Co-teaching kan gøre firkanten lidt mere rummelig

Tekst af Jon Kirketerp Jørgensen. Foto: Jakob Carlsen 

– Det er et lille g, lyder det lidt spørgende fra Trine Kleist Petersen.

Foran hende på bordet ligger en bunke firkantede stykker pap med bogstaver udskåret i sandpapir påklistret. Hendes kollega Marie Louise Rothoff Danielsen har lagt det lille g foran Trine, der med lukkede øjne skal forsøge at mærke sig frem til, hvilket bogstav der er på pappet. Sandpapiret gør det nemmere at mærke bogstavets form.
Marie Louise og Trine er begge lærere på Enghavegård Skole i Gladsaxe Kommune. Marie Louise er såkaldt inklusionslærer med en kandidatuddannelse fra DPU i bagagen, mens Trine er folkeskolelærer med 22 års erfaring, og sammen co-teacher de. En metode, som Gladsaxe Kommune bruger i deres inklusionsindsats.

Kort fortalt handler co-teaching om, at en almindelig folkeskolelærer og en lærer med specialpædagogiske kompetencer samarbejder om at forberede, udføre og evaluere undervisningen og med hver deres kompetencer i fællesskab sørger for, at undervisningen i en almindelig folkeskoleklasse i højere grad kan rumme forskellige børns behov og måder at lære på.

Eller som Trine Kleist Petersen forklarer det.

– Med de ressourcer og rammer, der er, når man underviser en klasse med 28 elever alene, så kan man tilbyde en firkantet form. Men det er ikke alle elever, der passer ind i firkanten, og så oplever de måske ikke, at de får succes. Det kan man som ene lærer godt mærke og se – og nogle gange også afhjælpe. Men det kan være svært at nå hele klassen rundt, siger Trine Kleist Petersen og fortsætter:

– Når vi er to lærere både til at forberede og undervise, så kan vi i højere grad gøre firkanten til en oval eller gøre hjørnerne lidt blødere. Og så kan vi bedre nå alle elever. Både dem, der har særlige behov, men også dem, der bare vil lære noget.

Trine har i øvrigt gættet bogstavet rigtigt, der ved bordet i et mødelokale på den kommunale folkeskole. Det var et lille g, der var klistret på papstykket. Og selvom seancen er et lidt opstillet forsøg på at vise fotografen, hvordan de to læreres samarbejde blandt andet fungerer i forberedelsen af undervisningen for deres fælles 1. klasse, så forsikrer de, at det rent faktisk også er sådan, de forbereder sig, når der ikke er fotograf og journalist på besøg.

– Det, at vi er to lærere, giver os mulighed for også at afprøve ting, inden vi bringer dem ind i klasselokalet, så vi for eksempel kan se, om det er for svær en øvelse for børnene, siger Marie Louise Rothoff Danielsen.

Stigende udgifter til specialtilbud

Kombinationen af en almindelig folkeskolelærere og en lærer med specialpædagogiske kompetencer er en af de såkaldte mellemformer. Altså en mellemvej mellem helt almindelig undervisning med en lærer bag katederet og så et specialtilbud. Mellemformerne er fra flere sider blevet bragt frem som en del af løsningen på inklusionsopgaven i folkeskolen.

Og løsninger er der behov for. 

Siden skoleåret 2012/2013 og frem til seneste skoleår er den såkaldte segregeringsgrad – altså andelen af elever i folkeskolen, der får undervisning adskilt fra en almindelige folkeskoleklasse – på landsplan steget fra 4,7 procent til 6,5 procent. 

Udgifterne til specialtilbud er gået i samme retning. I dag udgør specialområdet lidt mere end en fjerdedel af folkeskolens samlede udgifter, og ifølge en fremskrivning foretaget af KL af udviklingen på området, så vil udgifterne til specialtilbud i 2030 udgøre næsten en tredjedel.

Skolerne i Gladsaxe er ingen undtagelse for den udvikling, fortæller Serdal Benli (SF), der er formand for børne- og undervisningsudvalget i Gladsaxe Kommune.

– Vores mål er som udgangspunkt, at så mange børn som muligt skal kunne rummes i almenundervisningen, men vi har ligesom mange andre kommuner kunnet konstatere, at der er flere og flere børn, der har brug for støtte på den ene eller anden måde. Og det er i det lys, vi har kunnet se et potentiale i co-teaching, siger Serdal Benli.

Gladsaxe tog de første co-teaching-skridt i 2020, hvor kommunen afsatte fire millioner kroner til at ansætte inklusionslærere, der skulle arbejde med co-teaching-metoden. Siden har Gladsaxe afsat flere penge til inklusionslærere, så staben i dag tæller 23 med syv mere på vej. Det betyder, at der nu er inklusionslærere på alle folkeskoler i kommunen.

– Co-teaching er en af flere vigtige hjørnesten i vores inklusionsindsats. Børn skal naturligvis have det rette tilbud – også hvis det er et specialtilbud uden for almenundervisningen – men vi tror på, at vi med blandt andet co-teaching kan skabe læringsmiljøer, som inkluderer flere og på sigt kan være med til at nedbringe udgifterne til specialtilbud, siger Serdal Benli.

Hjælp til selvhjælp

Tilbage i mødelokalet på Enghavegårdskolen forklarer Trine Kleist Petersen og Marie Louise Rothoff Danielsen videre om deres samarbejde. Trine underviser i indskolingen og har siden sommer været dansklærer for en 1. klasse. På samme tidspunkt blev Marie Louise koblet på som inklusionslærer.

Med de to læreres kompetencer kan de i fællesskab tilrettelægge undervisningen på flere forskellige måder, end en enlig lærer vil kunne. De to lærere kan for eksempel dele sig op og stå ved hver sin ”station”, som eleverne så på skift kommer forbi. Eller de kan dele klassen op i to grupper, der bliver undervist parallelt, som Marie Louise Rothoff Danielsen forklarer.

– Det afhænger altid af, hvad vi underviser i. Men det kunne for eksempel være, at Trine gerne vil læse med nogle af dem, som synes, det er rigtig svært at lære at læse. Så kan hun lave intensiv læsetræning med den gruppe børn, mens jeg så underviser de andre 80 procent af eleverne, siger hun.

I modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er det ikke nødvendigvis inklusionslæreren Marie Louise, der har særligt fokus på de elever, der har behov for mere støtte end andre. En grundlæggende pointe med co-teaching er nemlig, at de to lærere træder ind i samarbejdet på lige fod. Så læreren med specialpædagogiske kompetencer har altså ikke nødvendigvis særligt fokus i undervisningssituationen på de elever, der har særlige udfordringer.

– Det er ikke meningen, for så ville klassen blive afhængig af mig som person. Vi indarbejder nogle rutiner og strukturer for hele klassen og i nogle tilfælde for enkelte børn. De strukturer og rutiner kan de så læne sig op ad – også når jeg ikke er der længere. Vi arbejder med at skabe noget, som kan leve videre for både børn og lærere, siger Marie Louise Rothoff Danielsen.

Skal bruge 100 inklusionslærere

I Gladsaxe Kommune er ambitionen, at kommunen kan dække hver årgang på hver skole med en inklusionslærer. Det vil kræve, at kommunen ansætter 70 flere inklusionslærere og kommer op på i alt 100. Det er ikke en uvæsentlig udskrivning for en kommune, der i runde tal har et sted mellem 600 og 700 lærere i folkeskolen. Og ifølge børne- og undervisningsformand Serdal Benli, så kommer det heller ikke til at ske på kort sigt.

– Vi er ret langt fra at være der, hvor vi gerne vil hen. Men vi har taget et stort første skridt med co-teaching og i øvrigt ved at rykke 44 familieterapeuter, socialrådgivere og PPR-medarbejdere (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) ud på skolerne, så de er tæt på børnene i hverdagen. Vi tror på, at det tilsammen kan gøre en forskel for skolebørnene, siger Serdal Benli.

Han peger på, at kommunen i lang tid har oplevet stigende udgifter til specialtilbud, som har gjort det svært at finde penge til at investere i almenskolen. Men fra politisk hold vil Serdal Benli i hvert fald forsøge at finde flere penge til inklusionslærere.

– Vores erfaringer og tilbagemeldinger fra personalet ude på skolerne viser, at vores indsats er med til at løfte det faglige niveau og øge trivslen. Så vi kommer til at kigge på, om vi kan omprioritere og finde ressourcer til blandt andet co-teaching. For det ville være hamrende ærgerligt, hvis vi bliver ved med bare at finde lappeløsninger på udgiftspresset på specialområdet i stedet for at investere i langsigtede løsninger, siger Serdal Benli.

Bred opbakning til co-teaching

Overbevisningen om, at co-teaching er en af vejene til bedre inklusion og en bedre folkeskole i det hele taget, bliver delt blandt flere af folkeskolens interessenter.

I Danmarks Lærerforening anerkender formand Gordon Ørskov Madsen, at co-teaching er ret dyrt på kort sigt, men han peger på, at investeringen på længere sigt vil være pengene værd.

– Det, vi gør nu, er også dyrt. Udgifterne til specialtilbud stiger, men det skyldes jo, at vi ikke investerer i almenundervisningen. Og det er både økonomisk og menneskeligt dyrt, når elever oplever, at de ikke er en del af fællesskabet, holder op med at komme i skole eller oplever mistrivsel, siger lærerformanden.

Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, efterspørger, at co-teaching bliver udbredt til flere skoler.

– Det kan medvirke til, at flere børn med særlige behov kan blive i almenundervisningen, fordi lærerne i højere grad har specialpædagogiske kompetencer til at imødekomme de særlige behov. Og eksemplet fra Gladsaxe viser, at investerer man i co-teaching, så lykkes man i højere grad med inklusionsopgaven, siger Thorkild Olesen.

Hos KL peger formand for børne- og undervisningsudvalget, Thomas Gyldal Petersen (S) på, at folkeskolen lige nu befinder sig i en negativ spiral, som der skal gøres noget ved.

– Vi sender mange elever i specialklasser og specialskoler, uden at det øger deres muligheder senere i livet. Samtidig dræner det stigende antal børn i specialtilbud ressourcerne fra den almene folkeskole. Det medfører, at den almene skole har svært ved at tilbyde et inkluderende undervisningsmiljø, som tilgodeser børns forskellige behov, og derfor henvises der igen flere børn til specialtilbud. Vi har brug for en folkeskole, der er for alle. Også for de børn, som har særlige behov, siger Thomas Gyldal Petersen.

Og vejen til at stoppe den negative spiral er ifølge Thomas Gyldal Petersen at skabe en folkeskole, der er mere rummelig. Og her er der potentiale i co-teaching.

– Når de fagprofessionelle kan supplere hinanden i undervisningen, så giver det også mulighed for at skabe en undervisning, der kan rumme både elever, der lærer bedst med en mere klassisk boglig tilgang, og elever, der måske har brug for en mere praktisk orienteret tilgang. Så det kan løfte undervisningen for alle elever i klassen, siger Thomas Gyldal Petersen.

De mange optimistiske røster har noget at have det i. Det mener Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse i VIA.

– Der er både internationalt og i Danmark erfaringer, der peger på, at co-teaching og andre mellemformer i øvrigt har en gavnlig effekt på inklusionen. Men det er ikke nok bare at sætte to lærere ind i klasselokalet. Hvis man vil inkludere børn med særlige udfordringer, så er det ideelt at den ene af lærerne har specialpædagogiske kompetencer, siger Andreas Rasch-Christensen.

Indtil videre kan hverken Gladsaxe eller andre kommuner, der arbejder med mellemformer som co-teaching, se, at deres indsats fører til lavere udgifter til specialtilbud eller lavere segregeringsgrad, men potentialet er der, og det er værd at undersøge nærmere, mener Andreas Rasch-Christensen.

– Vi er efterhånden så langt i Danmark med at udvikle co-teaching-modeller, at det er helt oplagt at lave en national undersøgelse, så man kan få fastslået, hvilke effekter modellerne har. Min forventning er, at de vil være positive, siger Andreas Rasch-Christensen.

De gode erfaringer har de også set på Enghavegård Skole. Marie Louise Rothoff Danielsen er på sit fjerde skoleår som inklusionslærer, og hun forklarer, hvordan de kan se, at eleverne udvikler sig positivt.

– Når vi starter et forløb med co-teaching, laver vi en vurdering af hver elev. Det samme gør vi midtvejs i forløbet, og når forløbet er afsluttet. Hver gang har jeg oplevet, at elever, som vi i begyndelsen var bekymrede for i forhold til for eksempel det faglige niveau eller deres deltagelse i undervisningen, er blevet rykket fra at være i et farezonefelt til at være i middel eller grøn. Så for mig giver det, vi laver, mening hver dag, siger Marie Louise Rothoff Danielsen.