”Her lugter vi ikke af kommune”

Stille og roligt fyldes Café Jydepotten op med Grindsted-egnens godtfolk. Nogle går i det åbne køkken, hvor morgenbrød, brie og hjemmelavet marmelade forberedes. Andre sætter sig til rette ved caféens borde. 

Der er kaffe på kanden til de godt og vel 50 personer, der er mødt op denne mandag, og cirka klokken 8.30 sidder de fleste allerede fordybet i snak ved bordene.

Café Jydepotten er et socialt værested i Grindsted tæt på Billund, der hører under KFUM’s Sociale Arbejde. Stedet fungerer også som et spisested for byens og egnens enlige, og her er alle velkomne. Ud over hyggelig stemning tilbyder Jydepotten også socialfaglig støtte til egnens udsatte. Caféen er forankret i civilsamfundet – med støtte fra kommunen – og drives foruden de fastansatte også af frivillige i et socialt arbejdsfællesskab.

Folkene i caféen spænder bredt. Her er lokale, der har brug for et sted at komme, frivillige, der gerne vil give en hånd med, og borgere, som er sendt i aktivering af jobcentret. Når man går ind ad døren, betragtes alle dog som frivillige og kan hjælpe til med dagligdagens gøremål i caféen.

Og en plan for dagen er netop, hvad der skal laves som det første denne morgen. En medarbejder får ro over caféens folk. Hvem vil hjælpe i køkkenet? Hvem vil forberede madpakker? Hvem vil stå ved kassen? Husk, der også er gåtur klokken 9.30.

– Man må gerne være klar til at gå til tiden, lyder det.

”Where everybody knows your name”

Efter at morgenens opgaver er fordelt, skydes et virvar af mennesker i gang. Folk går på kryds og tværs mod deres opgaver, og køkkenet vrimler med folk, der forbereder madpakker til byens udsatte og dagens varme frokost. Caféen er dog ikke tom, og kaffe nydes fortsat ved bordene. Dagens avis er fundet frem et par steder.

Tiden nærmer sig gåturen, som Lone Nielsen er primus motor for. Mens klokken passerer 9.30, begynder dem, der allerede har fået jakke på, at bevæge sig ud foran for at vente på de sidste. Fem minutter over er de klar til afgang.

Lone Nielsen er tidligere socialpædagog og kan snakke med stort set alle.

Derfor kom det som et chok, da hun pludselig fik social angst og måtte stoppe med at arbejde. I et kompetenceudviklingsforløb hos Billund Kommune begyndte hun at komme få timer om ugen på Jydepotten. Da hun fik førtidspension, fortsatte hun med at komme på værestedet som frivillig og står i dag for gåtur og en strikkeklub om onsdagen.
Det frivillige arbejde kan en masse, hvis man spørger Lone Nielsen. Men det, der især gør det specielt, opsummeres let med ordene i temasangen fra 80’er-komedieserien ”Sam’s Bar”: ”Where everybody knows your name, and they’re always glad you came.”

– Den siger det hele. En gang imellem har man bare brug for at komme et sted, hvor folk kender én. Og her bliver man jo hilst på, når man kommer ind ad døren, siger hun.

Som frivillig i caféen tager hun ansvar for at skabe den gode stemning og aktiviteter, som for eksempel strikkeklubben, der for hende ikke som sådan handler om at strikke, men mere om, at brugerne har et fælles fodslag at mødes om.

– Vi er jo ligeglade med, om folk strikker, snakker eller bare sidder. Det handler i bund og grund om fællesskabet og for mange også bare det at komme ud ad døren, siger hun.

Fællesskabet er ikke den eneste årsag til, at Lone Nielsen er frivillig. Et hjælpergen, der blandt andet stammer fra hendes tid som socialpædagog, har også en del at skulle have sagt.

– Jeg bliver jo glad, når jeg ser, at folk gør noget, de ellers ikke ville have gjort. Der er også nogen, der ikke kommer for at strikke, men det er underordnet. Det vigtigste er, at folk rent faktisk kommer.

Brobyggere

De frivillige og den hyggelige stemning i Café Jydepotten kan umiddelbart virke som det bærende element på værestedet. Men man skal ikke kimse ad det store socialfaglige arbejde, der ligger bag, fortæller Niels Christensen, der er leder på stedet.

– Den frivillige indsats understøtter den faglige opgave. De frivillige kan ikke løfte den komplekse opgave, som mine medarbejdere gør. Hele pakken skaber caféen og gør den til det, den er, og når det ser så hyggeligt ud i caféen, er det, fordi der ligger et kæmpe socialt arbejde bag, siger han.

Medarbejderne på Jydepotten hjælper blandt andet borgere med psykiske problemer, misbrugsproblemer, handicap og andre særlige udfordringer, mens det også er muligt at få gældsrådgivning.

Og som en del af civilsamfundet kan de tilbyde noget specielt til byens udsatte, fortæller Niels Christensen, netop fordi de ikke er kommunale.
– Her lugter vi ikke af kommune. Vi har ingen mulighed for at give hverken bevillinger eller sanktioner, fordi vi ikke er en myndighed. Vi har en anden relation end kommunen, fordi de udsatte kommer her frivilligt. Og hvis de ikke vil lukke os ind, prøver vi bare på et senere tidspunkt.

Caféens medarbejdere møder borgerne på slap line, fordi der her ikke kræves noget af dem. De skal heller ikke møde op på bestemte tidspunkter. Derfor er det opsøgende arbejde i selve caféen vigtigt, mens en tæt dialog med kommunen også er essentiel.

– Vi ser borgerne i privat regi som de mennesker, de er. Det gør man ikke ret tit, når man sidder i kommunen, for der vil paraderne altid være oppe. Mange udsatte har haft en dårlig skolegang og har en dårlig historik med pædagoger og socialrådgivere. Så selvom vi har et fantastisk samarbejde med kommunen, har sagsbehandlerne minuspoint fra starten. De har myndighedskasketten på, uanset om de bruger den eller ej, siger han.

Brobygger til velfærden

Peder Meisner, der er generalsekretær for KFUM’s Sociale Arbejde, genkender billedet, når det kommer til civilsamfundet og frivillighed på nationalt plan. Han ser det som en vigtig del af velfærdssamfundet, at der er mennesker uden for det offentlige system, som kan lave et opsøgende arbejde, hvor målet ikke er at leve op til lovgivningen, men at hjælpe de udsatte borgere, så de ikke er bange for at møde kommunernes sagsbehandlere.

– Vi kan opbygge en speciel relation. Og så kan vi låne den relation ud til det offentlige og tage borgeren i hånden i mødet med kommunen. På den måde kan vi virke som brobyggere til velfærden, siger han.
Civilsamfundet har også en vigtig plads i historien og i udformningen af velfærdssamfundet, både før og i dag, lyder det fra generalsekretæren.

– På en måde var vi, civilsamfundet, her først. Så kom K.K. Steincke og socialreformen i 30’erne, men de store kirkelige organisationer som vores startede for mere end 100 år siden. Der var nogle mennesker, der så nogle behov, agerede på dem og kæmpede en kamp for at få det gjort til en samfundsopgave, som det ikke tidligere var i samme grad. Og ud af det arbejde er velfærdsstaten opstået, siger han.

Behovet for civilsamfundet og frivillige bliver ikke mindre i årene, der kommer, for der er stadig store uløste sociale behov, lyder det fra Peder Meisner. 

– Dybest set tror jeg, at kommuner og staten har rigeligt med opgaver. En af de socialpolitiske ambitioner i kommunerne er at få rammerne til at passe, og det siger jo noget om det pres, der er, siger Peder Meisner.

Det rette sted

Tilbage i Grindsted fortæller Niels Christensen om mulighederne i Jydepotten, som kommunen ikke har. Sagsbehandlerne er nemlig underlagt lovgivning og har ikke den samme fleksibilitet.

– Vi kan gøre rigtig meget her og nu, som kommunen ikke kan. Hvis der kommer en ung fyr og er sulten, skal vi ikke først have en bevilling. Så får han bare noget at spise, og han får også en pose med hjem, så han har aftensmad, siger Niels Christensen.

Mad har Jydepotten masser af. Hver dag serveres der morgenmad og frokost til rimelige priser. Denne mandag er dagens ret til 50 kroner en frankfurter af fornuftig størrelse med dertilhørende varm kartoffelsalat. Ketchup, remoulade og sennep følger naturligvis også med.

Menuen er sammensat af Jess Friis, der er køkkenchef på Jydepotten. Med et viskestykke bundet sikkert rundt om livet står han i dag og alle andre hverdage for at styre køkkenet og hjælpe dem, der har meldt sig til tjansen med at forberede dagens ret til de sultne gæster.

Jess Friis er ikke bleg for en snak over madlavningen eller over disken i det åbne køkken.

– Jeg er stort set autodidakt i et køkken. Men selvfølgelig har jeg lært lidt af mutter over årene, siger han.

Det går godt for Jess Friis. Men det har det ikke altid gjort. For en del år siden var han i en længere årrække ude i et misbrug og en kriminel løbebane.

Men stille og roligt begyndte han at komme få timer i caféen, gå til hånde og få hjælp fra det socialfaglige personale. I dag har han været fastansat i 10 år. Og det er noget nær drømmejobbet, fortæller han.
– Det her giver så meget mening for mig. Det at kunne hjælpe andre og se de julelys, de får i øjnene, når vi kommer ud til dem. Jeg har virkelig fundet det rette sted.

Nye gæster er kommet til for at få en portion af Jess Friis’ menu. Der ryges færdigt i gården over gode grin og hjemmerullede cigaretter. Morgenens brugere af caféen er langsomt forduftet til fordel for frokostsultne folk.

Madroen spreder sig langsomt i caféen, og det virvar, der tidligere på dagen prægede Jydepotten, har lagt sig. Rundtomkring sidder medarbejdere og snakker med brugere, der trænger til hjælp eller selskab, mens Niels Christensen gør klar til et møde med en ung mand og hans socialrådgiver fra kommunen. marp@kl.dk