– Ofte kommer de ind ad døren med ondt i maven, fordi de lever så usundt og er så topstressede, at de har begyndende mavesår. Mange døjer også med skavanker efter skud- og knivlæsioner. De lever et rigtig dårligt liv.

Sådan fortæller Stine Menander, der er faglig koordinator i Københavns Kommunes enhed for kriminalpræventive indsatser, EKI, om de rockere og bandemedlemmer, hun møder gennem sit arbejde. Kriminelle borgere, som har brug for hjælp til at forlade deres gruppering. 

For er man først blevet en del af rocker- eller bandemiljøet, kan det være svært at sige farvel igen. Et farvel kan være forbundet med repressalier, og er gruppen lokalt forankret, kan man blive nødt til at flytte væk fra det lokalsamfund, hvor familie og kriminelle venner er filtret sammen. Har man et misbrug, der er finansieret af de penge, man som bandemedlem hiver hjem, kan dét gøre det svært. 

Og kommer man ud, opstår der nye forhindringer. Er straffeattesten plettet, kan det være svært at få et arbejde. Og måske har man  ikke længere et sted at bo.

Barriererne for rockere og bandemedlemmer, der ønsker at lægge det kriminelle liv bag sig, kan være mange. Men siden 2011 har politiet, kriminalforsorgen og landets 98 kommuner i fællesskab tilbudt en vej ud. Et exit-forløb. Siden 2015 har 336 kandidater – det bliver man kaldt, når man går i exit – gennemført et sådant forløb, og lige nu er 30 kandidater ved at blive visiteret til et forløb, mens 90 aktivt er i gang. 

– Rigtig mange er drevet af adrenalinen, pengene og kammeratskabet i banderne. Men der, hvor de virkelig bliver motiverede til at forlade det, er, når det går op for dem, at mellem loyaliteten, venskaberne og pengene, så er de bare en lillebitte brik i et meget stort og meget farligt spil, siger Stine Menander.

Stine Menander sidder med ved bordet i Det Nationale Exit-kontaktpunkt, der blev oprettet i 2015 for at styrke indsatsen og yde hjælp, vejledning og støtte til de lokale exit-enheder i politiet, kriminalforsorgen og kommunerne og sikre en harmonisering af indsatsen. 

Her sidder også Julie Johansen, exit-koordinator i Aarhus Kommune, med som den anden kommunale repræsentant. Hun ser samme billede blandt sine kandidater i Aarhus. Når de opsøger kommunen, er det, fordi det virkelig brænder på, fortæller hun. 

– Det er nogle stolte typer, som ikke bare lige beder om hjælp. Men hvis de i en årrække har forsøgt at trække sig uden held, indser de, at de har brug for, at der er nogle andre, der bygger et stillads op omkring dem, så de kan lykkes. Det indrømmer de, når de kommer til os. At de har brug for, at vi hjælper dem resten af vejen, siger Julie Johansen. 

Indsats kræver tillid

I et exitforløb kan man få hjælp til at håndtere de praktiske ting, der kan afholde en fra at forlade miljøet eller trække en tilbage i det igen. Gennem en koordineret indsats på tværs af myndighederne kan man eksempelvis få hjælp til at komme i misbrugsbehandling, finde en bolig, håndtere sin økonomi og søge ind på et studie eller komme i arbejde. Eller til at få fjernet tatoveringer og komme i psykologbehandling. Og er man akut truet, kan politiet sørge for at finde et midlertidigt sikkert sted at bo. 

Exit-indsatsen handler i høj grad om tillid. Om at skabe tillid til, at systemet – kommuner, politi og kriminalforsorg – er interesseret i rent faktisk at hjælpe. Det stiller store krav til de medarbejdere, der arbejder med kandidaterne. 

–  Man skal møde mennesket i stedet for at møde kriminaliteten, han har begået, eller rockergrupperingen, han har repræsenteret. Tilliden bygges på, at de kan mærke engagement, siger Stine Menander. 
Samtidig er der brug for, at medarbejderne kan sætte sig igennem over for typer, der er vant til at være dem, der bestemmer, fortæller Julie Johansen. 

– Man kan ikke være en stille, forsigtig mus. Man skal sidde over for nogle borgere, hvor man bliver nødt til at kunne fortælle, hvor skabet skal stå. Målgruppen er vant til at intimidere og indtage et rum, også i kommunalt regi. Mange af dem har tidligere skabt sig på kommunekontorerne og kender kommunen for noget negativt, så der ligger et stort arbejde i at gøre kommunen til et ufarligt sted for dem. Det kræver noget menneskeligt, siger hun. 

Men mange har et dårligt billede af kommunen. Nogle har været anbragt som børn. Andre er vokset op med forældre, der har lært dem, at kommunen og politiet er nogen, man hader. Det kræver meget at vende det billede, påpeger Julie Johansen. 

– Tilliden opstår ikke ved første møde. Det er en proces, men hvis man taler til dem i øjenhøjde og udviser respekt, kan det på sigt udvikle sig til en relation, hvor mistillid til kommunen udskiftes med tillid. 

En håndholdt indsats

Alle kandidaterne har forskellige baggrunde og behov. Det kræver en meget håndholdt indsats i kommunerne. 

– Når de møder op herinde, har vi en ret stor opgave i at få afdækket behovet. Jeg havde en inde den anden dag, der var blevet træt af livet som bandemedlem. Han ville ikke kigge sig over skulderen længere. Han havde hovedpine, han havde fået nok, fortæller Julie Johansen. 
For netop denne kandidat var der brug for en kontaktperson, fordi han var ensom. Der skulle også findes en ny bolig i et andet område, kandidaten skulle udredes for ADHD, og Julie Johansen tog også fat i Skat for at hjælpe kandidaten med at få overblik over sin økonomi. 

– Og så skulle jeg tale med min kollega i beskæftigelse, fordi vi skulle finde ud af, hvad kandidaten gerne ville arbejde med, fortæller hun og fortsætter: 

– Det vigtigste er at få dem i arbejde. Og så er det godt, hvis de får sig en kæreste. Det er altafgørende at have nogen, der støtter op, og hvis de ikke har den støtte i deres netværk, er vi som kommunale medarbejdere de nærmeste, de har. Så skal vi sørge for, at de kommer ind i nogle gode, prosociale netværk, der ikke forsvinder, når deres forløb hos os er slut. Vi skal sikre, at der fortsat står et stillads omkring dem. 

Kommunale forskelle

Det Nationale Exit-Kontaktpunkts opgave er først og fremmest at rådgive medarbejdere i de lokale exit-enheder. For at sikre udvikling af tilbuddene over hele landet arrangerer Det Nationale Exit-kontaktpunkt netværksmøder for medarbejderne fra de forskellige myndigheder. Netop nu arbejder de desuden på et fælles grundkursus i exit.  
Indsatsen fra kommune til kommune og mellem politikredse er nemlig ikke nødvendigvis ens. For mens det er et krav, at kommunerne sætter i værk, hvis en kandidat beder om hjælp til at forlade miljøet, er der ingen krav til, hvordan kommunerne skal løfte indsatsen. 
– Rigtig mange kommuner har svært ved at navigere i det, fordi de ikke har så mange rockere og bandemedlemmer, og derfor lander det også meget forskelligt rundtomkring. Julie og jeg repræsenterer landets to største kommuner, og selv vi gør det meget forskelligt, siger Stine Menander. 

Ensrettet, men fleksibelt

I exitkontaktpunktet, der er forankret i Københavns Vestegns Politi og har base på stationen i Rødovre, sidder fagkoordinator Ninna Olsen og kollegaen Jacob fra politiet til daglig. Julie Johansen sidder der fysisk en dag om måneden, og Stine Menander to dage om ugen  – og kriminalforsorgens sikkerhedskonsulent Selcuk Koyuncu, en dag om ugen. 

Selvom indsatsen fortsat er forskellig rundt omkring, oplever Selcuk Koyuncu, at arbejdet er blevet mere ensrettet efter oprettelsen af Det Nationale Exit-kontaktpunkt. 

– Det var lidt det vilde vesten, indtil vi fik exitkontaktpunktet. Siden 2015 har vi fået flere standarder, en formaliseret exitaftale og en exitmanual. Arbejdet er blevet væsentlig mere formaliseret, siger Selcuk Koyuncu og fortsætter:

– Det skal helst ikke være sådan, at en kandidat kan blive dømt ude i en kommune, fordi kommunen har dårlige erfaringer fra tidligere. Men der er jo ikke to kandidater, der er ens, så vi kigger altid på, hvad den enkelte kandidat har brug for for at kunne komme videre og få en mere normal hverdag. Der er en fleksibilitet, og den skal vi have, for det giver mening i vores arbejde, siger Selcuk Koyuncu. 

Tilgang kræver tilvænning

Både i kriminalforsorgen og politiet har det krævet tilvænning i organisationerne, at man skulle til at arbejde med kriminelle borgere på en ny måde.

– I begyndelsen var der en fornemmelse af, at vi blev snydt af dem, der ville i exit, og at vi ikke skulle bruge tid på det. Men nu kommer dem, der sidder med monitoreringen, selv og siger: ”Ham her kommer med forandringsudsagn. Kan du ikke lige tage en snak med ham?” siger Selcuk Koyuncu. 

Også i politiet har opgaven været svær. 

– Noget af den største modstand, vi mødte i starten, var faktisk fra kollegaerne i politikredsene, der lige skulle se, hvordan det gav mening, at vi også hjælper frem for kun at efterforske. Det er en anderledes politiopgave, hvor man skal give noget af sig selv for at komme ind på dem. Og nogle gange kan man måske også komme til at give for meget. Det er en svær balance, siger Ninna Olsen.

Unik samling af fagligheder

En stor del af arbejdet i kontaktpunktet handler om at dele viden om myndighederne på tværs. 

– Politiet, kriminalforsorgen og kommunerne er nogle store organisationer, og vi bliver kun bedre, hvis vi også ved noget om hinanden. Derfor handler rigtig meget af det, vi laver, om at oversætte. Hvis politiet ringer for at spørge, hvorfor man ikke kan gøre det ene eller det andet, så kan jeg fortælle, hvordan vi arbejder i kriminalforsorgen. Det handler om at styrke myndighedsarbejdet, og det gør vi kun, hvis vi ved, hvor hinandens beføjelser går til, siger Selcuk Koyuncu. 

Stine Menander fortæller, at der ligger et stort arbejde i at koordinere mellem myndighederne.  

–  Hvis politiet ringer og spørger, hvorfor kommunen ikke bare kan finde en bolig til en kandidat, må vi ind og forklare, at kommunerne ikke har råderet over alle boliger, og at kandidaterne skal følge de regler for anvisninger, der er på det boligsociale område, siger hun. 
Og derfor giver det mening, når de forskellige fagligheder er samlet på et enkelt sted, hvor de kan rådgive både hinanden og dem, der sidder med indsatserne lokalt, lyder det fra politiassistent Ninna Olsen. 

– Det er det, der er så unikt ved det kontor her. At der sidder så fantastisk meget faglighed på området, og vi har kun én interesse: at klæde dem, der arbejder med det derude, bedst muligt på og gøre det arbejde, de laver, så nemt og fagligt godt som muligt. Jeg kan godt mærke, at både Stine, Julie og Selcuk sidder med borgerne til daglig. Deres virkelighed kan vi bruge, når vi rådgiver, siger hun. 

Omkostninger og gevinster

En undersøgelse fra Justitsministeriet viste i 2018, at de samlede omkostninger forbundet med kriminalitet begået af medlemmer af kriminelle grupperinger løb op i knap 315 millioner kroner. De suverænt tungeste poster er udgifterne til sigtelser og indsættelser.  
Der er altså store økonomiske gevinster at hente gennem exit-indsatsen. Men der er også store menneskelige gevinster, lyder det fra Stine Menander.

– Vi ved godt, at vores kandidater ikke altid kommer ud og bliver bedsteborgere i samfundet. De stopper ikke nødvendigvis med at køre over for rødt eller med at parkere ulovligt. Men hvis vi kan forhindre, at de laver alvorlig, personfarlig kriminalitet, som jo er det, vi i samfundet frygter allermest, og hvis vi kan sikre, at kandidaterne og deres børn får værdige liv, så tænker jeg, der er en kæmpestor samfundsmæssig interesse i at hjælpe de her ofte ret tunge typer, siger hun og fortsætter: 

– Vi hører om folk på førtidspension, der går i exit, som efter en årrække frasiger sig pensionen, fordi deres liv er blevet mere meningsfuldt, og de gerne vil bidrage til samfundet. Man glemmer nogle gange de positive sider af at hjælpe folk ud af et virkelig dårligt liv. Og i min optik fortjener alle en chance i livet, siger Stine Menander. maem@kl.dk

Læs også