Velfærdens skyggekriger

Det var skæbnen og 1980’ernes høje ungdomsarbejdsløshed, der endte med at lede KL’s administrerende direktør, Kristian Vendelbo, ind i embedsværkets verden. For i ungdommen i Næstved og Vordingborg var det i langt højere grad navne som Lou Reed, Rolling Stones og Ramones, der fyldte og fik Kristian Vendelbo til at drømme om en karriere som rockanmelder.

– Jeg tænkte egentlig, at jeg skulle læse litteratur eller noget i den stil. Jeg tænkte ikke, jeg skulle være embedsmand. Men samtidig havde jeg et ønske om at lave et eller andet, der gav mening, siger Kristian Vendelbo. 

Forældrenes baggrund var da heller ikke akademisk, men ikke desto mindre fyldte samtaler om samfundet og politik i barndomshjemmet, og det tog han med sig i rygsækken, da han endelig besluttede sig og tog hul på cand.polit.-studiet i København. 

Men han blev med egne ord ”fuldstændig rystet” over, hvor meget matematik fyldte på studiet, der skulle give ham titel af kandidat i økonomi.

– Men nu var jeg der ligesom, og så fortsatte jeg. På et tidspunkt skulle jeg også have mig et studenterjob; det blev i Amtsrådsforeningen. Og så var det bare sådan på studiet, at man skulle i Finansministeriet, så det kom jeg. Det ene tog bare det andet, fortæller Kristian Vendelbo.

Nu fylder han 60 år og kan se tilbage på mere end 30 år som embedsmand gennem fire årtier, som han har tilbragt både i det allerinderste på Slotsholmen som departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som administrerende direktør i Danske Regioner og gennem de sidste 13 år som administrerende direktør i KL. 

– Ja, jeg kunne godt forestille mig, at mine studiekammerater måske ville være en lille smule overraskede, griner Kristian Vendelbo, når han tænker tilbage på sin egen indsats under studiet. 

Et skaktræk foran

Men selvom Kristian Vendelbo var i tvivl om, hvor livet skulle føre ham hen, var han aldrig i tvivl om, at han skulle beskæftige sig med noget, der gav mening, og hvor han kunne gøre forskel. Og det er han lykkedes med at finde.

– Noget af det, der motiverede mig så meget ved at være i Finansministeriet i sin tid, var, at det var så åbenlyst relevant, det, vi lavede. Det var på avisforsiderne, og det var en del af de politiske forhandlinger. Og det er det samme her i KL. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad KL mener og beslutter. Og det er det, der får mig til at stå op om morgenen, siger den administrerende direktør og tilføjer:

– For mig giver det enormt meget mening. Og det er også derfor, jeg aldrig har overvejet at skifte over i den private sektor. Jeg interesserer mig ikke for penge og statussymboler. Jeg interesserer mig for at lave noget, der giver mening.

Og det lægger Kristian Vendelbo ikke skjul på, at han mener, KL gør. 
– Jeg synes, kommunerne er en fantastisk god sag. Det er dem, der udgør lokaldemokratiet, og det er dem, vi arbejder for. Jeg kan enormt godt lide, at det er kommunerne, der udgør det ypperste i det repræsentative demokrati og bringer beslutningerne så tæt på borgerne som muligt. Jeg synes, jeg har verdens bedste og mest spændende job. 

Og der er da også nok at tage fat på. En reformivrig regering har givet kommunerne travlt med forandringer på stort set alle de store velfærdsområder, og Kristian Vendelbo ser det som KL’s fornemmeste opgave at bistå kommunerne med forandringerne – og sin egen fornemmeste opgave at forsøge at være et skaktræk foran og lægge strategien.

– Jeg skal gerne kunne se dagsordnerne, før de er der, og sørge for, at vi er et skridt foran. Andre gange skal vi måske skabe dagsordnerne selv. Det kan jeg virkelig godt lide. At hverdagen er omskiftelig og uforudsigelig. Jeg flytter mit fokus, alt efter hvor det brænder så at sige. Og jeg kan aldrig vide, hvad jeg skal lave i løbet af dagen. Det elsker jeg. Jeg er ikke supergod til rutiner, siger Kristian Vendelbo.

De 13 år som administrerende direktør i KL er det job, Kristian Vendelbo har bestredet i længst tid. Men erfaringerne fra lang tid i embedsværket på både Slotsholmen og også Amtsrådsforeningen samt Danske Regioner har givet en bred og givtig indsigt i det danske velfærdssamfund. Og ikke mindst i forskellene på stat og kommuner. De er store, slår Kristian Vendelbo fast.

– Kommunerne er i sandhed en palet af offentlige ydelser, som er tæt på borgerne. Kommunerne er dem, borgerne og virksomhederne møder. I KL kan vi naturligvis ikke være helt med ude til borgermøderne i de enkelte institutioner, men vi er nødt til at have en rigtig, rigtig god fornemmelse for, hvad der sker ude i virkeligheden. Ellers mister vi vores relevans, siger Kristian Vendelbo og konstaterer, at det er anderledes i ministerierne.

– Her er man typisk ikke i særlig god kontakt med virkeligheden. Og det er min oplevelse, at man heller ikke synes, det er særlig vigtigt at være det. Nogle gange er det endda nemmere ikke at være det. Det er en anden type processer. Hvor du i kommunerne træffer nogle beslutninger, som har nogle umiddelbare konsekvenser, handler det på Christiansborg og Slotsholmen rigtig meget om taktik. Om at vinde nogle få centimeter i forhold til nogle andre.

Kristian Vendelbo peger på, at den statslige administration er blevet pålagt at spare og skære 1.000 stillinger. En øvelse, som kommunerne kender alt for godt efter årevis med administrative besparelser, og som de stadig er underlagt, samtidig med at antallet af årsværk i den statslige administration gennem flere år kun er steget og steget.

– Det har vi påpeget, og vi har presset meget på for at få stoppet væksten i det statslige bureaukrati. I økonomiaftalen fik vi så aftalt med regeringen, at de fjernede 1.000 stillinger, og at vi regnede effekten ind som råderum til velfærd, siger Kristian Vendelbo og fortsætter:

–  Nu har jeg fulgt debatten, og der er rigtig meget katastrofestemning og offerretorik i staten omkring det. Det har jeg svært ved at tage alvorligt, når man samtidig ser, hvordan tallene kun er gået én vej. Og der må man sige, at verden bare ser helt anderledes ud i en kommune. Der er det sådan nogle beslutninger, man står med hver dag, fordi kommunerne er underlagt så stramme rammer. 

Tæt på virkeligheden

De stramme rammer kan Kristian Vendelbo også huske fra starten af sin karriere i begyndelsen af 1990’erne. Dengang gik alle kurver den forkerte vej. Der var underskud på de offentlige finanser, og meget var præget af en stærk krisebevidsthed, husker han. Kurverne skulle knækkes, der skulle styr på den offentlige økonomi, og det var ifølge Kristian Vendelbo ikke før efter finanskrisen, at krisebevidstheden for alvor slap. 

Men nu, hvor dansk økonomi står et andet sted, og der er blevet plads til andre politiske diskussioner, er det en anden udvikling, der kan give Kristian Vendelbo dybe panderynker. Nemlig den, at samfundskontrakten bliver mere og mere presset i takt med danskernes velstandsstigning.

– Den ene regering efter den anden har ladet den offentlige sektor komme længere og længere væk fra velstandsudviklingen. Det skaber et forventningsgab hos borgerne, som ikke nødvendigvis afspejler, at det offentlige tilbud er blevet dårligere. Det er bare det samme, som det var for 15 år siden, mens man privatøkonomisk er et helt andet sted, konstaterer Kristian Vendelbo.

Han er ikke blind for hverken klimakrisen eller de udenrigspolitiske tilstande, der har bragt krig til Europa for første gang i mange år. Men skal han pege på den største udfordring for det danske samfund anno 2024, bliver det alligevel velfærdsgabet.

– For et land som Danmark, som har den velfærdsmodel, vi har, og som vi har været glade for og bygget op gennem årtier, betyder denne her diskussion rigtig meget. Og det er svært at se, at den model, vi har, kan fortsætte bare ved at smøre lidt olie på tandhjulene. Der skal nogle ret grundlæggende diskussi­oner om, hvordan den danske velfærdsmodel egentlig skal se ud, til. Og så kræver det ikke mindst en forventningsafstemning med borgerne, siger han.

Og Kristian Vendelbo mener, at KL har en opgave i at forsøge at sætte den diskussion i gang. Ikke mindst fordi kommunerne allerede mærker forventningsgabet.

– Det er jo ude i kommunerne, lokalpolitikerne skal forklare, hvorfor den folkeskole, borgerne sender deres børn på, til forveksling ligner den, de selv gik på. Vi kan se, det bliver kommunernes problem, hvis ikke der bliver truffet nogle beslutninger. Nu har vi godt nok før sommeren lavet en økonomiaftale, der for første gang i mange år ikke udvider gabet. Men den lukker det jo heller ikke – og det findes der simpelthen heller ikke økonomi nok til at gøre. Derfor skal der nogle andre politiske diskussioner til, konstaterer den administrerende direktør.

Bekymret for fremtidens velfærd

Men kursen for fremtidens velfærdssamfund lader Kristian Vendelbo politikerne om at udstikke. For ligesom han ville være rockanmelder og ikke rockmusiker, har han det bedst med at være i baggrunden. Derfor har livet som folkevalgt heller aldrig tiltalt ham.

– Jeg er normalt rigtig god til at lave analyserne og til at skifte taktik i forskellige processer. Men det passer mig rigtig fint, at det er en anden, der står ude foran kameraet. Hvis man laver en personanalyse af mig, vil man se, at jeg grundlæggende er ret introvert. Jeg får simpelthen ikke noget kick ud af offentlig opmærksomhed, siger han.
Derfor huer det ham heller ikke at fylde år. Ikke fordi alderen trykker, men fordi de runde fødselsdage har det med at blive lagt mærke til.
– Det er faktisk en lille smule irriterende, griner Kristian Vendelbo.

Til gengæld finder han stadig glæde i sit job – også selvom rockmusikken ikke blev til en fuldtidsbeskæftigelse.

– Jeg er stadigvæk i tvivl om, hvad der sker i næste uge eller om en måned. Det synes jeg er fedt, siger han og tilføjer:

– Men jeg har da nogle idéer til, hvad jeg godt kunne tænke mig der sker. antj@kl.dk