Da en 15-årig dreng den 26. november sidste år mødtes med en jævnaldrende dreng på stationen i Grenaa på grund af en indbyrdes uoverensstemmelse, spidsede situationen hurtigt til. 

Konflikten blev fysisk, en kniv blev trukket, den ene dreng blev stukket, og hans liv stod ikke til at redde. 

En hændelse, der desværre ikke er enestående. 

Flere gange i både 2023 og 2024 har helt unge stukket andre unge ned. Men for SSP i Norddjurs Kommune var det nyt.

– Jeg ved ikke, hvad man normalt sætter i gang, når sådan noget sker, for jeg har aldrig oplevet det før, siger Keld Kristensen, der er SSP-konsulent og -koordinator i kommunen. 

Trods chokket fik kommunen lynhurtigt nedsat en krisestab med borgmesteren for bordenden.

– I det øjeblik vi blev klar over, at der var tale om en alvorlig hændelse, og at én var død, satte krisestaben i gang. Samtidig var der nogle unge mennesker på stationen, som vi skulle tage hånd om, fortsætter han. 

I kølvandet på knivstikkeriet begyndte flere unge at se på stationen – gerningsstedet – som et utrygt sted at færdes. Sådan havde det ellers aldrig været før, fortæller Keld Kristensen. 

– Noget af det, der var svært at holde styr på, var pressen, der dækkede sagen massivt. Det var jo også en helt forfærdelig hændelse, men den voldsomme mediedækning gjorde det ikke nemmere. Især ikke for de unge, der blev mere og mere utrygge, hver gang der var en ny historie i medierne, siger han. 

Omfang overraskede

Sammen med den store bevågenhed fra pressen opstod der lokalt en snak om, at det nærmest var alle unge, der gik med kniv, fortæller Keld Kristensen. For at undersøge, om der var noget om snakken, besluttede han og SSP-kollegaerne sig for at afdække omfanget. 
I SSP’s årsrapport for 2023 indgik der derfor et spørgsmål til de unge om, hvor mange der har gået med kniv eller andre våben på steder, hvor det ikke er tilladt. Spørgsmålet er blevet stillet til næsten 1.000 af kommunens unge i 7.-9. klasse, og 9 procent svarede ja. 

Det tal overraskede Keld Kristensen.  

– Havde der været tale om en enkelt procent, er jeg ikke sikker på, vi havde valgt at rode i suppen. For vi balancerer hele tiden på en knivsæg mellem at forebygge og at gøre tingene mere spændende. Og havde det været 9 procent, der svarede ja til, at de havde prøvet at drikke alkohol, havde det ikke affødt en indsats. Men når det handler om knive og andre våben, er det temmelig alvorligt. 9 procent er simpelthen for dumt et tal til, at vi ikke sætter ind, siger han. 

For et tal i den størrelsesorden viser, at det ikke kun er en lille gruppe marginaliserede unge, det handler om, lyder det fra Keld Kristensen. 

Kan sprede sig

Har man i forvejen en relation til kriminelle netværk, bander og gadekultur, er det ifølge sociolog Tea Torbenfeldt Bengtsson, der forsker i udsatte unges risikoadfærd og hverdagsliv hos VIVE, en integreret del af hverdagen at gå med kniv. Men det kan sprede sig til andre grupper af unge, der ellers ikke er marginaliserede, siger hun. 

– Børn og unge er ikke så rationelle som voksne. De er mere påvirkelige over for ting, der virker spændende. Og det kan dét at gå med kniv. Man kan føle sig lidt sej, og man kan vise sig lidt, men man overvejer måske ikke, hvad konsekvenserne kan være. 

Hvor man i SSP-regi taler om flertalsmisforståelser – idéen om, at flertallet gør noget, det i virkeligheden kun er et fåtal, der gør – understreger Tea Torbenfeldt Bengtsson, at der ikke altid er tale om misforståelser. For nogle gange går de andre unge rent faktisk med kniv. 

– Hvis man har set et knivslagsmål og føler sig utryg, så tænker man måske, at man selv skal have en kniv med. De unge gør det for at forsvare sig selv. 

De unge overdriver

Efter udgivelsen af SSP-årsrapporten tog Keld Kristensen og kollegaerne på tur rundt til eleverne i udskolingen for at konfrontere dem med resultaterne af undersøgelsen efter først at have givet deres bud på, hvor mange af deres jævnaldrende der mon havde svaret ”ja” til at have gået med kniv. 

Her troede over halvdelen, at problemet var større, end det i virkeligheden var. 

– Omkring 60 procent af de unge havde faktisk troet, at tallet var højere end 9 procent, og det er også vores fornemmelse, at de overdriver meget omkring det, siger Keld Kristensen. 

– Vi forsøger at konfrontere dem med overdrivelsen, og så skal skolerne arbejde videre med det. Vi ved, det virker, når man arbejder med et tema gennem længere tid, så det ikke bare er sådan en som mig og et par politibetjente, der kommer og fortæller i fem minutter. Skolerne skal følge op på vores besøg og tale ind i de unges moral og selvkontrol og diskutere, hvordan man træffer gode beslutninger, fortsætter han.

Grænserne skrider

I spørgeskemaundersøgelsen svarede de unge også på spørgsmål om deres alkoholvaner. Netop alkohol har nemlig vist sig som en afgørende faktor i forhold til også at rode sig ud i andre former for risikoadfærd – for eksempel at gå med kniv – lyder det fra Keld Kristensen. 

– Når vi krydstjekker, kan vi se, at der er en tendens til, at dem, der har prøvet at drikke, også udgør den overvejende del af dem, der har haft en kniv på sig, siger han.

Han oplever, at de grænser, forældrene sætter for børnene, skrider. 

– Det er svært at være forælder i dag. For selvfølgelig skal de unge drikke, når alle deres venner gør det. Men det skaber nogle andre problematikker. For der er ingen tvivl om, at fester, hvor der er alkohol og både drenge og piger, primært er der, hvor der opstår konflikter.

Roder man sig ud i alkohol, kommer man måske til at kysse den forkerte, og så bliver man måske bange for, at hendes kæreste kommer efter en, fortsætter Keld Kristensen. 

Brug for data

På landsplan er det svært at sige noget om omfanget af unge, der går med kniv.  Tal fra politiet viser dog, at der i 2023 blev rejst 558 sigtelser af 15-18-årige for besiddelse af kniv i offentligheden. I 2018 lå tallet på 306, men siden 2020 har det ligget stabilt over 550. 

Der er altså i dag flere, der bliver taget med en kniv på sig, end tidligere. Men ikke alle, der går med kniv, bliver taget i det, og derfor er omfanget stadig et stort, mørkt hul. 

Et hul, man bliver nødt til at dykke ned i, mener sociolog Tea Torbenfeldt Bengtsson.

– Det er bekymrende, at der er børn og unge, der går med kniv, men omfanget og udviklingen er svært at tale ind i. Jeg tror ikke, det er noget, der lige pludselig er sket. Jeg tror bare, vi er blevet mere opmærksomme. Dermed ikke sagt, at der ikke kan have været en stigning. Der kan sagtens være tendenser til, at flere går med kniv, fordi andre gør det, men jeg ved ikke, om vi skal være meget bekymrede. For vi har ikke noget at sammenligne med, og vi ved ikke, om der var 15 procent for 10 år siden, siger hun. 

Det samme mener Mads Hardahl-Haugaard, der er formand for SSP Samrådet. Han foreslår, at spørgsmål om unges brug af kniv bliver en del af ungeprofilundersøgelsen. 

– Lige nu har vi ikke tallene, så inden vi begynder at sige, at der er en tendens, bliver vi nødt til at se de tal, siger han og fortsætter:

– Jeg kan selvfølgelig ende med at tage fejl, men jeg tror godt, jeg tør sige, at det stadig ikke er normalt at gå med kniv. Det er stadig de færreste, der gør det, men selvfølgelig skal der gøres noget ved det. Det handler bare om, hvordan vi balancerer forebyggelsen.

Behandling kræver diagnose

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) meldte sig i kølvandet på flere sager om knivstikkerier blandt  unge klar til at se på højere straffe. Og den 1. juli blev straffen for at bære kniv skærpet. 

– Vi har i den seneste tid set en række voldsomme knivoverfald, hvor meget unge mennesker har været involveret. Vi står over for et decideret samfundsproblem, når børn vælger at tage en kniv med i skole, lød det i den forbindelse fra justitsministeren. 

Men han har også erkendt, at højere straffe ikke kan gøre det alene, og at der er brug for også at kigge ind i mere og bedre forebyggelse. 
Kriminolog David Sausdal fra Lunds Universitet køber ikke ind på præmissen om højere straffe. 

– Det er en dårlig automatreaktion, at vi skal forsøge at straffe os ud af det. Det er børn, det handler om. Det er nogenlunde almindelige unge, og for dem er det meget sjældent truslen om straf og hårde kontrolindsatser, der er de mest effektive, siger han.

Og skal der forebygges, mangler man en helt central ting. Først skal der stilles en ordentlig diagnose, mener kriminologen. 

– Det kan godt være, der er opstået lommer, hvor der sker et skred med ungementaliteten, men så er spørgsmålet, hvad årsagen er. Man ved for lidt i forhold til, at man allerede er i gang med at udskrive medicinen, der består af kontrol- og straforienterede tiltag. Selvfølgelig skal man mærke en konsekvens, hvis man ender med at dræbe et andet menneske. Men at tro, at straf er den bedste løsning – i stedet for at lære de unge at konsekvensberegne, pille ved deres forestilling om, at alle går med kniv, og tage et kig ind i mistrivslen og det psykiatriske spor, der er en af de helt store risikofaktorer – det er at fægte lidt i blinde, siger David Sausdal.

Når kniven er med

De seneste 10-12 år har der ifølge Keld Kristensen været tre sager i Norddjurs Kommune, hvor kniven har været fremme. Heriblandt den tragiske sag fra Grenaa Station.

Så selvom 9 procent af de unge i Norddjurs svarer, at de har gået med kniv, er det kun de allerfærreste, der har brugt den. Men når kniven er med, er der også en risiko for, at den kommer op af lommen. Især hvis man ikke tidligere har prøvet at skulle håndtere en konflikt på en ordentlig måde, mener Keld Kristensen.

– Hvis kniven allerede er taget med hjemmefra, er den pludselig en del af værktøjskassen, og står man i en situation, hvor man ikke ved, hvordan man selv eller de andre vil reagere, fordi man ikke har været i en fornuftig situation omkring en konflikt før, så har man måske større tilbøjelighed til at trække den, siger han. 

Han oplever, at de unges forældre er hurtige til at træde til, når de unge kommer i konflikt. Og derfor lærer de unge ikke, hvordan man håndterer konflikterne.  

– Det er vigtigt, at forældrene er der for deres børn, men det er også vigtigt, at de holder tungen lige i munden og afventer. Hvornår er det, man skal blande sig i en konflikt, der kan eskalere lynhurtigt? Og hvornår skal man ikke? Vi opdrager vores børn til, at livet ikke må gøre ondt, men man må godt slå sig, man må godt fejle, og det må godt gøre lidt ondt. Så bliver man robust, siger han. 

Derfor vil han også have forældrene mere ind i forebyggelsen. 

– De mangler holdninger – baseret på viden – og handlemuligheder. Det prøver vi at gøre mere ud af, end vi har gjort hidtil. 

Kernen i forebyggelse

Tea Torbenfeldt Bengtsson mener, at den bedste måde at forebygge, at unge går med kniv, er ved at sikre, at de er en del af sunde fællesskaber. 

– Som med forebyggelse af alle typer af risikoadfærd handler det om, at børn og unge er en del af nogle stærke prosociale fællesskaber i folkeskolen, fritidsklubberne og de integrerede almene tilbud. Det er det allervigtigste. Så kan det godt være, de prøver nogle ting af, men det vil typisk være i korte perioder, fordi der er andre omkring dem, som vil sige fra over for det. 

Sådan lyder det også fra Keld Kristensen. 

– Det handler om, hvordan vi kan få endnu flere til at gå til sport eller musik, for så tror jeg, vi løser rigtig mange ting. Kunsten bliver at skabe så mange fede forhold for de unge som muligt og flytte fokus fra knivene til fokus på et trygt liv med gode venner, der støtter hinanden. Trygge unge mennesker, der trives, går ikke med kniv. De kan blive uenige med folk, og de kan blive uvenner, men de vil ikke have behov for at gå med kniv. maem@kl.dk

Læs også