Gå til hovedindhold
Beredskab

Truslen mod Danmark er skærpet: Nu skal kommunerne også tænke i hegn og hængelåse

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer nu truslen for destruktive cyberangreb som ”høj”. Men det var snakken om fysisk sabotage på pressemødet, der fangede beredskabsekspert Rasmus Dahlbergs opmærksomhed. Nu skal kommunerne oversætte vurderingen til den kommunale virkelighed.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

24. 09. 2026 - kl. 16:11
Magnus Eg Møller, maem@kl.dk

Indhold

    Truslen fra Rusland er større end før. I en ny trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, hæves vurderingen af truslen for destruktive cyberangreb fra middel til høj, der er det næsthøjeste niveau på skalaen.

    Og så skal vi alle sammen til at forberede os på, at russerne kan ty til fysisk sabotage og andre hybridangreb rettet mod infrastruktur i Danmark.

    – Rusland øger i disse måneder deres aktiviteter med flere og mere alvorlige hybride angreb. Samtidig går Rusland mere direkte efter at forhindre støtten til Ukraine i at nå frem. Eksempelvis ved at sabotere virksomheder indenfor forsvarsindustrien, der støtter Ukraine, lød det fra forsvarsminister Jeppe Bruus (S), da der var pressemøde om trusselsvurderingen.

    – Vi skal være klar over, at de øgede russiske aktiviteter og trusler også kan medføre, at vi ser alvorlige hændelser her i Danmark, fortsatte han.

    Ifølge Rasmus Dahlberg, lektor på Roskilde Universitets center for samfundssikkerhed og beredskab, SECURE, betyder det hævede trusselsniveau, at vi skal forvente mere af det, vi allerede har set de seneste år.

    – Når man taler destruktive cyberangreb, er man inde i en form for angreb, hvor man digitalt ødelægger noget fysisk, ligesom vi så det ved vandværket i Tureby-Alkestrup. Hvis jeg sad i et kommunalt forsyningsselskab, ville jeg ikke begynde at ryste i bukserne. For det ville jeg nok allerede gøre. Det her er jo bare en skærpelse og ikke noget fundamentalt nyt, siger han og fortsætter:

    – Derfor kommer det også kommunerne og forsyningsselskaberne til gavn, at de heldigvis i langt de fleste kommuner er kommet godt ud af starthullerne.

    Han bider til gengæld mærke i, at et særligt tema fyldte mere på pressemødet, end vi har været vant til.

    – Det, der er nyt, er, at man taler så meget om den form for sabotage, hvor man ikke nøjes med at gå ind digitalt, men rent faktisk laver brandattentater, som vi har set i andre NATO-lande, og andre former for fysisk destruktion, siger han og fortsætter:

    – Det skal ses i lyset af det, PET talte om i sidste uge, om stedfortrædersabotage. Det er nok den største nye ting i forhold til trusselsvurderingen, at fremmede tjenester rekrutterer lokale, som ikke er trænede efterretningsagenter eller har nogen militær baggrund, men blot bliver rekrutteret på sociale medier og groomet til at udføre nogle ydelser. Det er sabotage som service.

    Afvigelser fra normalbilledet

    Den nye trusselsvurdering giver ifølge Rasmus Dahlberg anledning til, at vi alle – både borgere og myndigheder – er mere opmærksomme på, hvad vi ser omkring os i hverdagen.

    – Ligesom vi i terrorens tidsalder tilbage i 00’erne blev bedt om at være opmærksomme på, om der var efterladt en taske på togperronen, skal vi igen være opmærksomme på afvigelser fra normalbilledet. Holder der en bil foran en forsvarsindustrivirksomhed, der ikke plejer at holde der? Er der nogen, der går og tager billeder af ting, der ikke er turistmål?, siger han.

    Det kræver dog, at vi kollektivt bliver bevidste om, hvad der er værd at rapportere på. Og også hvordan vi gør det.

    – Ser man noget, skal man sige noget. Som borger er det ret nemt. Man ringer bare 114. Men i en kommunal forsyningsvirksomhed er det vigtigt, at man har styr på, hvem man melder ting til, så viden ikke går tabt, siger Rasmus Dahlberg.

    Skru op som på cyberområdet

    Beredskab har været højt på dagsordenen de seneste år, og især på cyberområdet er der virkelig sket noget. Med den nye trusselsvurdering, der peger på mere fysiske trusler, er der behov for at skrue op, som man gjorde det på cyberområdet.

    – Der har været mange huller at lukke på cyberområdet. Nu skal kommuner og forsyningsselskaber til at gøre det samme i det fysiske domæne. Det handler om helt lavpraktiske ting som fysisk sikring i form af hegn, lås, vagter og videoovervågning, siger Rasmus Dahlberg.

    Og selvom Rasmus Dahlberg ofte har sagt, at vi i Danmark er langt bagud på beredskabsområdet sammenlignet med vores venner i Sverige, Norge og Finland, er vi trods alt kommet bedre med.

    – Vi er kommet ud af starthullerne. Det betyder ikke, at alt er godt, men vi står et langt bedre sted end for bare to år siden. Udfordringen er så, at der nu bliver skruet yderligere op for trusselsvurderingen, siger han.

    Sektoransvar kan stadig drille

    Rasmus Dahlberg har tidligere advaret om, at det danske sektoransvar kan risikere at give udfordringer.

    Og pressemødet beroligede ham ikke på den front.

    – Jeg kunne godt have brugt, at der også stod en justitsminister og en minister for samfundssikkerhed og beredskab ved siden af forsvarsministeren og sagde, ”ja, det er FE, der laver vurderingen. Her er, hvad den samlede regeringen gør, og hvad det betyder for kommunerne, regionerne, civilsamfundet og befolkningen”, siger han og fortsætter:

    – Vi er stadig i farezonen for at falde ned i det her sektoransvar, fordi truslerne er så bredspektrede. Selvom vi er blevet bedre til at arbejde på tværs, er vores samfund fortsat siloopdelt.

    Sidste år løb en stor krisestyringsøvelse af stablen herhjemme, og der er netop kommet en rapport med læringspunkter, som ifølge Rasmus Dahlberg meget fint viser, hvad det er, vi som samfund mangler at få styr på – for vores samlede robustheds skyld.

    – Der er tre hovedpunkter: Det er skidesvært at opbygge og opretholde et fælles situationsbillede under en hybridkrise, og nogle aktører har urealistiske forventninger til, hvad andre aktører gør under krisen. Og så er der en generel uklarhed om ansvar, roller og mandater. Det er lige præcis den slags krisestyring, vi skal styrke.

    Tag vurderingen ned lokalt

    Den helt store opgave i kommunerne bliver nu at oversætte den nye trusselsvurdering til en kommunal virkelighed.

    – Det handler om at se på, hvad trusselsvurderingen rent faktisk betyder. Det er ikke den enkelte, der skal gøre det. Der skal være nogle led imellem, der tilpasser, tolker og forklarer, siger han.

    Her kommer de mange beredskabsmedarbejdere, som kommunerne i stor stil har hyret de seneste år, ind i billedet.

    – Alle de beredskabsledere og -koordinatorer, der sidder og skal sige, hvad det helt konkret betyder, er meget vigtige led. Dem, der skal vurdere, hvad er det for nogle krav, man skal leve op til, og om skal der en ekstra lås på nede ved vandværket, siger Rasmus Dahlberg.

    Samtidig skal man som kommune fortsætte med at styrke sin cybersikkerhed.

    – Men man bliver nødt til også at tage konsekvensen af den øgede trussel for fysisk sabotage. Især hvis man er i en kommune, der for eksempel har forsvarsindustriel produktion, siger Rasmus Dahlberg og fortsætter:

    – Og så skal man have styr på, hvordan man rapporterer de her observationer, man laver, som kan vise sig at være nyttige. Vi er nødt til hele tiden at kunne lavet et samlet billede på tværs af mange sektorer og forvaltningsniveauer for at få helhedsbilledet af, hvad der sker i vores samfund.

    Mere fra forsiden