En fremtid uden udledning af drivhusgasser og et Danmark, hvor vild natur præger store og sammenhængende dele af landskabet. Det er, hvad politikerne har sat som mål.

Helt konkret skal Danmark være et nulemissionssamfund, og vi har samtidig tilsluttet os EU’s målsætning om, at 30 procent af Europa skal være beskyttet natur. 

Det hele skal være indfriet i 2050.

Men et grønt Danmark er måske ikke helt så tæt på. I hvert fald har arbejdet med at mindske CO2-udledningen hidtil været præget af løsninger, der ikke i nævneværdig grad har krævet noget af befolkningen, lyder det fra Martin Kruse, der er fremtidsforsker og leder forskningen om miljø og ressourcer samt fremsyns- og fremtidsstudier på Institut for Fremtidsforskning.

– I Danmark er vi kommet langt. Men vi har også høstet mange af de lavthængende frugter, hvor folk personligt ikke har skullet gøre noget. Danskerne har ikke skullet ændre deres vaner, fordi de pludselig fik grøn strøm i kontakten. Sådan kommer det ikke til at fortsætte. Der vil blive stillet krav til befolkningen. Spørgsmålet er, hvordan de vil reagere på det, siger han.

Forandringen kræver først og fremmest et helhedsperspektiv, mener han. En tankegang, der er overordnet strategisk og ikke præget af små løsninger, som ikke giver de store resultater.

– Hvis kommunerne hele tiden laver små grønne tiltag og trækker små ting ned over hovedet på folk, som ikke gør den store forskel i det store perspektiv, bliver folk bare irriterede. Og så ender man i en situation, hvor man skaber en overeksponering og underminerer hele transitionen, siger Martin Kruse.

Moralskifte

Danskernes udledning af drivhusgasser per borger er blandt verdens højeste og dobbelt så høj som en gennemsnitlig verdensborger, viser en CONCITO-rapport fra 2023. En stor del af udledningen er borgerne ikke selv herre over, men fødevarer, boliger, transport, tøjforbrug og elektroniske apparater spiller dog en væsentlig rolle i vores CO2-udledning.

– Når vi ser på danskerne, har mange en oplevelse af, at de allerede lever grønt, fordi de for eksempel sorterer deres skrald, men det er slet ikke nok. Så fra det punkt, vi er på nu, til hvor vi skal hen, er der rigtig lang vej, og borgerne skal æde en masse kameler. Det tror jeg, bliver en udfordring, lyder det fra Martin Kruse.

Udfordringen er, påpeger han, at den grønne omstilling ikke som sådan giver et personligt udbytte for den enkelte. Vi gør nemlig gerne ting, der har positive konsekvenser for det liv, vi lever lige nu.

Anderledes er det, når vi skal arbejde for fremtidige generationer. For selvom man kan forudse, at klimaet og naturen vil lide under vores nuværende levevis, er det komplekst at forstå, hvordan det rent faktisk vil påvirke fremtiden, lyder det fra fremtidsforskeren.

– Hvis mennesker har en moral og nogle antagelser om, hvad det vil sige at være et godt menneske, kan de godt handle i total uoverensstemmelse med det, så længe andre gør det samme som dem. Men det er først, når der sker et kollektivt moralskifte, at vi som samfund kan lave en fuldstændig grøn transition, siger han.

Nyttig natur

Danskernes moral hænger ikke kun fast i fortiden, når det handler om klima. Også på naturområdet er det nødvendigt med et holdningsskifte, hvis Danmark skal bidrage til målsætningen om mere vild natur i Europa.

Det fortæller Hans Henrik Bruun, der er professor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet. Han ser 30 procent natur som et realistisk mål. De økonomiske og praktiske barrierer vil være overskuelige, vurderer han. Men de mentale barrierer vil være vanskeligere at overkomme. 

– Mange er positive over for natur, men de ved ikke, hvad vild natur er. Nul procent af Danmarks areal kan i dag klassificeres som strengt beskyttet, så hvor skulle danskerne også vide det fra, siger Hans Henrik Bruun.

Moralskiftet skal derfor også ske i vores syn på naturen. Ifølge professoren er vi nemlig i høj grad opdraget med det blik, at naturen først og fremmest skal bruges til noget nyttigt for os mennesker.

– Vi har fået naturen som gave, og den skal vi udnytte. Vi skal plukke alle bærrene, for ellers går de til spilde, og vi må ikke lade en træstamme rådne, fordi det er spild. Den opfattelse af, at vi er forvaltere af naturen, og at den er kulisse for vores udfoldelse, er en mental barriere, siger Hans Henrik Bruun.

Dobbeltmoral

Hans Henrik Bruun peger blandt andet mod Tyskland for at illustrere vores tilgang til naturen.

Tidligere i år luftede tyske politikere muligheden for at stramme reglerne for import af jagttrofæer, fordi de var bekymrede over krybskytteri.

Det fik Botswanas præsident, Mokgweetsi Masisi, til at true med at sende 20.000 elefanter til Tyskland, fordi landet ifølge præsidenten betaler prisen for at bevare de store dyr til glæde for resten af verden. Bestanden af elefanter vokser og vokser i Botswana, og den må ifølge præsidenten reguleres med jagt, hvis det skal undgås, at dyrene tramper folk ihjel, spiser afgrøder og ødelægger landsbyer.

Og det eksemplificerer den dobbeltmoral, vi har i Vesten, mener Hans Henrik Bruun.

– Man kan have alle mulige moralske kvababbelser om trofæjagt, men virkeligheden i for eksempel Botswana er, at trofæjagt betaler for, at der findes naturreservater. Det er rige mennesker, der rejser ned og betaler en masse penge, som går til bevarelse i det fattigere Afrika, siger han og tilføjer:

– Vi sidder i det moralske højsæde i Europa og dikterer, men vi synes ikke selv, vi har plads til store, vilde pattedyr i vores landskab. I Bangladesh er det okay, at 80 mennesker dræbes af tigre om året, men vores menneskeliv er for værdifulde, og derfor må de fattige lande rode med byrden.

Selvom der er plads til at nå målet om 30 procent vild natur i Danmark, vil det kræve, at nogle skal opgive deres privilegier, og at man rent faktisk sætter naturen som første prioritet, hvorefter vi mennesker må indrette os, lyder det fra Hans Henrik Bruun.

– Vi kunne også komme på safari i vores eget land, men det ville være på bekostning af noget andet, nemlig den mentale kontrol. Den pris vil nogle ikke betale, heller ikke selvom det betyder en fortsat biodiversitetskrise, siger Hans Henrik Bruun.

Grønne tiltag kræver ofte en vis grad af handling fra borgerne. Men det er ikke altid lige nemt at få folk til at ændre adfærd.

Det kan man blandt andet se, når det kommer til fjernvarmeudrulningen, hvor der er mangel på de vigtige incitamenter, fortæller Laila Kildesgaard, der er selvstændig konsulent og ekspert i grøn omstilling og lokaludvikling samt tidligere klimadirektør i KL.

Mange steder er gaspriserne nu lave, og derfor er der ikke længere det samme pres fra boligejerne til at få en anden opvarmningsform, selvom der var store planer om at udrulle fjernvarme efter Ruslands invasion af Ukraine.

– Alt det, som kommunerne forpligtede sig til i forhold til at rulle fjernvarme ud og udfase gas, er lige nu gået lidt i stå. Det siger noget om, at de grønne tiltag skal være forbundet med et økonomisk incitament. Folk vil gerne gøre noget, der er besværligt, men de er pragmatikere omkring det, siger Laila Kildesgaard.

Det handler derfor frem for alt om at skabe incitamenter og gøre det tillokkende for borgerne at være grønne, mener Laila Kildesgaard.
Flere steder er man for eksempel i gang med at se på energifællesskaber, hvor dem, der bor tæt på vedvarende energi, får billigere energi. Man ser også på at give borgere en andel i energiprojekter.

– Der er få, som er imod vedvarende energi, men det skal bare også være til deres egen fordel. Hvis incitamenterne er der, kommer motivationen også. Der er jo nogle, for hvem det moralske virker, men det er ikke nok til at få sat den store grønne bevægelse i gang. Der bliver man nødt til at få blandt andet de økonomiske incitamenter til at vende rigtigt, siger hun. marp@kl.dk