Gå til hovedindhold
Sundhed
Sundhedsstruktur

Nu skal slaget om sundhed stå: Her er KL’s drømme og mareridt

Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger er lige på trapperne og kan få afgørende betydning for fremtidens sundhedsvæsen. Debatten har raset i månedsvis, og i KL er ønskelisten klar: Der er brug for investeringer i det nære sundhedsvæsen, sundhedsklyngerne kan bruges til langt mere, og der er kun brug for få regioner.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

09. 06. 2024 - kl. 21:19
Tekst af Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk

Indhold

    Historien om det danske sundhedsvæsen er historien om en hensygnende patient, der fik livreddende behandling, og en patient, der klarede skærene mod alle odds.

    For år tilbage viste sundhedsvæsenet nemlig flere bekymrende symptomer og klarede sig ikke imponerende sammenlignet med andre. Derfor blev der fra politisk hold udskrevet en recept med fokus på hospitalerne sammen med en gedigen økonomisk indsprøjtning. Efterladt tilbage stod det nære sundhedsvæsen, hvor behandlingen har ladet vente på sig.

    I mellemtiden har kommunerne forsøgt at behandle det nære sundhedsvæsen trods den manglende opmærksomhed. Hospitalerne har siden 2007 fået tilført 24,2 milliarder kroner, mens det nære sundhedsvæsen har måtte nøjes med 1,9 milliarder. I samme periode er indlæggelsestiden for ældre patienter over 80 år faldet med 38 procent. Og mens antallet af sengepladser på hospitalerne siden 2007 er faldet med næsten 40 procent, er der oprustet på antallet af kommunale sengepladser, som er steget med 15 procent. Det har været nødvendigt ikke mindst fordi, andelen af ældre over 80 år, som har brug for kommunal sygepleje i mere end tre dage efter udskrivning fra et sygehus er steget fra 23 til 36 procent alene fra 2017 til 2021.

    Men kommunerne er ved at løbe tør for plastre og krykker til det nære sundhedsvæsen, og nu er det tid til den længe ventede og nødvendige prioritering af det nære sundhedsvæsen. Det er den klare melding fra KL’s formand Martin Damm (V) dagen før, at Sundhedsstrukturkommissionen offentliggør sine anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen.

    – Investeringen skal ske ude i primærsektoren. Det var allerede planen dengang, det danske sundhedsvæsen trængte til en ordentlig overhaling. Det har været helt nødvendigt at investere i det specialiserede sundhedsvæsen, og nu leverer det bedre. Men nu står vi over for nogle store årgange af seniorer over 80 år, og antallet af kronikere går også kun én vej. Opgaven er at sikre, at de ikke alle skal ind i det specialiserede sundhedsvæsen, siger Martin Damm og fortsætter:

    – Regionerne har også nedlagt meget kapacitet, så hvis vi skal sikre, at folk kan blive i det område, hvor de bor og lever, selvom de har nogle skavanker, så er det rigtige at gøre at investere i det nære sundhedsvæsen.

    Martin Damm (V). Foto: Jakob Carlsen

    Ifølge Sisse Marie Welling (SF), der er formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg med ressortansvar for sundhed, er det afgørende at have et sundhedsvæsen, der går på to ben – det højt specialiserede som det ene og det nære sundhedsvæsen som det andet.

    – Nu har man brugt alle kræfter og økonomi fra Christiansborg på det højt specialiserede, og det er der kommet gode resultater ud af. Men man sagde jo samtidig til os i kommunerne, at selvom vi ikke fik så mange penge, som det egentlig kostede at løse opgaverne, så skulle vi for eksempel hjemtage patienter tidligere fra hospitalet og stå for genoptræning, siger hun og fortsætter:

    – Det har vi løst på en måde som er ulig andre lande. Man kommer simpelthen til Danmark for at se, hvordan vi gør, fordi vi lykkes med de opgaver, som man heller ikke har gjort i Danmark før. Men med udsigt til flere kronikere og ældre over 80 år er det nødvendigt at investere i det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Særligt, hvis man ikke vil sende alle på et supersygehus, der i dag ligger meget, meget langt væk fra den helt almindelige danskers bopæl.

    Et system for systemets skyld

    Martin Damm nævner coronaepidemien som eksempel på kommunernes omstillingsparathed. For da stillede kommunerne sengepladser til rådighed for coronapatienter.

    – Regionerne har jo nedlagt sengepladser, mens vi har oprettet tilsvarende, og det er forskellen på, hvad det brede og det specialiserede kan. Da vi stod midt i corona, kunne vi i kommunerne have de coronapatienter, der var for dårlige til at være hjemme, på vores sengepladser. Det, der kræver specialiseret behandling, skal man naturligvis have på et hospital. Men alt det andet skal man rykke ud, siger KL-formanden.

    Ifølge Sisse Marie Welling handler det også om at respektere borgernes hverdag. For selvom man for eksempel er kronisk syg, behøver man ikke bruge hele sit liv på at være syg.

    – Der at være patient er ikke nødvendigvis en fuldtidsbeskæftigelse, og der er mange, der ikke har lyst til, at det skal være en fuldtidsbeskæftigelse. Men vores sygehusvæsen er indrettet efter at være mest muligt effektivt for systemets skyld. Derfor har man også fået et system, hvor man lader det være op til patienten at køre meget lange afstande frem og tilbage fra et sygehus for bare at få taget en blodprøve. Hvis vi havde borgernes hverdag i fokus, havde vi nok indrettet os på en anden måde, siger hun.

    Sisse Marie Welling peger også på, det er nødvendigt at se nærmere på både incitamentsstrukturer og ansvarsfordeling. I dag er det problematisk, at det suverænt er regionerne, der beslutter, hvornår kommunerne skal overtage en opgave, og at kommunerne er de eneste, der har incitament til at samarbejde, mener hun.

    – Hvis vi ikke samarbejder i kommunerne, får vi dagbøder, ligesom vi er de eneste, der får ekstra udgifter, hvis en borger ikke kommer op at gå igen. Jeg kunne godt ønske mig, at de øvrige parter i sundhedsvæsnet havde samme incitamenter, for så er jeg ikke i tvivl om, at vi kunne løse rigtig meget bøvl, der ikke gavner patienterne.

    Med udsigt til flere kronikere og ældre over 80 år er det nødvendigt at investere i det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Særligt, hvis man ikke vil sende alle på et supersygehus, der i dag ligger meget, meget langt væk fra den helt almindelige danskers bopæl.

    Sisse Marie Welling (SF), formand for KL's sundheds- og ældreudvalg med ressortansvar for sundhed

    Men det kræver altså også et fokus på borgernes liv, understreger Martin Damm.

    – Man har glemt at tage borgerne med ind i ligningen, og man har også glemt, at lade ressourcerne følge med til dem, der løser opgaven. Man har bare lavet en opgaveglidning uden finansiering. Det er et almindeligt fromt ønske, at det ændrer sig i fremtiden.

    Der er ingen hjul på klyngerne

    Debatten om fremtidens sundhedsvæsen har raset de seneste måneder, og flere organisationer er kommet med adskillige udspil til, hvordan det indrettes bedst. Også KL, som ser sundhedsklyngerne som et oplagt sted at sikre bedre samarbejde mellem kommuner, regioner og praktiserende læger til gavn for borgere og patienter. Ikke med klyngerne som myndighed, men som et samarbejdsforum med langt flere muskler og økonomi end i dag.

    – Der har været meget diskussion om den klyngemodel, der er i dag. Men man har aldrig rigtig sat dem i gang. De har ikke fået lov at blive til det, de var tænkt som. Det svarer til, at man får en bil uden hjul, og så bliver man bedt om at evaluere, om det er en god bil. Så vil man selvfølgelig sige nej. Man kunne også prøve lige at få monteret hjulene først og så se, hvordan den kører, siger Martin Damm og fortsætter:

    – Der har aldrig været indhold i klyngerne, og det er ærgerligt, for det er et perfekt sted at tage dialogen om, hvem der gør hvad. Hvis vi ikke lykkes med det, får borgerne et sygehusvæsen og noget udenfor. Men borgerne skal jo have et sundhedsvæsen.

    Sisse Marie Welling peger på, at fordelen ved klyngetanken er, at klyngerne i højere grad kan tage hensyn til lokale forhold og finde de løsninger, der passer bedst til lokalområdet.

    – Det skal man give plads til, hvis man vil have lighed i sundhed i et land som Danmark. Og det, synes jeg, er en meget vigtig pointe i forhold til en kommende reform. Der er kæmpe ulighed i sundhed i Danmark, og der er kæmpe ulighed i adgangen til både den højtspecialiserede behandling på sygehusene og praktiserende læger. Det er vi nødt til at løse, siger hun.

    Sisse Marie Welling (SF), formand for KL's sundheds- og ældreudvalg med ressortansvar for sundhed. Foto: Københavns Kommune

    Et hundeslagsmål

    Debatten om fremtidens sundhedsvæsen har også udviklet sig til lidt af et slagsmål mellem KL og Danske Regioner om, hvem der skal have ansvar for hvad. For længe var de to organisationer enige om, at sundhedsklyngerne havde stort potentiale. Lige indtil regionerne argumenterede for, at de burde overtage ansvaret for hele sundhedsvæsen – også den del, der i dag hører hjemme i kommunerne.

    – Hvis man presser nogen op i et hjørne, gør de nogle gange noget, som ikke er så klogt, hvis du spørger mig. Regionerne gik tilsyneladende i panik, og så er det blevet til et hundeslagsmål. Men vi er jo nødt til at reagere. Vi kan ikke lade som ingenting, siger Martin Damm.

    Ifølge Sisse Marie Welling handler det også om, at regionerne piller ved kommunalt hjerteblod.

    – Vi er en del af sundhedsvæsnet, og det er kernen af, hvad en kommune er. Det er en stor del af de ydelser, vi leverer til danskerne hver dag. Det kan man ikke bare klippe over. Jeg ærgrer mig over, det i så høj grad er blevet en diskussion om hegnspæle. Jeg synes, vi har trukket vejret dybt ind mange gange for at bevare det gode samarbejde – det tror jeg også, de 98 borgmestre vil sige, siger hun.

    Alligevel tog borgmestrene bladet fra munden i fællesskab, da 97 af landets borgmestre sammen med flere rådmænd i en kronik advarede mod, at regionernes forslag vil føre til mere centralisering.

    – Det er aldrig sket før i KL’s historie, at man har lavet sådan et fælles indlæg. Og det handler jo også om, at vi gerne vil have et andet fokus. Hele idéen med kommunalreformen var at lave én lokal indgang for borgerne. Det er sundhed også en del af, og man kan ikke sidde og pille enkelte opgaver ud. De midlertidige pladser, vi har oprettet, ligger jo ikke isoleret for sig selv. De er integreret med en masse af vores andre faciliteter og ydelser. Så det vil ikke fungere i den virkelig verden bare at sakse noget ud. Det dur kun på et teoretisk, akademisk plan, hvor man kun taler i kasser, siger Martin Damm.

    Det nære skal være kronjuvelen

    Står det til KL, skal der i fremtiden være få og robuste regioner landet over. Hvor mange vil KL-formanden ikke tage stilling til.

    – Det får du mig ikke til at svare på, konstaterer han, mens Sisse Marie Welling supplerer:

    – Det er vigtigt for KL, at vi ikke får flere regioner, end vi har i dag. Og vi vil også sige, at vi faktisk synes, det er meget rart, der er nogle folkevalgte på den anden side. Det gør sommetider samarbejdet lidt nemmere, at vi er folkevalgte med det samme ønske om at levere det bedste til borgerne. Det oplevede jeg selv, da Region Hovedstaden pludselig var begyndt at udskrive patienter midt om natten. Havde det ikke være fordi, jeg kunne tage fat i en folkevalgt i regionen, havde det været meget svært at stoppe.

    Det nære sundhedsvæsen skal være et sted, hvor det er kronjuvelen. Så bliver det prioriteret. Og vi har i kommunerne bevist, at vi har prioriteret det.

    Martin Damm (V), formand for KL

    Hun frygter dog, at fokusset på struktur bliver så dominerende, at det, hun betegner som sygehuslogikken, vil overtage.

    – Vi har en historisk chance for at investere og prioritere det nære, men jeg er bange for, at man fra Christiansborgs side endnu en gang vil prioritere centralisering. Det vil være på bekostning af borgerne og patienternes hverdag. Der kommer kun større pres på vores samlede sygehusvæsen, og vi har også udfordringer med at skaffe arbejdskraft. Derfor skal vi tænke klogt på det samlede sundhedsvæsens vegne, så behovet for sundhedsindsatser bliver så lille som muligt. Det er også det, danskerne helst vil. Der er ikke nogen mennesker, der kan lide at være syge, siger hun.

    Og Martin Damm er bange for, hvor det nære sundhedsvæsen vil ende, hvis regionerne får ansvaret.

    – Hvis det nære sundhedsvæsen, som alle taler om, man skal prioritere, bliver et halevedhæng til regionerne, så vil det være det mindst fine. Det vil ikke kunne konkurrere med universitetshospitaler og de fine specialer. Det nære sundhedsvæsen skal være et sted, hvor det er kronjuvelen. Så bliver det prioriteret. Og vi har i kommunerne bevist, at vi har prioriteret det, siger Martin Damm og kommer med et eksempel fra sin egen kommune, Kalundborg, hvor han er borgmester:

    Et kor for patienter med KOL, der er så stor en succes, at han endda har vist det frem for Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

    – Her får mennesker, der er kronisk syge med KOL, både et fællesskab, og de får trænet deres lunger. I fællesskabet får de også hevet hinanden lidt op og trænet lidt mere, end hvis de havde siddet med nogle øvelser derhjemme. Og så synger de sammen. Det skaber glæde. Det havde de aldrig fundet på på et sygehus. Men det er jo det, vi skal. Vi skal sørge for, at folk kan leve hele liv, konstaterer han.

    Mere fra forsiden