– Jeg plejer at sige det på denne måde: Hvis du er udviklingshæmmet og ender på et bosted, hvor din nabo hver morgen forsøger at kvæle dig, så er udsigten til et liv med evig konflikt, angst og ekstra støttetimer mange gange større end udsigten til, at en af jer kommer til at flytte. 

Ordene kommer fra det høringssvar, som direktør Bo Mollerup på vegne af Socialt Lederforum gav til et lovforslag, som reviderer reglerne for magtanvendelse. Revisionen giver medarbejderne på landets botilbud en række nye muligheder som for eksempel at føre konfliktsøgende borgere væk fra fællesrum, mens kravene til registrering og dokumentation er blevet mindre.

Da lovforslaget i foråret blev sendt i høring, mødte det voldsom modstand, og debatten spidsede yderligere til, da en række handicaporganisationer trak sig fra forhandlingerne. 

Forslaget om at give kommunerne mulighed for at flytte borgere udelukkende med samtykke fra en værge var sammen med muligheden for brug af kamerakig og indelåsning af borgere i op til 10 timer noget af det, som mødte den hårdeste kritik.

De to sidste elementer blev da også pillet ud af den endelige aftale. Mens kommunernes mulighed for selv at flytte en borger blev udskudt, indtil reglerne omkring værgemål har fået et gennemsyn. Det glæder Bo Mollerup, der efterlyser et større flow i boligmassen for udviklingshæmmede.

– Beboerne på botilbud er nogle af de mennesker, som har aller­sværest ved at bo sammen med andre, men alligevel har vi som samfund besluttet, at de skal bo sammen i kollektiver. Vi har brug for, at lederne kan bruge deres sunde fornuft, når vi gang på gang er vidner til, at mennesker, der trives meget dårligt sammen, er påtvunget hinandens selskab i årtier, siger han.

Uden sprog

På botilbuddet Bosager i Sønderborg Kommune forsøger leder Steen Boris Hansen hver dag at skabe et godt liv for stedets 42 beboere, som lever med så store og varige funktionsnedsættelser, at Steen Boris Hansen ikke mener, at de eksisterende regler for magtanvendelse rummer netop den gruppe. 

– Når danskerne tænker på udviklingshæmmede, tænker de på Morten og Peter fra TV 2-programmet, og det var jo to charmerende unge mænd, der selv kunne finde ud af, om de ville have låst døren. Men det er slet ikke den type beboere, vi har. Mange er uden sprog, og de har et funktionsniveau som et barn mellem fire måneder og fem år, forklarer han.

Derfor synes han også, at det er lidt for nemt, når det i debatten gentagne gange er blevet sagt, at socialpædagogiske indsatser altid er løsningen frem for tvang. 

– Vi skal naturligvis altid prøve alle pædagogiske muligheder af først. Det gør vi også. Nogle gange i mange år. Men det er en gruppe borgere, som vi ikke kan nå med rationel tænkning, og nogle gange bliver vi nødt til at bruge magt for at drage omsorg for dem, siger han. 
I praksis står medarbejderne ofte i en dilemmafyldt hverdag, hvor de skal balancere mellem deres forpligtelse til at yde omsorg og borgernes ret til selvbestemmelse.

– Vi har beboere, som vi ikke kan lære, at de ikke skal gå ud uden tøj på i snevejr, eller at de ikke skal spise vaskepulver. Det hedder en magtanvendelse, når vi forhindrer dem i det, men vi gør det jo for at passe på dem, siger han.

For fællesskabet

Et af de nye tiltag i revisionen er, at det i fremtiden bliver muligt at føre en truende beboer ud af fællesrummet af hensyn til de andre beboere. En mulighed, som Steen Boris Hansen tror, vil gøre hverdagen på Bosager lettere.

– I dag er det sådan, at hvis en beboer opfører sig truende i fællesarealerne, så er det de fem andre beboere, som skal flytte sig. Det synes jeg ikke, er rimeligt. Det svarer jo til, at politiet siger, at du skal gå op i din egen lejlighed, hvis din nabo truer dig i jeres fælles gård, siger han.

Med de nye regler får personalet også mulighed for at føre beboere tilbage til deres lejlighed, hvis de går ind til andre beboere.

– Et af de dilemmaer, vi altid har haft, er, når en beboer går ind i en anden lejlighed. I dag har vi ikke hjemmel til at anvende magt til at føre dem ud, hvis beboeren i lejligheden ikke aktivt kan sige, at de skal gå ud. Mange af vores beboere er uden sprog og kan ikke sige fra, men det betyder jo ikke, at det er rimeligt, at andre beboere bare kan gå ind og ud af deres lejlighed, siger han. 

Endeløs dokumentation

I Ikast-Brande er det især udsigten til at slippe af med de forhadte dokumentationskrav ved brug af stofseler i kørestole, som vækker jubel på bostedet Brande Åbo. 

– Jeg blev glad helt ud i storetåen, da jeg hørte det. Det er en drøm, jeg har haft gennem flere år, og der er heller ingen tvivl om, at der vil være jubelscener blandt de ansatte, den dag de slipper for al den unødige registrering, siger Sidsel Marie Nielsen, der er centerleder i Ikast Brande.

I dag skal der først søges tilladelse til at bruge en stofsele, og herefter skal personalet registrere tidspunktet, hver eneste gang en stofsele spændes i og op. På Brande Åbo, hvor der bor 32 borgere, bliver det på et år til 8.124 sider med dokumentation, som skal sendes videre til Socialtilsynet.

– Der er ingen tvivl om, at vi vil mærke en klar tidsbesparelse. Den tid kan vi i stedet bruge på borgerne. Der er jo ingen, som bliver socialpædagog for at sidde og sætte krydser i et skema, siger hun.

Hun understreger, at hun er stolt af, at Danmark i dag har et regelsæt, der beskytter mennesker med handicap. Men hun oplever, at mens reglerne passer til 85 procent af målgruppen, så efterlader de en restgruppe, som falder udenfor. For eksempel når personalet ikke må bruge seler til at sikre en korrekt siddestilling.

– Vi må jo kun lave magtanvendelser, som udspringer af omsorg. Men som reglerne er i dag, skal man jo nærmest være faldet ud af kørestolen og have slået hovedet, før vi får lov til at bruge en sele. Det er ude af trit med vores virkelighed, hvor langt de fleste beboere slet ikke kan sidde i en kørestol uden en sele, siger hun.

Fortidens skygger

De nye regler for magtanvendelser er af flere handicaporganisationer blevet kaldt et historisk tilbageskridt. En kritik, som alle parter er nødt til at tage alvorligt, fordi fortiden skræmmer, pointerer Steen Boris Hansen. 

– Tvang er et meget følsomt emne, og det er vigtigt, at vi viser forståelse for det historiske efterslæb. Der er ikke tvivl om, at der tidligere blev brugt for meget magt i vores forsorg. Der er heldigvis en anden tilgang i dag, men med de enkeltsager, der af og til dukker op i medierne, vil der altid være nogle, som er bange for, at magten vil blive misbrugt, siger han.

Han bakkes op af Bo Mollerup, som frygter, at debatten om besparelser på det specialiserede socialområde kædes sammen med revisionen af reglerne for magtanvendelser og skaber yderligere splittelse i et i forvejen anspændt forhold mellem borgere og system.

– Nogle gange får man næsten det indtryk, at det pædagogiske personale møder ind om morgenen og tænker: ”Hvem kan jeg låse inde i dag?” Men socialpædagogerne møder jo ind hver eneste dag for at skabe et godt liv for nogle af samfundets svageste borgere, siger Bo Mollerup.

Han understreger, at det sidste, socialområdet har brug for, er en polariseret debat, som skaber yderligere afstand mellem parterne. 
– I Danmark har vi igennem en årrække oplevet, at kløften mellem systemet og borgere er blevet dybere og dybere. Vi har næsten fået skabt vores egen Gazastribe på socialområdet, og det er et svært sted at være for alle parter. Vi har brug for samarbejde og dialog, siger han.
I KL håber næstformand for KL’s socialudvalg Helle Gade (S), at parterne på området vil gå ind i implementeringen af de nye regler med både nysgerrighed og tillid. 

– Vi har stået i hvert sit hjørne i så mange år og råbt ad hinanden, men nu er der et vindue for at afprøve nye muligheder. Landspolitikerne har vist stort mod ved at tage det første skridt, og nu håber jeg, at vi sammen med handicaporganisationerne kan lægge diskussionerne til side og sammen forsøge at finde gode løsninger for den enkelte borger, siger hun. gij@kl.dk

Kamerakig giver tryghed

Tanja Jakobsen er glad for, at det nu bliver muligt at overvåge hendes autistiske søn med kamerakig.

Når 19-årige Rasmus Jakobsen får et epileptisk anfald, risikerer han at falde ud af sengen og slå sig. Men indtil nu har loven ikke tilladt videoovervågning – heller ikke af personer med epilepsi. Og det bekymrer hans mor, Tanja Jakobsen.

– Det vil da give mig en kæmpe tryghed, hvis personalet kan se til ham ved hjælp af et kamera, så jeg ved, at han ikke ligger alene derinde på gulvet og har brug for hjælp, siger hun.

Med revisionen af reglerne for magtanvendelse bliver det nu tilladt med forhåndsgodkendelse fra Det Socialfaglige Nævn at anvende såkaldt situationsbestemt kamerakig hos personer, hvor der er risiko for personskade. Lovændringen er blevet mødt med bekymring for privatlivets fred fra flere sider, men Tanja Jakobsen håber omvendt, at lovændringen vil gøre det muligt at videoovervåge hendes søn. 

– Jeg synes nærmest, det er omsorgssvigt, når min søn ikke bliver overvåget. Jeg kan godt se, at det for andre 19-årige ville være meget grænseoverskridende, men min søns udviklingsniveau svarer til en fireårigs, og han er ikke opmærksom på, at der er et kamera, siger hun. 

Ud over epilepsi har Rasmus Jakobsen en autismediagnose og bor på botilbuddet Bosager i Sønderborg Kommune. Hans mor peger på, at kamerakig kan erstatte den fysiske overvågning, der i mange tilfælde også opleves som indgribende.

– Alternativet er, at personalet skal gå ind hele tiden for at se til ham. Men Rasmus sover meget let, og når nattevagten kommer ind, vågner han og bliver meget vred. Det betyder, at han bliver afbrudt rigtig mange gange i løbet af natten og får en dårlig søvn, siger hun. gij@kl.dk