Gå til hovedindhold
Beredskab

KL ser med stor alvor på skærpet trussel mod Danmark

Ny trusselsvurdering hæver risikoen for destruktive cyberangreb, og samtidig advarer Forsvarets Efterretningstjeneste om mulig fysisk sabotage. KL ser med stor alvor på vurderingen.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

27. 09. 2026 - kl. 21:58
Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Indhold

    Danmark kan forvente flere cyberangreb, hybridangreb mod den kritiske infrastruktur og måske endda fysisk sabotage.

    Sådan lød det i sidste uge, da Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, fremlagde en ny trusselsvurdering.

    Her blev truslen fra destruktive cyberangreb hævet fra middel til høj – det næsthøjeste niveau på skalaen. Samtidig blev danskerne altså advaret mod, at Rusland i fremtiden kan angribe kritisk infrastruktur og udføre fysisk sabotage i Danmark.

    – Rusland øger i disse måneder deres aktiviteter med flere og mere alvorlige hybride angreb. Samtidig går Rusland mere direkte efter at forhindre støtten til Ukraine i at nå frem. Eksempelvis ved at sabotere virksomheder inden for forsvarsindustrien, der støtter Ukraine, lød det fra forsvarsminister Jeppe Bruus (S), da der var pressemøde om trusselsvurderingen.

    I KL ser man med stor alvor på den nye trusselsvurdering. Det siger Lone Loklindt (R), formand for KL’s kultur-, erhverv- og samfundssikkerhedsudvalg.

    – Vi ser med stor alvor på den nye trusselsvurdering fra FE og prognosen om, at Rusland de kommende måneder vil intensivere hybridkrigen mod Vesten. For det betyder, at vi i kommunerne skal være rustede til at modstå endnu flere cyberangreb, strømnedbrud og andre krisesituationer, siger hun i en skriftlig kommentar til Danske Kommuner.

    Hun understreger, at kommunerne er i fuld gang med at skrue op for beredskabsindsatsen.

    – I kommunerne er vi i fuld gang med beredskabsindsatsen i hele landet, så vi kan passe på danskerne, hvis krisen kommer. Og vi samarbejder tæt, både med hinanden og med civilsamfundet. For der er brug for, at vi i Danmark står sammen mod dem, der vil os det ondt, siger Lone Loklindt.

    Mens kommunerne de seneste år har haft stort fokus på cybersikkerhed, skal kommunerne nu også i højere grad rette blikket mod den fysiske sikkerhed. Det har beredskabsekspert Rasmus Dahlberg, lektor på Roskilde Universitets center for samfundssikkerhed og beredskab, SECURE, vurderet over for Danske Kommuner.

    – Der har været mange huller at lukke på cyberområdet. Nu skal kommuner og forsyningsselskaber til at gøre det samme i det fysiske domæne. Det handler om helt lavpraktiske ting som fysisk sikring i form af hegn, lås, vagter og videoovervågning, siger Rasmus Dahlberg til Danske Kommuner.

    Mere fra forsiden