KL: Ny takstmodel gør botilbud mindre attraktive for velfærdskriminelle

År efter år har kommunernes udgifter til botilbud været på himmelflugt. Siden 2018 er udgifterne steget med hele 26 procent, og sidste år brugte kommunerne knap 27,5 milliarder kroner på området. Særligt på de private tilbud har udgiftsvæksten været stor. Her er udgifterne steget med 84 procent fra 2018 til 2025.

Derfor vækker den aftale om en takstmodel på botilbudsområdet, som regeringen er blevet enig med Venstre, Konservative og Enhedslisten om, også begejstring i KL, der længe har efterspurgt en ny takstmodel.

Faste nationale indsatsniveauer og nationale krav til beregningen af taksten på botilbud skal give kommunerne bedre mulighed for at styre udgifterne og sikre mere lige vilkår mellem offentlige og private tilbud.

– Vi står med et socialområde, hvor udgifterne vokser år efter år, uden at vi reelt set ved, om pengene går til den rette hjælp til borgerne eller direkte ned i lommerne på ejerne af tilbuddene. Derfor har vi længe kaldt på en takstreform, og jeg er glad for, at det nu er lykkedes at lande en model. Nu kan vi forhåbentlig få så godt styr på økonomien, at vi kan fokusere meget mere på den faglige udvikling af området til gavn for alle de borgere, som modtager hjælp hver dag, siger KL’s formand Peter Rahbæk Juel (S) i en pressemeddelelse.

Et vigtigt skridt for kommunerne

Det er ambitionen, at aftalen skal sikre et mere gennemskueligt system, hvor udgangspunktet er enkelt: Hvis et offentligt og et privat botilbud leverer den samme indsats, skal de også have den samme betaling.

Det vil skabe et bedre udgangspunkt for samarbejdet mellem kommunerne og de private botilbud, når prisen på indsatsen er fastlagt på forhånd, forventer formanden for KL’s socialudvalg, Lasse Frimand Jensen (S).

Han mener desuden, at den nye takstmodel er et vigtigt skridt i kampen mod velfærdskriminalitet.

– Når udgifterne til private botilbud er steget så voldsomt, er vi nødt til at have bedre styr på, hvad vi betaler for. Og vi har desværre set eksempler på kriminelle, som har tjent hurtige penge gennem snyd på socialområdet. Den nye takstmodel betyder, at det bliver mindre attraktivt for de velfærdskriminelle at operere på botilbudsområdet. Det er et vigtigt skridt for kommunernes økonomi og kampen mod velfærdskriminalitet – men også for de mange private tilbud, som gør et godt og vigtigt arbejde hver dag. Nu kan vi bruge mindre energi på at forhandle om prisen og mere på det, der bør være omdrejningspunktet: nemlig hvilken hjælp borgeren har brug for, og hvordan vi leverer den bedst, siger Lasse Frimand Jensen.

Nødvendigt med fælles rammer

Omkring 28.000 voksne mennesker bor i dag på botilbud eller et botilbudslignende tilbud. Men ifølge en pressemeddelelse fra Socialministeriet er det i dag for svært at gennemskue, om de markante udgiftsstigninger hænger sammen med kvaliteten på botilbuddene. Den manglende gennemsigtighed betyder ringere retssikkerhed, og det giver ”rum for, at brodne kar, der ser en god forretning i at tjene penge på udsatte mennesker,” lyder det.

– Vi kan på ingen måde bare se til, når der hersker så stor usikkerhed på det her område. Når vi ikke ved, om borgerne får den indsats, som var aftalt. Eller om kvalitet og pris hænger sammen. Og når brodne kar er rykket ind for at tjene penge på bekostning af vores mest udsatte borgere. Så er der noget galt. Derfor er det nødvendigt med klare, fælles rammer på botilbudsområdet, ligesom vi kender det fra andre store velfærdsområder, siger socialminister Monika Rubin (M) i pressemeddelelsen.

Med den nye takstmodel skal der fastsættes nationale indsatsniveauer ud fra et spænd i antallet af støttetimer, en borger har behov for. De nationale rammer vil betyde, at det bliver lettere at sammenligne indsatser på tværs, ligesom både borgere og sagsbehandlere tydeligt kan se, hvad de kan forvente.

Det skal ifølge aftalen være borgernes behov, der er styrende, og derfor giver aftalen også mulighed for at differentiere taksten i de tilfælde, hvor det er nødvendigt – hvis eksempelvis et tilbud har særlige kompetencer eller fysiske faciliteter målrettet borgere med specialiserede behov.

Og så skal blandt andet nationale krav til beregning af taksten understøtte en korrekt takstberegning og lige vilkår mellem offentlige og private tilbud. Kommunerne skal i fællesskab i hver region lave et udspil til en takst for et indsatsniveau på baggrund af offentlige tilbuds udgifter til at levere en tilsvarende indsats. Det skal drøftes med de selvejende og private leverandører, inden der laves en aftale om den endelige takst.

– Der er mange vigtige hensyn her: den enkelte borger skal først og fremmest have sit behov dækket, vi skal have mere sikkerhed for sammenhængen mellem pris og kvalitet, og de private skal ikke mindst fortsat spille en stor rolle på området. Med modellen her synes jeg, vi er landet et rigtig godt sted, siger socialminister Monika Rubin.