Det grønne kompromis

Med den grønne trepart er kommunerne blevet tildelt en enorm opgave. Med litervis af kommunalkaffe på kanden har de samlet landbrug og naturfolk rundt om bordet 23 steder i landet for at blive enige om fremtiden for det danske areal.

Netop Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har i årevis været vant til at stå i hvert sit ringhjørne og uddele verbale slag til hinanden om, hvad der skal ske med den danske jord. Men med ”Aftale om et Grønt Danmark” blev de to yderpoler samlet ved samme bord, og så blev boksehandskerne skiftet ud med fredspiben.

Begge parter kom nemlig fra utilfredsstillende udgangspunkter.

Landbruget følte, at de blev gjort til den store syndebuk  i den offentlige klimadebat. Mens Naturfredningsforeningen kunne konstatere, at Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, og at det danske havmiljø i årevis har været i forfald.

Administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer Morten Boje Hviid peger på to årsager til, at organisationen blev siddende ved bordet og indgik en aftale, som ikke på alle punkter var, hvad han drømte om. En filosofisk og en mere lavpraktisk.

– Landmænd er en del af naturen og ser sig selv som naturforvaltere. Derfor er det naturligt, at landmændene gerne vil være en aktiv del af den grønne trepart, siger han.

Det var den filosofiske del. Om den mere lavpraktiske del siger Morten Boje Hviid:

– Vi har de seneste år haft en meget polariseret debat om landbruget. Forbrugerne vil have billige fødevarer, men de vil også have, at produktionen foregår med et mindre aftryk på klima og miljø. Så vi havde et incitament til at indgå det kompromis, fordi vi tror, at vi kan finde bedre løsninger på den her måde end gennem en meget hård politisk regulering, som var på vej i vores retning.

En helt anden forankring

Direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby nikker genkendende til en debat, der til tider var mere fremmedgørende end forsonende. Han er derfor stolt over, at det lykkedes at komme i mål med en aftale.

– Man kan kigge ud i verden og rundt i Europa og se, hvor svært det er, hvis man ikke sætter sig sammen. Traktorer i gaderne i Bruxelles sprøjter gylle ud i byerne og blokerer vejene. Vi har mange eksempler på, at det her er et svært område at reformere. Så en af styrkerne ved den her aftale er, at polariseringen bliver mindre, siger han.

Han kalder aftalen om den grønne trepart for en afgørende forudsætning for at få livet tilbage i havene og få vendt biodiversitetskrisen. 

Og selvom der i baglandet var røster, der ikke var tilfredse med aftalen, mener Lars Midtiby, at det var det helt rigtige at blive i forhandlingsrummet, til den sidste underskrift var sat.

– Det var et meget langt forhandlingsforløb på omkring et halvt år, og det var meget svært undervejs, fordi det var meget forskellige interesser, der var repræsenteret i rummet. Så det er bestemt et kompromis, hvor alt ikke er perfekt, men hvor vi alligevel kan få taget nogle helt afgørende ryk, siger han.

Direktøren glæder sig især over, at aftalen er bredt forankret blandt både politikere og interessenter, og at forandringerne derfor er blivende og ikke bliver en kastebold efter næste folketingsvalg. Netop den stærke forankring er noget, han tidligere har savnet i aftaler om landbruget.

– Det er en af styrkerne ved den grønne trepart – at aftalen er forankret på en helt anden måde end nogen af de tidligere aftaler på landbrugsområdet, der står som et rædselskabinet over brudte aftaler, hvor det ikke er lykkedes at lave en grøn omstilling af landbruget.

Historisk tillidsøvelse

Morten Boje Hviid noterer sig, at aftalen om den grønne trepart ikke bare har rykket landbruget til et bedre sted, end hvis aftalen ikke var blevet indgået. Den har også rykket ved tonen i debatten.

– Jeg synes, at vi har fået et bedre debatmiljø, og jeg synes også, vi har fået et lavere konfliktniveau. Konflikten og løsningernes besværligheder er ikke forsvundet, men vi har fået skabt en ramme, der øger chancerne for, at vi kan levere på det, siger Morten Boje Hviid.

Og det kan også mærkes ude i de lokale treparter, som den administrerende direktør kalder ”fuldstændig geniale”. 
Omlægningsplanerne er nu ved at blive politisk godkendte, og det kommer på baggrund af et stort arbejde i kommunerne med at skabe tillidsfulde rum at arbejde i.

– Du laver ikke de her aftaler, hvis ikke der er gensidig tillid. Tillid til, at landmændene går ind i projekterne. Tillid fra landmændene til, at staten og kommunen kan levere en effektiv sagsbehandling. Tillid fra Danmarks Naturfredningsforening til, at deres mærkesager også får plads. Det her er en historisk samarbejds- og tillidsøvelse, siger Morten Boje Hviid.

Men selvom omlægningsplanerne er klaret, betyder det ikke, at kommunerne kan hvile på laurbærrene. Tværtimod, påpeger Lars Midtiby. For nu begynder implementeringen.

– Jeg tror, at nogle tænker: ”Puh, nu har vi haft travlt med at lave omlægningsplanen,” men jeg vil sige, at det rigtig store ryk – ikke mindst for kommunerne – kommer, når planerne er lavet, for så skal de mange  projekter, som kommunerne skal bidrage til, blive til virkelighed. Der har været travlt i år, men for kommunerne bliver det et endnu mere travlt og vigtigt år i 2026. mdbe@kl.dk

Læs også