Professor: Gennemsigtighed kan mindske forventningsgabet, men Christiansborg skal på banen

Borgermøder om budgettet i kommunerne er ret normale.

Men de senere år har flere kommuner gået et skridt længere i perioden op til budgetforhandlingerne. Borgere er blevet inviteret til arrangementer, hvor de selv kan prøve at lægge et kommunalt budget og sidde med de svære prioriteringer.

Nogle kommuner har også på forhånd meldt ud, at tiderne er knappe. For eksempel lød det i august fra Hørsholm-borgmester Morten Slotved (K), at kommunen ser ind i de største besparelser, han har set i sin tid som borgmester.

Og det giver god mening, at kommunerne er begyndt at indvie borgerne i de økonomiske udfordringer, de står i, lyder det fra Susanne Ekman, der er forsker ved Roskilde Universitet.

– Det er et forsøg på at gøre det konkret for borgerne, hvorfor man skal ud og spare. Det kan virke abstrakt, hvor svære afvejningerne egentlig er, når man ikke er med inde i maskinrummet og står overfor et puslespil af begrænsede ressourcer, siger hun og fortsætter:

– Når man står uden for det maskinrum, kan man være indigneret over det, man selv må undvære. Men i det øjeblik man bliver hevet med ind, forstår man hurtigere, at hvis der skal gives ressourcer til A, er man nødt til at tage det fra B, C eller D.

Borgerne bliver ifølge forskeren ligeledes mindet om, at de er en del af forskellige afkroge af kommunen.

Hvis man oplever en forringelse af folkeskolen, hvor man har et barn, men forstår budgetprocessen, finder man ud af, at de penge eventuelt kan gå til ældreplejen, hvor man måske selv også har en forælder.

– Man bliver mindet om, at når man vil passe på noget ét sted, kan det betyde, at man må skrue ned et andet sted. Men det er en slags black box i det daglige, når det budgetpuslespil ikke er åbent.

Ressourcerne har en grænse

Det er langt fra en nyhed, at mange kommuner står over for store besparelser.

Et stigende antal ældre, der har brug for pleje, færre unge til både at arbejde i velfærdssektoren og til at finansiere den, samt voldsomme udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde har længe plaget den kommunale økonomi.

Men vi er som befolkning ikke vant til at skulle ”nøjes”, når det kommer til velfærdssamfundet, fortæller Susanne Ekman.

Og det er en svær samtale.

– Der er et grundlæggende ubehag ved at erkende, at ressourcer ikke er uendelige. Vi har i mange år været vant til at tænke på velfærd som noget, vi løbende kan skrue op for, hvis vi bare er dygtige nok til at effektivisere. Men der er en grænse for, hvor meget man kan effektivisere velfærd, fordi det handler om mennesker, siger hun.

Men det går imod vores instinkt, når det lige pludselig lyder, at velfærden ikke længere kan vækste.

– Fremskridt betyder, at næste år er bedre end i år, og at børnenes liv bliver bedre end deres forældres. Men nu skal vi til at acceptere, at kurverne ikke altid kan gå opad, siger Susanne Ekman og fortsætter:

– Det er en kæmpe genforhandling af samfundskontrakten, som mange oplever som krænkende og som en manglende villighed til at investere i velfærden.

Og det hjælper ikke blot at sende flere penge ud i velfærden, som mange måske kunne tro, pointerer forskeren.

For flere penge tryller ikke flere mennesker frem.

– En velfærdsstats evne til at vækste afhænger i vid udstrækning af menneskelige ressourcer. Og medmindre vi igangsatte en meget, meget massiv indvandring, har vi ikke ressourcerne til den form for vækst, som folk forventer.

Samtidig er der også en selvforstærkende effekt i, at vi bliver et bedre og bedre velfærdssamfund.

– Jo mere vi lykkes, desto flere opgaver får vi, siger Susanne Ekman.

For eksempel er vi blevet meget dygtige til at holde folk i live længe. Men der sker bare det, at mange i meget høj grad får brug for hjælp efter deres 80. leveår.

Og det kræver massive ressourcer.

– Derudover er vi blevet bedre til at identificere rigtig mange forskellige behov hos skolebørn. Det betyder, at når en skolelærer træder ind i en klasse i dag, er opgaven faktisk fire gange større, fordi vi har fire gange mere viden om alt det, skolebørn kunne have brug for, siger Susanne Ekman og pointerer:

– De kurver ser vi i alle retninger, og de vokser eksponentielt, mens ressourcerne ikke gør. Og derfor bliver det et spørgsmål om prioritering.

Christiansborg på banen

Susanne Ekman tror på, at kommunernes indsats for at gøre borgerne klogere på den kommunale økonomi og den økonomiske situation hjælper.

Folketinget og regeringen burde ifølge forskeren dog komme på banen i langt højere grad end i dag.

– Jeg er kæmpe tilhænger af, at man gør de politiske afvejninger gennemsigtige for borgerne. Men jeg synes, det er problematisk, at det kun er kommunerne, der gør det. Ideelt set burde Christiansborg gøre det samme, for det er dem, der udstikker rammerne, siger hun.

Det gælder ikke mindst, når store ord om nye midler til kommunerne flyder, eller når reformer omtales som ”historiske” ændringer, som skal gøre velfærden bedre. For mens de giver med den ene hånd, tager de ofte med den anden – for eksempel når de beder kommunerne om at spare flere hundrede millioner på administration og dermed medarbejdere, som ofte er med til at implementere reformer.

– Staten må som øverste instans tage en del af ansvaret på sig. De udstikker rammer og opgaver til en part, som ikke kan modsætte sig, og når opgaven med at opretholde serviceniveauet så ikke er mulig, skal kommunerne ikke stå alene, siger Susanne Ekman.