Der går ikke mange øjeblikke, fra sfo’ens kreative værksted åbner, til en lille pige fatter pædagogstuderende Fátima Baldé Djalós hånd.

– Hej, Fátima. Vil du lave rivebillede? spørger hun.

Det vil Fátima gerne. 

Klokken er 12.50, og 0. og 1. klasse på Skolen på Nyelandsvej har netop fået fri. Det betyder, at de rolige forberedelser i sfo’en er afløst af børn, der kommer vrimlende.

Her i kælderens kreaværksted pryder farverige dekorationer varmerørene. Papirsommerfugle våger over børnene fra loftet. Vasken er fuld af farvepletter. Og på bordet og i hylder på væggen kan børnene finde papir og karton i alle verdens farver.

Rivebilleder er Fátimas påfund. Det er hende, der har planlagt og organiseret, at børnene her kan rive papir i små stykker og lime det på en skabelon. Starten på projektet var svær, fortæller hun. Børnene er vant til, at alting skal gå hurtigt, så det med at sætte sig ned og fordybe sig i et rivebillede – og måske endda lægge det til side og arbejde på det over flere dage – faldt nogle børn meget unaturligt.

Men derfor er det vigtigt, pointerer Fátima. 

Hun er i gang med sin anden halvårspraktik på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

– Jeg har altid villet arbejde med mennesker. Jeg begyndte på sygeplejerskeuddannelsen, men kunne mærke, at det ikke var noget for mig. Der var meget tidspres, og man skulle løbe frem og tilbage. Jeg var ikke så tæt på menneskerne, som jeg gerne ville, siger den 24-årige pædagogstuderende.

Hun undersøgte pædagoguddannelsen og konstaterede, at der også var meget praktik. Det tiltrak hende.

– Man er tæt koblet til det, man skal ud at arbejde med. Det virkede ret spændende. Jeg har valgt at specialisere mig inden for skole og fritid, fordi jeg rigtig godt kan lide det med socialisering og inklusion og at lære børnene, hvordan vi alle sammen er forskellige, men bidrager til noget. Jeg synes, det er så spændende at se en udvikling hos børnene, siger Fátima.

Skulle selv tage fat

På væggene i kreaværkstedet hænger tidligere kreationer – en ræv, en larve, et pindsvin. Fátima er i gang med en mariehøne. 

Børnene omkring hende er fuldt koncentrerede, men har overskud til at se Fátima i øjnene, når hun roligt spørger ind til deres weekend, og hvem billederne, de laver, er til.

Rolig var Fátima ikke for to år siden. Her var hun på vej i sin første praktik – syv uger på en sfo i Islev i Rødovre.

– Jeg var rigtig nervøs. Især fordi jeg ikke havde arbejdet inden for pædagogik før. Jeg tænkte: ”Hvad forventer de af mig? Kan jeg nå at opfylde de mål, jeg skal opnå?” Jeg var rigtig bange for, hvordan praktikstedet og min vejleder var, siger hun. 

Mødet med børnene faldt hende naturligt. De var nysgerrige på hende og ville gerne følge hende.

Hun blev også taget godt imod af kollegaerne. Der var tid og rum til blot at observere. Praktikvejlederen havde dog ikke meget tid.

– Jeg kunne hurtigt fornemme, at jeg selv skulle tage fat og sige, hvad jeg gerne ville arbejde med. Jeg er heldigvis meget selvstændig, men en studerende med mere behov for støtte ville have haft det svært, siger Fátima.

Kaotisk start

I anden og tredje praktik, der begge varer et halvt år, er forventningerne nogle andre. Her får de studerende praktikløn og er en del af normeringen. Fátima har taget handsken op og nyder godt af samspillet med sin praktikvejleder, der har den rette uddannelse.

– Hvis jeg har nogle undringer i forhold til et barns opførsel, er det en god støtte at kunne snakke med min vejleder om, hvad jeg kan gøre. Jeg afprøver også idéer på hende, og hun er rigtig god til at gribe dem. Det har jeg manglet lidt før. Det er virkelig fedt at have en vejleder med fagligheden i orden, siger hun.

Frederiksberg Kommune er da også en af de kommuner, der har indgået en forpligtende aftale med Københavns Professionshøjskole om at styrke praktikken for pædagogstuderende.

Mere vejledning kunne Fátima dog godt have brugt, lige da hun begyndte i praktik. I begge sine lange praktikker er hun begyndt i juni – kort efter at ”majbørnene” er kommet i overgangen fra børnehave til skole. Det har begge gange været kaotisk og svært at håndtere.

– Der var rigtig forvirrende. Jeg kom ind midt i det hele, og der var ikke noget, der hang sammen. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle være, og blev kastet rundt. Jeg fik at vide, at på den anden side af sommerferien ville det blive godt igen. Det gjorde det også, men jeg følte mig så malplaceret i begyndelsen. Jeg følte det, som om jeg bare var der for at være der. Jeg havde nogle dage, hvor jeg var rigtig frustreret og græd, siger Fátima, der heldigvis så det blive bedre efter sommerferien.

På rette vej

Nu går snakken rundt om bordet om en flagermus, en af børnene så i aftes, og hvorfor den mon helst vil være vågen om natten. 

Fremover vil der måske være færre pædagoger til at tage den slags snakke med børnene. Optaget på pædagoguddannelsen er nedadgående og faldet fra 5.515 i 2021 til 4.754 i 2023. Det anslås, at der i 2030 vil mangle 13.000 pædagoger.

Men Fátima kommer næppe til at være en af dem, der mangler.

– Jeg er generelt glad for at være pædagogstuderende. Til tider kan jeg dog være i tvivl om, hvorvidt jeg har valgt den rette uddannelse i forhold til lønnen, men også fordi uddannelsen ofte bliver set ned på, som om det ”bare handler om at passe børn”. Når jeg er i praktik, bliver jeg dog mindet om, at det er meget mere end det. mdbe@kl.dk