Kl. 20.00: 

Jeg mødes med Sophie Hæstorp Andersen (S), der orienterer mig om, at hun er blevet tilbudt posten som social- og boligminister. Det var en overraskelse for både hende og mig. Så begynder tankerne at brage derudad, fordi vi allerede den 30. august har førstebehandling af budgettet i København. Det er en meget forvirrende aften.

Kl. 9.30: 

Medierne har fået navnene på de nye ministre. Telefonen begynder at ringe, men jeg træffer en beslutning om, at jeg vil koncentrere mig om de forestående budgetforhandlinger. Så må overvejelserne om, hvad der ellers foregår, vente. Jeg havde allerede forberedt mig grundigt på budgetforhandlingerne, men der er forskel på at være den, der leder forhandlingerne, og den, der dækker forhandlingslederen af ude i hjørnerne. Jeg beslutter mig for at læse mig, så meget som jeg overhovedet kan nå, ned i de hovedprioriteter, vi har besluttet inden budgetforhandlingerne, for det har jo i højere grad været Sophies, end det har været mit ansvar. Jeg var mest forberedt på alt det, de andre partier kunne finde på at komme med. Alt det, der lå i periferien af Socialdemokratiets hovedprioriteter.

Kl. 8.15: 

Dagen starter med briefing i S-forhandlergruppen. Klokken 9 kommer de andre partier, og vi forhandler dagen igennem. De andre partier tager pænt imod mig som forhandlingsleder, men jeg har jo også prøvet det før. Derfor er jeg heller ikke utryg, men fornemmelsen af, at jeg havde forberedt mig på noget andet, lurer i baghovedet.
Vi forhandler om de ting, kommunen lovpligtigt skal levere på. Jeg falder hurtigt ind i rollen, og så har jeg den fordel, at det er fredag, hvilket betyder, jeg har en hel weekend, inden de mere politiske forhandlinger for alvor går i gang i næste uge. Weekenden skal bruges på at læse og tale i telefon. 

Kl. 9.30: 

Jo tættere vi er kommet på afslutningen af budgetforhandlingerne, jo mere intenst er det blevet, og jo mindre søvn har jeg fået. Særligt op til weekenden spidsede tingene for alvor til, og den politiske adrenalin pumpede rundt i rummet. 

Det er en fed følelse endelig at kunne præsentere budgetaftalen, særligt fordi det er lykkedes at samle et bredt udsnit af partier med 43 mandater bag. Det er en virkelig god følelse.  

Kl. 9.30: 

Jo tættere vi er kommet på afslutningen af budgetforhandlingerne, jo mere intenst er det blevet, og jo mindre søvn har jeg fået. Særligt op til weekenden spidsede tingene for alvor til, og den politiske adrenalin pumpede rundt i rummet. 

Det er en fed følelse endelig at kunne præsentere budgetaftalen, særligt fordi det er lykkedes at samle et bredt udsnit af partier med 43 mandater bag. Det er en virkelig god følelse.  

Kl. 17.30: 

Andet punkt på dagsordenen i borgerrepræsentationen handler om at gøre mig til overborgmester. Nu er der ingen vej tilbage. Både symbolsk og emotionelt falder det på plads for mig, at jeg nu er den, der er den frem til næste valg. Det er et ret følelsesladet øjeblik.  

KL. 8.30: 

Jeg møder ind på rådhuset. Som fungerende overborgmester har jeg ikke villet sidde på overborgmesterkontoret og trække på sekretariatet før nu. Det virker virkelig underligt at sidde på overborgmesterkontoret, men samtidig meget bekendt. 

Jeg har siddet her før, da jeg tog over efter Frank Jensen, og også dengang vidste jeg, at det var for en begrænset periode. Det, der er anderledes denne gang, er, at jeg forlader rådhuset efter periodens afslutning. Når jeg har siddet på Københavns Rådhus så længe, bliver det redefinerende for mit liv. Jeg har sikkert endnu ikke forstået, hvor stor en omvæltning det bliver. Men jeg har det godt med beslutningen. Der er en pokkers masse sager, der har ligget og ventet, til jeg officielt blev overborgmester. Så det ender med at blive en rigtig kontordag med sagsgodkendelser og fremlæggelser fra direktionen.