54-årige René Andersen var ikke bleg for et godt spil billard. Han spillede ofte og var sådan set også ret god til det. Han bor på Forsorgscenter Toften i Slagelse, der har driftsoverenskomst med Slagelse Kommune og ligesom herberger tilbyder et midlertidigt tag over hovedet. 

Her har René boet mere eller mindre fast gennem de seneste fem år.
Under et spil billard tidligere i år i en af forsorgshjemmets opholdsstuer snublede han og faldt ned i et solidt marmorbord, der brækkede hans venstre hofte. Han blev hentet af ambulancen og kørt til hospitalet, hvor han røg på operationsbordet og fik sat skruer ind i hoften.

– Jeg er ikke nervøs for at skulle på hospitalet. Der bliver man jo behandlet godt nok. Det er mere, når jeg skal ud igen, fortæller René.

Da han blev udskrevet, gik det nemlig ikke som smurt. Hospitalet startede med at udskrive René hjem til Toften. Relativt hurtigt måtte personalet dog ringe og sige, at det ikke duede, fordi han sad i kørestol og nærmest ingenting kunne, hvilket stedet slet ikke er indrettet til.

Næste stop var et plejecenter, hvor de fysiske rammer passede bedre til hans behov. Men de andre beboere var meget anderledes og syge på en helt anden måde end René. Han passede ikke ind.

– Det var ikke et godt sted. Altså værelserne er store nok og fine med eget bad og vaskemaskine. Men folk var meget ældre end mig, og lige pludselig kunne de rende rundt i deres ble eller nøgne, og så tænkte man bare: ”Hvad fanden foregår der?” fortæller han.

Det fik René til at flygte fra stedet baglæns i sin kørestol mod Toften.

Ikke enestående

Renés historie er ikke enestående, fortæller Karen-Marie Heltoft, der er forstander på Toften. 

Når man udskrives fra hospitalet, er der flere muligheder for at blive visiteret til et midlertidigt døgnophold i kommunalt regi, hvis man er for skrøbelig til at være i eget hjem. Det kan være rehabilitering, genoptræning eller aflastning. Det sker også, at socialt udsatte og hjemløse sendes på plejehjem.

Men Karen-Marie Heltoft oplever, at flere udsatte borgere føler sig forkert placeret, når de udskrives til de kommunale tilbud, hvor de ikke er i målgruppen.

– Nogle borgere har ringet og sagt, at de godt vil hjem. Og det er her, de mener, fordi her må man gerne være den, man er. Borgerne har en oplevelse af, at selvom alle gør alt, hvad de kan, der, hvor de har mulighed for at komme hen, er det ikke et sted, de synes, er værdigt for dem, siger hun.

I flere tilfælde har Karen-Marie Heltoft også oplevet, at socialt udsatte og hjemløse ikke udskrives til aflastning eller plejehjem, men kommer direkte ned på forsorgshjemmet eller selv lader sig udskrive.

– Hospitalet synes, de er færdigbehandlede, og derfor bliver de udskrevet. Så står de her en fredag eftermiddag i en taxa med en kørestol bagi. Og vi står med en stor udfordring.

Toften er et paragraf 110-tilbud, der tilbyder en midlertidig bolig. Her skal man være selvhjulpen, og det skaber udfordringer, når der kommer borgere, som er syge eller nyopererede. Institutionen er et gammelt hus, der ikke er bygget til mennesker med for eksempel et handicap. Der er både udvendige og indvendige trapper, og der er heller ikke plads til lifte og plejesenge.

– Der er tidspunkter, hvor jeg må sige til personalet, at det må de simpelthen ikke. De kan ikke løfte rundt på en fuldvoksen mand. Så må de ringe 112. Vi har ikke mulighed for det, aflastningspladserne har. Men de kan omvendt ikke rumme en borger, der måske råber eller drikker 30 øl om dagen, siger Karen-Marie Heltoft.

Landet rundt

Udfordringen eksisterer også andre steder i landet. Det viser en rundringning, som  Danske Kommuner har lavet. Vi har talt med socialsygeplejersker i alle regioner – undtagen Nordjylland, hvor man ikke har socialsygeplejersker. 

Socialsygeplejerskerne formidler blandt andet kontakt til eksterne samarbejdspartnere ved udskrivelse af udsatte. De genkender alle problemstillingen og efterspørger flere tilbud til udsatte borgere samt et mere systematisk samarbejde mellem sygehus og kommune.

De fortæller om en hverdag, hvor man skal arbejde hårdt for at finde et sted at sende borgerne hen, når de er færdigbehandlede, men også om pressede herberger og forsorgshjem, der i mange situationer står med syge borgere, som de ikke har sygeplejefaglige kompetencer til at hjælpe.

En af de socialsygeplejersker er Suss B. Nielsen, der er ansat i Region Sjælland ved Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse samt Psykiatrisygehuset Slagelse. Trods et godt samarbejde med kommunerne i området oplever hun forbehold over for målgruppen, som ikke passer ind i de kommunale tilbud.

– Der er ikke nogen, der har lyst til at udskrive til gaden, men det sker, at man bliver nødt til det. Hvis borgerne har et plejebehov og samtidig for eksempel abstinenser, er det meget udfordrende at finde et sted til dem. De kan nogle gange komme på en aflastningsplads, men de passer bare ikke sammen med fru Jensen, og personalegrupperne er heller ikke altid gearet til den slags borgere, siger Suss B. Nielsen.

Hun oplever, at mange falder gennem systemet og ender på herberger eller forsorgshjem, hvor de ikke kan få den nødvendige behandling til at komme sig efter en indlæggelse.

– De får aldrig det gode forløb, og det er en falliterklæring, at man ikke har prioriteret socialt udsattes adgang til sundhedsvæsenet, siger Suss B. Nielsen.

Mere syg

På Forsorgscenter Toften oplever de, at antallet af brugere med dobbeltproblematikker i form af både psykisk sygdom og et stofmisbrug er vokset og giver nye udfordringer.

– For 17 år siden havde vi måske én ud af de 29, der bor her, som havde dobbeltproblematikker. I dag er det nok op mod 95 procent af dem. Kompleksiteten har været stigende, fortæller Karen-Marie Heltoft.
Som udgangspunkt bliver man udskrevet til sit hjem fra hospitalet. I og med at Toften for nogle er deres hjem, bliver det her, de udskrives til, fordi det er svært for hospitalet at finde andre steder, fortæller Karen-Marie Heltoft. Og så står personalet altså med en opgave, der rækker ud over det socialfaglige, og som det slet ikke er meningen, at forsorgshjemmet skal varetage.

– Det kan godt være, at hjemmeplejen kan komme herud nogle gange om dagen. Men hvis de er her klokken 10, og borgeren kommer til at lave noget i bukserne lige efter, kan vi jo ikke bare sidde og kigge på, at de så skal vente i flere timer, siger Karen-Marie Heltoft.

Hun fortæller ligeledes om situationer, hvor Toften har været nødsaget til at have meget syge borgere boende.

– Vi er virkelig presset på psykiatrien. Det er meget syge mennesker med udadreagerende adfærd, der bliver udskrevet hertil. Også selvom vi siger, at vi ikke har en plads. Det er fagligt utrygt, siger Karen-Marie Heltoft.

Selvom forsorgshjemmet oplever udfordringer med syge borgere, finder personalet for det meste løsninger. Og det skyldes ifølge Karen-Marie Heltoft i høj grad det tætte samarbejde med regionen og kommunen.

– Jeg synes, kommunen er opmærksom på, at vi har med noget komplekst at gøre. Når vi ringer til visitationen og siger, at vi er mega udfordrede, prøver de at trylle det mest optimale frem, siger hun.

Nye skæve tilbud er den bedste løsning, hvis udsatte borgere skal have bedre hjælp end i dag, lyder det fra Karen-Marie Heltoft.

– Hvis man kunne lægge vores tilgang til borgerne sammen med det, aflastningspladserne kan, ville det være optimalt. Et sted, som kan rumme den adfærd, de her mennesker har. Det kan jeg godt forstå, man ikke kan på et almindeligt plejehjem, siger hun.

På tværs

I Rådet for Socialt Udsatte er udfordringen kendt, og formand Kira West fortæller om patienter, der udskrives ikke bare til herberger, men nogle gange også til gaden.

– Hospitalerne udskriver patienterne tidligere og tidligere, og det kæmper kommunerne og sociale tilbud i høj grad med. De udskrives, fordi de er færdigbehandlede. Men de er jo ikke raske. De har brug for at rehabilitere. Og hvis man ikke kan tage sig af sig selv, så har man brug for, at nogen tager sig af en, siger hun.

Kira West mener derfor, at der bør etableres flere såkaldte omsorgscentre, som man blandt andet ser i København. Pladser, der er målrettet mod socialt udsatte, som udskrives fra hospitaler, men endnu ikke er raske, eller har brug for at blive stabiliseret inden en indlæggelse. Her skal der være tværfaglig støtte, der dækker både de sundheds- og socialfaglige indsatser.

– Der bør være omsorgscentre i alle regioner, og de skal etableres på tværs af region og kommune, fordi borgeren skal have indsatser begge steder fra, siger hun.

I dag besværliggør sektorgrænserne hjælpen til de udsatte, og staten bør derfor ifølge Kira West gå ind og sætte rammerne for en løsning.
– Der er fine eksempler på, at kommuner og regioner har fundet gode løsninger lokalt, men det er altså på trods af systemet, for der er ikke faste strukturer, der sikrer, at de her borgere ikke falder mellem stolene, siger hun.

Glad for at være tilbage

Det system kender René Andersen alt for godt efter sin ulykke, som han nu forsøger at komme sig over på Forsorgscenter Toften. Her sidder han så på sit værelse, hvor han egentlig burde have haft en plejeseng. Men fordi forsorgshjemmet ikke har plads, er man gået alternativt til værks med forhøjere til hans egen seng.

Værelset er ikke synderlig stort, men familiefotos, fjernsyn og en fornuftig dvd-samling vidner om, at det her er Renés hjem. Og selvom de fysiske rammer ikke er optimale i modsætning til en aflastningsplads, vil han meget hellere være her blandt jævnaldrende og mere ligesindede mennesker.

– Det her er et bedre sted, synes jeg. Og maden er meget bedre. Folk render heller ikke nøgne rundt, og personalet er flinke, så jeg er glad for at være tilbage, siger René Andersen. marp@kl.dk