Skolen skal gøre vores børn verdensvendte

Alle børn er på en og samme tid som alle andre børn, nogle andre børn og ingen andre børn. Ordene stammer fra 1950’erne, men er stadig aktuelle i dag, når vi skal forstå, hvem vi er som mennesker. Alle er som alle andre forstået på den måde, at vi har mange fællestræk med alle andre i kraft af vores fælles menneskelighed. Alle er som nogle andre, eftersom vi hver især hører til grupper og fællesskaber, som har stor betydning for vores selvforståelse og identitet. Og endelig er alle som ingen andre, fordi vi er unikke mennesker med egne drømme, forhåbninger og livsvilkår.

I de senere år har vi lagt rigtig stor vægt på den sidste del: Det unikke i hvert enkelt barn. Individualiseringspædagogikken er rullet ud over skolen, hvor det enkelte barn har skullet identificere sin læringsstil og føre logbog for at realisere sine unikke kompetencer. Selvrealisering er blevet tilværelsens omdrejningspunkt allerede i barndommen.
Men konfronteret med den galoperende mistrivsel, som vores børn og unge oplever, må vi spørge os selv, om vi har lagt for stor vægt på det unikke. Meget tyder på, at det konstante krav om selvudvikling og selvoptimering presser vores børn og unge.