Uden en jordisk chance

Ikke engang når man træder gummistøvlerne ned i den lerede jord på kanten af landsbyen Ølst, er det helt til at begribe, hvilke kræfter der har været på spil. Det er svært at forestille sig, at det var her, omkring 3 millioner kubikmeter jord, der bevægede sig 7-10 meter i timen, for få måneder siden truede med at forårsage en miljøkatastrofe. 

Vi står på Nordic Wastes adresse lidt uden for Randers, hvor virksomheden indtil årsskiftet håndterede forurenet jord fra hele landet. Men da et kæmpe jordskred satte i gang, forlod virksomheden området, og siden har Randers Kommune kæmpet for at få styr på jordskreddet.

Den nærliggende Alling Å, som munder ud i Randers Fjord, løber ikke længere i jorden, men i stedet i kæmpestore metalrør, der forhindrer, at vandet bliver forurenet. Der løber mellem 2.500 og 3.500 liter vand i sekundet gennem åen, og vandet pumpes nu i rør i den omdirigerede å. Siden omfanget af katastrofen for alvor blev kendt kort før jul sidste år, har 5.000 lastbiler kørt jord væk fra området. 

Billeder af kæmpestore bunker jord og mudder har fyldt mediebilledet de seneste måneder, men i dag minder her mere om en byggeplads med maskiner, traktorer, en stor pumpestation og nu græsklædte jordbunker bag de få bygninger, der er tilbage som de eneste vidner om, at det var her, Nordic Waste havde virksomhed. 

Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune, viser hjemmevant rundt i området. 

– Det var ret specielt den dag, den 19. december, da virksomheden forlod området. Da stod Nordic Wastes medarbejdere i den ene side af vejen på vej væk, og kommunens medarbejdere og beredskabet i den anden side på vej ind, fortæller han.

Gl. Århusvej, landevejen mellem Aarhus og Randers, var begyndt at revne på grund af det kæmpestore jordskred, og kommunen og beredskabets førsteprioritet var at bremse jorden. 

Aben havner hos kommunen

Den dag kommunen rykkede ind i området, havde ingen begreb om den opgave, der ventede. En opgave, der indtil videre har taget ni måneder, og som Randers Kommune estimerer vil ende med at koste omkring 600 millioner kroner. 

– Det er helt vildt at være vidne til de naturkræfter, der har været på spil her, konstaterer Jesper Kaas Schmidt.

Han har som kommunaldirektør været den øverst ansvarlige for håndteringen af jordskreddet. Og han lægger ikke skjul på, at det ikke har været nogen nem opgave.

– Der var en dag, hvor jeg var herude alene og stod lidt oppe og kiggede ud over det hele. Da fornemmede jeg virkelig det der med, at der er koldt på toppen. Så kan man godt komme til at føle sig meget alene, siger han.

Og generelt har Randers Kommune været efterladt uden mange livliner. Da Nordic Waste besluttede at forlade området, blev det kommunens opgave at rydde op efter jordskreddet og forhindre det i at fortsætte. Miljøbeskyttelsesloven bestemmer, at det er forureneren, altså i det her tilfælde Nordic Waste, der har ansvaret og skal betale for den forurening, de skaber. Men da virksomheden ikke ville betale og gik konkurs, blev Randers Kommune forpligtet til at handle. 

– Vi har en miljølovgivning i Danmark, der er baseret på tillid, og vi er vant til, at virksomheder tager ansvar, hvis de forårsager en forurening. Det er en usædvanlig situation, at en virksomhed ikke gør det. Og så havner aben hos kommunen, siger Jesper Kaas Schmidt.
Og det er ikke holdbart, mener han.

– Der var rigtig mange, der var interesserede i, hvorfor og hvordan det her kunne ske. Vi interesserede os for at løse det, for det var vi nødt til. Vi har følt os ret alene. Der er ikke nogen, der er kommet og har hjulpet os. Jeg har kunnet få hjælp, hvis jeg har ringet og bedt om noget specifikt i et ministerium eller en styrelse, men vi har selv været koordinerende og opsøgende. Og med en så stor katastrofe kan man ikke forlade sig på, at en kommune skal kunne løse det. Hvad var der sket, hvis det her var sket på Samsø eller Læsø? Hvordan skulle de kunne håndtere det her, spørger Jesper Kaas Schmidt retorisk.

Svære beslutninger

Som leder har han de sidste otte måneder haft fokus på tre ting: at stoppe jordskreddet, at skaffe den nødvendige økonomi til at håndtere opgaven og at sikre, at den kommunale organisation kom helskindet igennem. For det har været en ek­straordinært stor opgave, kommunen har været sat på, og det har krævet, at kommunen hele tiden har arbejdet med en plan A, B, C, D og E. 

Men de beslutninger, kommunen har skullet træffe undervejs, har tæret hårdt på de kommunale medarbejdere. For hvordan tager man stilling til, om man skal vælge plan A eller B, hvis konsekvensen af det forkerte valg er, at en hel by bliver oversvømmet af jord? 

– Der er ingen tvivl om, at nogle af dem har arbejdet under meget svære vilkår. Det at stå der lige i de dage og skulle træffe kæmpestore beslutninger, der har kæmpestore konsekvenser, er hårdt. Og der er ikke nogen, du kan ringe til. Det er dig, der sidder ude i skurvognen og skal træffe beslutningerne. Det tærer, siger kommunaldirektøren, der selv husker, da han fik at vide, at jorden var i overhængende fare for at skride ind over landsbyen Ølst fem meter over terræn, hvis ikke kommunen gjorde noget.

– Hvad stiller man lige op med sådan en information? Vi valgte at gøre det, at vi først informerede beboerne på et borgermøde, og dernæst fortalte vi det til pressen. Men beboerne blev selvfølgelig ængstelige, og det blev breaking news alle steder. Men vi gjorde også klart, at vi selvfølgelig ville gøre, hvad vi kunne for at forhindre det. 

Krisestyring

Et sted, kommunen kunne hente hjælp, var dog hos det lokale beredskab. Den første måned havde beredskabet konstant en indsatsleder ude på adressen ved Nordic Waste, og ifølge beredskabsdirektør Morten Sønderby Sørensen var indsatslederens evne til at træffe beslutninger i en presset situation og i kaotiske omgivelser noget af det, der var til stor hjælp den første tid. 

– Vores indsatsledere er vant til at tage beslutninger på et skadested, og det var det, der var brug for her. Der var en stor ledelsesmæssig opgave, og det kunne vi hjælpe med. Derudover instruerede vi også kommunen i, hvordan de skulle organisere sig. Vi har en masse erfaring i krisestyring, som vi kan trække på, siger Morten Sønderby Sørensen. 

Det var kun de første dage, det var beredskabets udstyr, der var i brug. Herefter overtog entreprenører opgaven, men beredskabet blev altså alligevel. Og Morten Sønderby Sørensen lægger ikke skjul på, at det også trak veksler på beredskabet.

– Der er ingen tvivl om, at vi når grænsen for, hvad en kommune og et beredskab kan håndtere. Vi havde fire indsatsledere, som i en måned på skift tog ottetimersvagter på stedet. Vi nåede smertegrænsen for, hvad vi kan håndtere. 

Også Morten Sønderby Sørensen mener, at der burde have været mere hjælp at hente.

– Det havde været rart, hvis nogle i staten havde steppet lidt op og havde hjulpet med at tage ansvar. Der har stort set været kommunale sagsbehandlere ude på stedet hver dag. De har siddet i en skurvogn og fokuseret på det her, men det er jo ressourcer, der går ud af forvaltningen til de daglige opgaver. Det skal man altså lige huske, siger han.

Klar til katastrofen?

I dag er mange af de vandrensningsbassiner, som kommunen har haft etableret, blevet dækket til. Der er ikke længere brug for dem. For at rense overfladevandet har kommunen sået omkring 100.000 græsfrø på de jordbunker på Nordic Wastes grund, der nu mest af alt ligner et bakket landskab. Og så ligger jorden ikke mindst stille og har gjort det i flere måneder.

– Vi monitorerer det hele tiden, så vi kan holde øje med, at det ikke kommer i bevægelse, siger Jesper Kaas Schmidt, som også glæder sig over, at nogle af de kommunale medarbejdere, som har været meget påvirkede af katastrofen, er på vej tilbage.

Selv nu, hvor området ser langt mere tilforladeligt ud, er det svært ikke at lade sig påvirke. Og ifølge Jesper Kaas Schmidt har synet af katastrofen også gjort indtryk på de folketingspolitikere og ministre, som i løbet af foråret har lagt vejen forbi Randers. 

– Jeg har egentlig oplevet, at de er blevet meget berørte, når de har været her. Man oplever tingene anderledes, når man står i det, siger Jesper Kaas Schmidt.

Han peger på, at det har været en enorm hjælp, at Aarhus Kommune stillede med hjælp i løbet af få timer og sendte to medarbejdere, der kunne assistere på skadestedet, og siden har Aarhus Kommune hjulpet med at gennemgå Randers Kommunes miljøadministration. Han sætter også stor pris på beredskabets assistance. Det private erhvervsliv har ikke mindst haft en enorm betydning. Men Jesper Kaas Schmidt ønsker sig for fremtiden, at det kommunale Danmark bliver bedre til at hjælpe hinanden.

– Jeg har fået en masse opbakning, men vi bør generelt blive bedre til at række ud til hinanden. Hvis en kommune får problemer, hvordan hjælper vi så hinanden? Jeg vil selv huske det, hvis en anden kommune pludselig er på den. Så vil jeg ikke bare ringe og give gode råd. Jeg vil tænke over, hvad jeg helt konkret kan tilbyde, siger kommunaldirektøren.

Men uanset kommunal hjælp viser Nordic Waste-skandalen ifølge Jesper Kaas Schmidt klart, at det ikke bør være op til kommunerne alene at håndtere katastrofer i den størrelsesorden. 

– Man er nødt til at finde ud af, hvordan man sætter sig sammen og har en operativ enhed, hvor kommuner og stat arbejder sammen, siger han.

Fra skrivebord til virkelighed

Står det til Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, har Nordic Waste-sagen med al tydelighed vist, at sektoransvaret er problematisk.

– Denne her sag har vist, at det sagn­om­spundne sektoransvar måske nok er velfungerende i teorien, men at det er sværere at få til at fungere i virkeligheden. Ude i virkeligheden er man nødt til at have en tværgående løsningsorienteret tilgang for at få udfordringerne løst, for ellers risikerer man, at ansvaret falder ned mellem to stole, og så viser al erfaring, at det bliver en kommunal opgave, siger han.

Han forudser, at vi i fremtiden kan risikere at se flere hændelser af en sådan størrelse, at det er for stort for kommunerne at håndtere.

– Vi står med et væsentlig anderledes trusselsbillede, flere og større klimahændelser, og jeg kan godt se for mig, at vi i fremtiden risikerer at få større og langvarige hændelser af den ene eller den anden art, og der har vi brug for, at der er nogle, der samler op på ansvaret, siger Bjarne Nigaard og tilføjer:

– Og når det er lykkedes at forhindre en miljøkatastrofe i Randers, er det efter min opfattelse, fordi man i særdeleshed fra kommunalt niveau har bestræbt sig på at finde virkelighedsnære løsninger.

I 2022 blev et søkabel til Bornholm revet over af et skibsanker. Det betød, at øen var uden strøm i flere timer, og historien er ifølge Bjarne Nigaard et glimrende eksempel på, hvad sektoransvaret har af konsekvenser.

– Efter tre timer ophørte nødstrømmen til telemasterne, fordi teleindustrien havde anslået, at det var rigeligt at sikre nødstrøm til tre timer, for så ville elsektoren sikkert levere. Men det gjorde elsektoren bare ikke. Den var seks timer om at levere. Det betød, at der var tre timer på Bornholm, hvor man ikke kunne ringe efter en ambulance eller brandvæsnet, hvor der ikke var internet, og hvor mange ikke kunne arbejde. Og hvis du skalerer det op, kan det jo blive rigtig problematisk.

Uden for Ølst er Randers Kommune nu ved at kunne genetablere Alling Å. Kommunen har de seneste uger fået lavet analyser af afgrøder fra private haver, af smådyrslivet i åen og senest af signalkrebs. Alt peger på, at livet i åen er reddet, og der er heller ikke gjort bekymrende fund i afgrøderne. 

Når Randers Kommune har genetableret Alling Å, vil kommunen fortsætte med at monitorere jorden i området, inden Gl. Århusvej formentlig kan genetableres næste år. 

– Vi vil gerne have en vinter med for at se, hvordan det arter sig i en periode med mere regn og vådt vejr, så vi kan være sikre på, at det holder. Men ellers vil vi have inddæmmet forureningen og være færdige med det anlægstekniske, og så har vi sådan set ikke mere at gøre. Vi gør det, der skal afværge en miljøforurening, men det er jo ikke vores grund, konstaterer Jesper Kaas Schmidt. antj@kl.dk