var op og ned. Igennem nogle måneder var de to i tæt dialog og kammerater på et hold, der gjorde en dyd ud af at endevende forholdene på herberget.

Men pludselig vendte det.

– Han blev af en eller grund vred på mig, så jeg gik fra at være hans partner til at være hans fjende. Og så begyndte han at chikanere mig, fortæller Christina Wex om foråret 2025, der var starten på det, der i det sidste halvandet år har fyldt i hendes liv.

For borgeren begyndte at beskylde Christina Wex for at have delt hemmelige oplysninger fra kommunen med ham, og på sociale medier delte han ikke kun beskyldningerne, men kaldte også Christina Wex for en psykisk syg narcissist, hjerneskadet og det, der var værre.

– Det var meget perfide og grimme ting. Men det, der ramte mig allermest, var de uberettigede påstande om, at jeg havde overtrådt min tavshedspligt. Det var virkelig, virkelig voldsomt, siger Christina Wex.

I sommerferien gik hun alene med angrebene, som blev ved, ved og ved. Hun havde selv blokeret manden på diverse platforme, men på sine børns eller bekendtes telefon sneg hun sig til at følge med i, om han havde lagt nyt op.

– Det var med hjertebanken, at jeg åbnede de sociale medier for at se, hvad han havde fundet på, fortæller Christina Wex og fortsætter:

– Jeg er meget ærekær, og jeg går meget op i mit arbejde som lokalpolitiker. Jeg bruger ufatteligt mange ressourcer på det politiske arbejde og er rigtig glad for det og synes, jeg kan jeg gøre en forskel. Så at blive miskrediteret på den måde, som jeg blev, det var virkelig, virkelig grænseoverskridende. Og jeg følte mig ekstremt ensom. Det var faktisk det værste af det hele.

Brug for et menneske

Christina Wex måtte også selv samle dokumentation. Opslag efter opslag skulle dokumenteres, så det kunne overbringes til politiet i håb om at stoppe chikanen. På den anden side af sommerferien, da chikanen bare fortsatte, tog kommunen over og blev Christina Wex’ øjne og ører på de sociale medier.

– Så kunne jeg i det mindste slippe for den del. Kommunen holdt øje, og så sørgede de for at orientere mig, hvis der var noget nyt. Så slap jeg for følelsen af selv at skulle holde øje tiden, siger Christina Wex.

Men hun savnede også noget. Et menneske, der interesserede sig for, hvordan hun havde det.

– Jeg var ikke okay, men der var ikke nogen, der spurgte mig. Man har brug for, at der er nogen, der lægger en hånd på ens skulder, når man bliver udsat for noget som det der. Jeg savnede menneskelig kontakt. En kontaktperson, der satte sig ned og talte med mig og både så det menneskelige og koordinerede det praktiske, siger hun.

Ifølge kommunaldirektør Torben Frølich har Christina Wex’ sag da også lært Gentofte Kommune en del om, hvordan kommunen bedst kan støtte politikere, der er udsat for chikane og på andre måder betaler prisen ved at være i politik.

– Vi har retningslinjer, og vi har også et bredt beredskab, men der er ingen tvivl om, at Christinas sag lærte os rigtig meget. Der er rigtig mange ting i spil. Både i forhold til at rådgive politikerne og tage styring på de praktiske og formelle ting, som er temmelig ressourcekrævende både for politikeren og kommunen. Men det er stadig meget svært som politiker at stå alene med. Det er blevet tydeligt for os, siger Torben Frølich.

En blind vinkel

Derfor kræver det ifølge Torben Frølich, at de kommunale forvaltninger ikke kun tænker i formalia og styring, men også overvejer de menneskelige omkostninger, det kan have for den enkelte at være udsat for det, som Christina Wex har oplevet.

– Man er nødt til også at interessere sig for, hvad det er for nogle menneskelige ting, der er på spil, så politikerne ikke føler sig alene, hvis de står med sådan en sag. Og så er det vigtigt at sige, at politikere, ligesom alle andre mennesker, jo er forskellige, og derfor også gerne vil have hjælp på forskellige vis, siger kommunaldirektøren.

Da en ny kommunalbestyrelse tog fat på arbejdet 1. januar, var det også en del af kommunens onboardingforløb at tale med kommunalbestyrelsen om, hvordan kommunen håndterer det, og hvor der er hjælp at hente, hvis en politiker oplever chikane. Og så er kommunen i dag klar til at tage dialogen med den enkelte.

– Det er jo ikke noget, vi på den måde er vant til. I hverdagen er det jo politikerne, som stiller nogle krav til os som forvaltning, som vi så skal leve op til. Her handler det ikke kun om at forstå den politiske intention, men også mennesket bag. Det har vi haft en blind vinkel på, men det er vi blevet meget mere opmærksomme på, siger Torben Frølich.

Et must at kunne hjælpe

I september sidste år udløste den massive chikane et tilhold. Det betyder, at borgeren ikke må kontakte Christina Wex personligt – hverken skriftligt eller mundtligt eller indirekte ved for eksempel at skrive om hende på sociale medier. En løsning, som dog ikke har fået chikanen til at stoppe.

– Først tænkte jeg: ”Gudskelov!”. Men det er jo i virkeligheden fuldstændig uden effekt. Han gør stadig præcis, hvad han vil, uden konsekvenser. Han har overtrådt det tilhold masser af gange, siger Christina Wex og tilføjer, at det er frustrerende, at chikanen nu fortsætter uden konsekvenser.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg givet lidt op på det, for jeg føler ikke, jeg kan gøre noget som helst, og jeg kan ikke mærke nogen forskel på før og efter tilholdet. Jeg ville ønske, man kunne gøre mere for at stoppe det. Også fordi chikanen er rettet mod flere andre personer end bare mig.

Og det var en hård kamp overhovedet at nå dertil, hvor borgeren fik tilhold, oplevede Christina Wex. For sagen landede mellem to politikredse, som traf hver sin afgørelse, og selvom der er blevet indført en særlig hotline hos politiet for folkevalgte, der oplever chikane og andet, har hun oplevet det som svært at trænge igennem.

– De er søde nok, de betjente, jeg har talt med, men jeg oplevede hele tiden udskiftning i kontaktpersonerne. Jeg følte mig simpelthen så alene, og det var det værste af det hele, fortæller hun.

Det var kommunen, der tog sig af at anmelde chikanen til politiet, og ifølge Torben Frølich har det også krævet en vis vedholdenhed fra kommunen.

– Det kan være rigtig, rigtig tungt. Jeg synes, intentionen med en hotline er god, men hvis det drukner i praktik omkring, hvilken politikreds man hører til eller andre ting, så går der for meget politi-bureaukrati i den. Det kræver noget at blive ved at banke insisterende på politiets dør, siger han.

Og det er ifølge Torben Frølich netop ”et must”, at kommunerne i dag er i stand til hjælpe politikerne med at håndtere den slags.

– Jeg tror ikke umiddelbart, der er andre, der tager opgaven med at prøve at hjælpe vores lokale politikere på sig, så jeg synes, det er et absolut must, at vi kan det. Og mit bedste råd er, at man ikke kun har et passivt beredskab, men at man også går i dialog med de enkelte politikere om, hvad de har brug for.