Gå til hovedindhold
Grøn Trepart

Et fantastisk setup med faldgruber

En erkendelse af, at ikke alt kan løses fra Christiansborg, og et stærkt fokus på implementering er nogle af de elementer, der gør modellen bag den grønne trepart stærk, mener professor og designrådgiver. Men de advarer også mod tre faldgruber.

11. 12. 2025 - kl. 06:57
Tekst af Mads Dam Bendtsen, mdbe@kl.dk

Indhold

    Det er ikke kun landbrugs- og naturdirektørerne, der har ros tilovers for den grønne trepart som model.
    Professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet Eva Sørensen ser modellen som en mulighed for at forene høj politisk ambition med lokal handling og reel inddragelse. 

    Noget, hun finder særlig interessant, er det ministerium, der blev nedsat til at implementere omstillingen. Ofte undervurderer man nemlig, hvor meget politik der er i implementering, mener hun.

    – For en gangs skyld har man sagt, at vi ikke bare skal samarbejde om at lave den her politik. Vi skal også sikre, at den bliver implementeret, for ellers bliver det en fiasko. Og så gør man noget nyskabende ved at lave et implementeringsministerium, siger hun.

    Udover et ministerium til at bakke op og fjerne barrierer genskaber man også et rum med de tre nationale parter 23 steder rundt­om i landet i de lokale grønne treparter.  

    – Det er en supergod idé. Meget af vores forskning viser, at det er en rigtig god idé at organisere det politiske arbejde lidt mere fleksibelt. I stedet for at bruge lige mange kræfter på at regulere alting, uanset om der skal laves forandringer eller ej, bør man organisere sig omkring de områder, hvor der skal foregå noget stort, siger Eva Sørensen.

    Jeg håber, man får nogle borgere med i den sidste fase, for ellers kan det være dem, der på en eller anden måde vælter læsset.

    Eva Sørensen, professor ved Roskilde Universitet

    Ydmyg regeringsførelse

    Professoren forklarer, at det setup, den grønne trepart bygger på, på mange måder følger de retningslinjer, som nobelprismodtager Elinor Ostrom har listet over ting, der skal til, hvis man skal få grupper med forskellige interesser til at arbejde sammen. 

    Det handler om at identificere en problemstilling, hvor der er en gensidig afhængighed blandt aktørerne. Så føler alle, at de bliver nødt til at blive siddende rundt om bordet og gå videre med processen, for der, hvor de er i forvejen, er ikke et godt sted. Alle er altså så optagede af at få skabt en forandring, at de ender med at gå ind i et rum og blive siddende, til der er en løsning. 

    Designrådgiver ved tænketanken INVI Kristine Fisker kalder det samskabelse. Og det er et begreb, der bliver stadig mere populært. 

    – Efter i mange år at have kastet mange penge efter store forkromede reformer, uden at der er sket det store, begynder politikerne nu i højere grad at fokusere på implementering. De erkender, at man ikke kan regne det hele ud på forhånd bag skrivebordene i ministerierne. Derfor må man trække på lokal feedback for at finde ud af, hvad der virker, siger hun.

    Samskabelse er blevet et nationalt buzz-word. Det handler om at skabe løsninger med dem, der er tættest på problemerne – borgere, medarbejdere, fagfolk. Og det er noget, politikerne og medarbejderne ude i kommunerne skal forberede sig på mere af.

    – På grund af den stigende ydmyghed, der er kommet i det nationale politiske system, ser vi en stigende nysgerrighed efter at hente feedback og lave samskabelse af politik tæt på virkeligheden. Og det betyder for kommunerne, at det her med at arbejde med samskabelse i den grønne trepart er en første øvelse til noget, vi kan forvente at se mere af fremover, siger Kristine Fisker.

    Borgerne skal med

    Både Eva Sørensen og Kristine Fisker peger dog også på tre faldgruber, der kan spænde ben for en succesfuld grøn omstilling.

    Manglende medarbejdere med de rette kompetencer i kommunerne. Usikkerhed om, hvordan landmændene bliver kompenseret for deres jord. Og at borgerne risikerer at føle sig overhørt i omstillingen.

    – Man kan sagtens forestille sig, at man får aftalt i treparten, at nu skal der være skov her, men at alle dem, der bor tæt på, ikke synes, at det er en god idé, fordi de er vant til brede, åbne vidder. Og det kan give rigtig meget ballade, siger Eva Sørensen.

    Derfor glæder hun sig over, at nogle kommuner er begyndt at lave mini-treparter i form af opgaveudvalg med repræsentanter fra foreningslivet, erhvervslivet og politikere.

    – Her forsøger de at få borgerne med på forskellig vis, og det er utrolig vigtigt. Jeg håber, man får nogle borgere med i den sidste fase, for ellers kan det være dem, der på en eller anden måde vælter læsset, siger Eva Sørensen. mdbe@kl.dk

    Læs også

    Grøn Trepart

    Det grønne kompromis

    Normalt er de langt fra hinanden, så for Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har den grønne trepart været kompromisets kunst. Det har ført til et sundere debatmiljø, der øger chancerne for at levere på den grønne omstilling.

    Det grønne kompromis

    Mere fra forsiden